Opskriften på en bestseller

Bøger, der ligger på bestsellerlister i ugevis. Forfattere, der bliver interviewet til aviser og ugeblade. Litteratur, der bliver talt om i frokostpausen på arbejdet. Hvad er det, der gør, at nogle bøger skaber opmærksomhed, mens andre samler støv på hylderne på bibliotekerne og hos boghandlerne?
Penge har stor betydning i den forbindelse, for forlagene udvælger de bøger, som de mener har potentiale og satser stort på dem med markedsføring. Det fører selvfølgelig til megen opmærksomhed og større mulighed for salg og omtale.
Men ser man bort fra dette, er det ofte sådan, at den samme bog kan vække forskellige følelser og meninger. Hvordan kan det være? Denne artikel ser nærmere på de psykologiske aspekter ved bøgers succes.
For nogle år siden blev Dan Brown berømt på grund af romanen Da Vinci Mysteriet. Alle talte om den, og min nysgerrighed blev vakt, for det lød som en utroligt spændende historie: en farlig jagt på sandheden om kristendommens oprindelse med udgangspunkt i verdens mindste og meget lukkede samfund, Vatikanet. Så jeg kastede mig ivrigt over bogen – og kedede mig grumt meget! Hvorfor skulle denne bog være noget særligt?

Den gode læseoplevelse

Jeg har oplevet den slags før. Særligt i skolen, både folkeskolen og på gymnasiet, hvor man som elev skal igennem nogle klassikere, både i danskfaget og i fremmedsprogsundervisningen. Det har ikke altid været med lige stor succes!
Omvendt har jeg også haft enormt gode læseoplevelser, især som barn. Jeg læste med stor glæde og kunne nærmest forsvinde ind i det univers, som litteraturen udgjorde for mig. Det var en anden verden, som jeg kunne deltage i, uanset om det var Astrid Lindgren, jeg læste, eller serien om den sorte hingst.
Også som voksen har jeg oplevet noget lignende: At blive grebet af historier, som har fået mig til at glæde mig til at komme hjem fra studiet eller fra arbejdet for at kunne fortsætte den rejse, som jeg havde påbegyndt inde i mit hoved – en indre rejse, som har ført mig steder hen, jeg ellers ikke ville komme, hvad enten jeg har læst svenske samfundskritiske krimier, Jakob Ejersbos barske trilogi om Afrika eller er blevet opslugt af japanske Haruki Murakamis magiske, lidt syrede univers.
Det er meget forskellige bøger og fortællinger, og det har ofte givet anledning til tanker om, hvad en god historie egentlig er?

Historier – et menneskeligt behov

Inden for det sprogpsykologiske forskningsfelt har man beskæftiget sig med blandt andet hukommelse og forståelse, og det har givet indsigt i menneskets behov for historier.
For eksempel har den amerikanske psykolog Jerome Bruner beskæftiget sig med, hvordan mennesker skaber mening. En måde at gøre det på er via den narrative tænkemåde. Den narrative tænkemåde betyder, at vi skaber mening i det, vi oplever, ved at tænke i historier:
Hvis vi fx ser en dame i toget, som pludselig lægger sig ned på alle fire og begynder at kravle rundt, antager vi, at hun har tabt noget, og at hun leder efter det. Måske er det hendes mobiltelefon, måske er det nogle mønter til kaffeautomaten, måske er det hendes togbillet. Det giver mening – hvorfor skulle hun ellers gøre det? Hun er jo et voksent menneske, så det er næppe fordi, hun leger, hun er en hund – det kunne være tilfældet, hvis det var et barn. Ellers ville hun måske være psykisk syg? Eller …
Sådan bliver vi ved, mere eller mindre bevidst, nogle gange automatisk, andre gange med vilje, hvis vi keder os, eller finder noget påfaldende.
Vi gør det også, når vi overhører en telefonsamtale, hvor vi kun kan høre, hvad den ene part siger. Vi forestiller os, hvad der bliver talt om, ud fra det den ene person, vi kan høre, siger. Vi kan ikke lade være. Vi er nærmest programmeret til at tænke i historier, og vi bliver tiltrukket af dem for deres meningsgivende karakter.
Derfor er der også mange af os, der elsker at læse historier, for det tiltaler vores fantasi og tilfredsstiller vores søgen efter mening. Det er måske derfor, der er så mange, der kan lide krimier? Det er spændende historier, der handler om at finde et svar på ofte meningsløse begivenheder.

Skemata og relevansstrukturer

Men én ting er jo, at vi tænker i historier – en anden ting er, hvorfor nogle fænger os, andre ikke. Også her kan man finde svar inden for sprogpsykologien, hvor man blandt andet finder begreberne forforståelse og forståelsesberedskab.
Det vil sige, at forståelse anses for at være en proces, hvor vi bygger på vores tidligere erfaringer og såkaldte skemata. Skemata er en slags drejebog for, hvordan vi forventer, at verden er og ser ud.
Fx ved vi, hvad det indebærer at gå i biografen: På forhånd bestiller man billetter. Når man ankommer til biografen, afhenter og betaler man for dem. Så køber man cola og popcorn. Man viser sine billetter til kontrolløren, inden man går ind i salen, hvor man finder sine pladser. Så er der reklamer, inden lyset dæmpes, og filmen går i gang …
Vi har med andre ord nogle tankevaner og mønstre og en form for relevansstruktur, der medfører, at vi ikke behøver at bruge al for megen kognitiv energi på at finde ud af, hvad der foregår, hver gang vi går uden for en dør, taler med et andet menneske, skal til lægen, købe ind osv. Vi aflæser hurtigt, hvad der er relevant for os i en given situation og agerer ud fra det.
Det betyder også, at i forhold til det, vi læser, er vi præget af de erfaringer, vaner og relevansstrukturer, som vi besidder. Vi læser så at sige ud fra nogle bestemte forventninger.

Bartletts forsøg med genfortælling

Et meget kendt og klassisk eksempel på dette er det forsøg, som Sir Frederick Bartlett, engelsk professor i psykologi, udførte. Han bad nogle respondenter genfortælle en historie med en fremmed kulturel kontekst, og det viste sig, at respondenterne gjorde historierne kortere, mere sammenhængende, og kulturelle afvigelser blev omdannet til elementer, som respondenterne kunne forholde sig til ud fra deres egne baggrunde.
Fx indgik der i den oprindelige historie overnaturlige hændelser med spøgelser. Det blev udeladt i genfortællingerne, på trods af at spøgelser faktisk nævnes i titlen på historien (The War of the Ghosts).
Og i slutningen af historien, hvor en indianer har deltaget i en kamp, bliver det beskrevet, at der kommer noget ud af hans mund. Det bliver i genfortællingerne til det mere jordnære, at han dør, og at hans sjæl forlader kroppen.
Det vil med andre ord sige, at respondenterne tolkede historierne ud fra nogle velkendte erfaringer og skemata, og at de udelod eller omdannede noget ukendt til noget, som de bedre kunne forholde sig til med deres baggrunde.
Men det forklarer jo ikke nødvendigvis, hvorfor mennesker fra den samme kultur kan have forskellige præferencer for litteratur, eller hvorfor en enkelt forfatter kan opnå succes over hele verden. Hvordan kan det være, at fx japanske Haruki Murakami har fået så mange læsere i Vesten?

Fælles versus forskellige baggrunde

Det nævnte fænomen kan forklares ud fra, at selv om man måske er født inden for den samme kultur, så kan man godt have meget forskellige baggrunde og dermed også forskellige relevansstrukturer og skemata.
Det har blandt andre Jesper Hermann, en af de første pionerer i Danmark inden for sprogpsykologien, erfaret, da han undersøgte, hvordan en række respondenter opfattede en oplysningspjece om det daværende EF. Det viste sig at være forskelligt, alt efter om man var faglært, lærerstuderende osv.
Det må jo så også indikere, at det ikke er altafgørende, om man eksempelvis er vokset op i samme land. Det kan fx have langt større betydning, at man har nogle erfaringer og interessesfærer, som ligner hinanden. Det er måske forklaringen på, at en forfatter som Haruki Murakami kan vinde mange læsere fra Vesten, selv om hans bøger foregår i en anden kultur.
Uanset om man er en oprørsk teenager i Japan eller en midaldrende folkeskolelærer i Danmark, kan det være, at man finder hans historier fængende, fordi man inderst inde tumler med de samme tanker: Hvem er jeg? Hvordan vil jeg gerne leve? Får jeg dét ud af livet, som jeg gerne vil? Så er det lige meget, at man udadtil er så forskellige, som man overhovedet kan være.
Og det betyder, at både teenageren og folkeskolelæreren fra henholdsvis Japan og Danmark bliver grebet af de temaer, som Haruki Murakami tager op.

Fra Da Vinci Mysteriet til Sylvia Plath

Det giver ganske god mening at sige, at man læser en tekst ud fra de forudsætninger, man har, og ud fra de livserfaringer, man bærer med sig. Det kan vi nok alle sætte os ind i. Og ligesom vores erfaringer, interesser og holdninger ændrer sig livet igennem, ja, så vil vi også ændre opfattelse af den litteratur, vi læser.
Faktisk kan vi læse den samme bog på forskellige stadier i vores liv og få noget forskelligt ud af den, fordi vores erfaringsgrundlag har ændret sig.
Det har jeg selv oplevet. I gymnasiet, hvor man som tidligere nævnt bliver præsenteret for forskellige bøger og forfattere, skulle min klasse i 2.g. i engelskundervisningen læse Sylvia Plaths Glasklokken. Jeg undrede mig i stilhed over de klassekammerater, der deltog med begejstring i diskussionerne om bogen, for jeg kunne ærligt talt ikke se det store i den.
Glasklokken er en fortælling om depression, delvist baseret på forfatterens egne erfaringer. Jeg synes faktisk, den var lidt underlig, og livsleden og den tungsindige stemning fandt jeg nærmest frastødende.
Ca. ti år efter at have læst den i gymnasiet stødte jeg tilfældigvis på bogen igen, og selv om jeg kunne huske, at jeg ikke havde syntes synderlig godt om den, besluttede jeg mig alligevel for at give den en chance til. Jeg var nysgerrig: Var den virkelig, som jeg huskede den?
Det var den ikke! Historien ramte mig og rørte mig og sad fast i mig, længe efter at jeg havde afsluttet den. Den satte gang i en masse tanker i mig, og jeg fik et nyt perspektiv til at forholde mig til mit liv på. Hvorfor?
Fordi jeg nu forstod historien. Jeg forstod, hvad Sylvia Plath skrev om.
I den mellemliggende periode, fra da jeg havde læst den første gang til jeg læste den for anden gang som voksen, var jeg blevet ældre, mere moden og havde nu nogle erfaringer, som medførte, at jeg kunne relatere til de temaer og det univers, som forfatteren skrev om.
Jeg havde selv haft sygdommen depression tæt inde på livet og kunne nu forholde mig til det, som jeg tidligere havde opfattet som tungsind og livslede, og fik både nogle aha-oplevelser (Nå, det er sådan/derfor!) og følte lettelse over, at andre havde haft samme tanker om livet som mig (Det er ikke kun mig, der kan have det sådan – jeg er ikke alene!).
Læs et uddrag af Glasklokken samt analyse af uddraget i temaet Følelser, psyke og budskaber – uden forstoppelse her.

Opskriften på den gode historie?

Ovenstående viser med al tydelighed, at det er umuligt at give retningslinjer for, hvordan en historie skal skrues sammen, for at mange mennesker vil tage den til sig. Selvfølgelig findes der skriveteknikker, som gør historien mere spændende, ligesom man kan arbejde med stilen, som medfører, at historien glider let, og at personerne føles troværdige, osv.
Men det er svært at regne ud på forhånd, hvordan ens arbejde bliver modtaget, fordi der er mange forhold hos læserne, som spiller ind på den oplevelse, de får.
Dog kan man sige, at der er nogle overordnede principper, som man kan arbejde med. Fx når man ved, at vi mennesker har nogle skemata, som vi opfatter en historie ud fra, og at vi møder en tekst med en forforståelse i form af personlige erfaringer, kulturelle vaner og samfundsmæssige normer, holdninger, følelser, interesser osv.
Som forfatter kan man tage dette med i sine overvejelser i skriveprocessen og lege med, hvordan man kan udnytte det som virkemidler i fortællingen.
Man kan jo arbejde med overraskelsesmomentet: Når vi nu tænker i mønstre og vaner, så kunne man jo som forfatter sørge for at bryde disse tankemønstre og vaner ved at lade eksempelvis hovedpersonen gøre noget uventet eller lade historien tage en uventet drejning.
Fx når den lille spinkle kvinde rejser sig fra middagsbordet og slår sin mand hårdt i ansigtet, og han tager hænderne op for ansigtet og begynder at hulke fortvivlet, eller når en mand stormer ind i en restaurant, hvor alle sidder ved deres borde og spiser og taler dæmpet, og han råber om, at Jesus er kommet tilbage, mens han slår om sig og vælter borde og stole.
Eller tænk på Lisbeth Salander i Mænd, der hader kvinder. Hun er jo historiens egentlige helt, selv om hun er asocial, voldelig og kvinde – og oven i købet it-ekspert …
Eller når en person i Kafka på stranden hævder at kunne tale med katte – og en del af historien således indeholder dialog mellem en mand og forskellige katte … Det udfordrer vores sædvanlige måder at tænke på og fanger – muligvis – vores interesse.
Måske er pointen i virkeligheden blot den, at man ikke skal lade sig begrænse, hverken som læser eller som forfatter. Man skal ikke tænke i, hvad der virker, men lade sig føre med af, hvad der vækker ens interesse.
Omvendt skal man ikke lade sig nøjes med det, men også være villig til at lade sig udfordre af noget, som ikke umiddelbart virker tiltalende. Begge dele kan føre til overraskelser, som i mit tilfælde hvor en bog, som jeg troede ville være en god oplevelse (Da Vinci Mysteriet) viste sig at være uinteressant for mig, mens en bog, som jeg nærede stor skepsis over for, men besluttede at prøve igen (Glasklokken), rørte mig dybt.
Det er med andre ord umuligt at konkludere, hvad den gode historie er, ligesom man ikke kan sige, hvad der er god og dårlig smag! Det afhænger af øjnene, der ser – og det er vel dybest set også det, der gør, at litteratur er så spændende at diskutere og følge med i.

Litteraturpriser i 00’erne – Nordisk Råds Litteraturpris

At blive nomineret til – og ikke mindst at vinde – en anerkendt litteraturpris er en stærk blåstempling af en forfatter og hans/hendes forfatterskab. Ud over at vinderne har et litterært talent, så må der være noget særligt i deres bøger, der afspejler noget alment menneskeligt i tiden og verden, eftersom de vinder.
Det kunne derfor være interessant at se på, om der findes en rød litterær tråd blandt prismodtagerne det sidste årti, hvor mit afsæt er de to store litteraturpriser: Nordisk Råds Litteraturpris og Nobelprisen i Litteratur 2000-2010.
I denne artikel starter vi i det nordiske med Nordisk Råds Litteraturpris, og i den følgende artikel ser vi på Nobelprisen.

Nordisk Råds Litteraturpris – en særlig nordisk stemme?

Litteraturprisen fra Nordisk Råd er én af mange priser, som gives inden for forskellige kulturområder i Norden. Formålet med prisen er at udvikle det nordiske kulturfællesskab samt at udvide kendskabet til nabolandenes sprog og litteratur. Prisen gives til et skønlitterært værk, og de lande, der deltager, er: Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne, Grønland og det samiske sprogområde.
Jeg har skrevet bedømmelseskomiteens begrundelse for vinderne, hvor disse var tilgængelige på rådets hjemmeside. Desværre har Nordisk Råd ikke lagt begrundelserne for alle vindere ud på nettet.
For nemhedens skyld har jeg benævnt bøgerne med de oversatte danske titler. De originale titler kan findes på nettet. Litteraturprisen gives for hele forfatterskabet og ikke kun for det nævnte værk, men man kan sige, at værket er den udløsende katalysator for nomineringen.

Og vinderen er …

År 2000

I 2000 var det vores egen men landflygtige Henrik Nordbrandt (1945-), Danmark, der fik tildelt prisen med sin digtsamling Drømmebroer. Han har i størstedelen af sit voksenliv boet i Tyrkiet, Grækenland og Italien, og hans inspirationer fra Middelhavsområdet skinner stærkt igennem i hans sanselige tekster.
Drømmebroer består af komplekse men dog enkle digte, som kredser omkring de eksistentielle emner som kærlighed, drømme og død. Elementet broer kan forstås både bogstaveligt og metaforisk.
I digtene har broerne noget dystert og skæbnesvangert over sig ved at symbolisere overgange (fx døden). Man kan sige, at set i det store perspektiv var året 2000 i sig selv en overgang, nemlig fra både ét århundrede og ét årtusinde til et nyt, og denne historiske begivenhed havde en aura af mysticisme hos mange.
Dette afspejles på den måde glimrende i Nordbrandts digtsamling.

År 2001

Jan Kjærstad (1953-) fra Norge fik prisen i 2001 med sin roman Opdageren (del af en trilogi). Som begrundelse udtaler komitéen, at Kjærstad skriver på en dybt original og nyskabende måde, og at læseren både bliver udfordret og beriget.
Trilogien med bøgerne Forføreren, Erobreren og Opdageren er én stor dannelsesroman om et menneske og dets udvikling, og på den måde læner Kjærstad sig op ad den store fortælletradition.
Men det postmoderne islæt blander sig ved, at fortælleren både er en iagttager og iagttager sig selv, og at der opstår forvirring omkring identitet. På trods af tidens svære kompleksitet og støj, så vil mennesket stadig søge efter en mening og nogle svar på, hvad det vil sige at være menneske.

År 2002

Nordmændene var nok stolte, da de vandt prisen for anden gang i træk. I 2002 løb Lars Saabye Christensen (1953-) med æren for sin roman Halvbroderen.
Bogen er en slægtshistorie om en mand og hans liv og berører på én gang en speciel livshistorie og nogle almene livsvilkår for mennesket. Romanen dykker ned i en opvækst og dens betydning for ens skæbne, som man må tage på sig, som også Karen Blixen sagde.
Samtidig ligger den groteske humor som en dørstopper for de alvorlige emner. Men denne humor kan netop også gøre det muligt at komme endnu tættere på de brandfarlige emner.

År 2003

I 2003 er der igen en digtsamling på banen med svenske Eva Ströms (1947-) Ribbensbyerne.
I begrundelsen fra komitéen lyder det, at hun har en særegen stemme i det svenske digterlandskab, og at hendes litterære talent består i den intensitet, kropslighed og klarhed, hvormed hun beskriver menneskets vilkår i vores tid.

År 2004

Kari Hotakainen (1957-) kommer fra Finland og vandt prisen i 2004 med sin bog Hjemmefronten.
Historien er en bidende samfundssatire over det moderne liv og de værdier, vi mennesker har. Værdier i citationstegn fordi Hotakainen med sin ironi stiller spørgsmål ved, om det er ægte værdier, der er værd at leve efter, eller om det er nogle overfladiske værdier, vi har overtaget fra alle de andre.
Det er en mandlig hovedperson, og kønnenes kamp er, som også titlen antyder, omdrejningspunktet gennem hans krise. På den måde bliver bogen også et billede på vor tids forvirring omkring kønsroller og familieværdier.

År 2005

I 2005 er det en spændende vinder efter min mening. Sigurjón B. Sigurðsson (1962-) med kunstnernavnet Sjón, fra Island, får tildelt prisen for sin kortroman Skygge-Baldur. Kort, fordi den kun er 117 sider lang og med mange sider, hvorpå der kun står et par linjer. Alligevel en roman, fordi der er flere fortællevinkler og emner.
En af komitéens begrundelser var netop romanens stil, som balancerer mellem poesi og prosa.
Romanen foregår i det 19. århundrede på Island, hvor naturen er en stærk kraft, som mennesket er underlagt. Sjón leger med forskellige virkeligheder, idet han bruger magiske elementer fra den islandske folkesagnstradition.
Vi hører om den humane og berejste læge Fridrik B. Fridjonsson, der tager sig af pigen Abba med Down-syndrom, og om den onde præst Baldur, som går på rævejagt men selv ender med at blive taget af naturen!
Jeg synes, det er interessant, at der kommer flere overnaturlige elementer ind i forhold til vinderne i 2000-2004. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der sideløbende i disse år var store film i biografen om den store fortælling blandet med magiske elementer i en fantasiverden, nemlig Star Wars og Ringenes Herre.

År 2006

Den poetiske tone fortsætter i 2006, hvor svenske Göran Sonnevi (1939-) får prisen for sin digtsamling Oceanen.
Igen er et gennemgående tema det alment menneskelige og især det søgende, som også sås hos de foregående vindere. At sandheden om livet og mennesket ikke er givet eller fastlåst men hele tiden er noget, der skal undersøges og spilles bold med.
Det poetiske islæt viser efter min mening, at vi som mennesker er mere klar til at vedkende os, at der er meget skjult om livet, som vi endnu ikke kan se eller forstå.
Bedømmelseskomitéens begrundelse:
Oceanen er et ordhav, man nedsænker sig i og omsluttes af. Den spænder over et liv og en poetik, som stadig er levende, uafsluttet og søgende. Med en akut væsentlighed skriver Sonnevi en poesi, som befinder sig i en stadig dialog med såvel de politiske og sociale processer som de personlige spørgsmål om skyld og ansvar.

År 2007

2007 tildeles prisen til svenske Sara Stridsberg (1972-) med hendes bog Drømmefakultetet. Den handler om den virkelige kvinde Valerie Solanas, der blev kendt for sit mordforsøg på Andy Warhol i 1967.
Solanas var feminist og skrev bogen SCUM Manifest om, hvordan kvinder bliver undertrykt af mænd, bl.a. seksuelt og økonomisk, og hvorledes de fastlåste kønsrollemønstre holder individet fanget og uden mulighed for selvrealisering.
Drømmefakultetet er dog ikke en dokumentar som sådan, men den virkelige kvinde bruges som afsæt til at skrive en fiktiv fortælling om kvindeskæbner, kvinder versus mænd, magt og seksualitet og moderlige svigt. Barske emner skrevet i en provokerende og hård tone, men på en meget vellykket måde, idet det kan virke som en befrielse, når meget betændte emner får sat spotlys på.
En værdig vinder og en meget sigende bog i et Skandinavien, hvor vi nok er på vej men langtfra i mål med en afbalanceret ligestilling mellem kønnene på alle niveauer. Fra bedømmelseskomitéens motivering: Drømmefakultetet er en lidenskabelig roman med mange dybder. Historiens kerne udgøres af det ekstrem-feministiske ikon Valeri Solanas og hendes på mange måder tragiske livsskæbne. Stridsberg blander dokumentarmateriale og fri fiktion i en feberhed vibrerende prosa. Drømmefakultetet har undertitlen’’tillæg til seksualteorien’’, og romanen er et svidende opgør med de forskellige undertrykkelsesmekanismer, som findes i samfundet. Sit alvorlige emne til trods, er Drømmefakultetet en roman som bæres frem af en enorm energi og sproglig glæde.

År 2008

Der kan godt findes en rød tråd fra Stridsberg og til vinderen i 2008, Naja Marie Aidt (1963-) fra Danmark. De er begge kvinder i deres bedste alder, er veluddannede og reflekterende over det moderne liv, og de er ikke bange for at lege med fiktionens rammer.
Aidt har mest skrevet digte og noveller, og prisen vandt hun for sin novellesamling Bavian.
Hun undersøger det dyriske og ukontrollerbare i det moderne menneske, og hvordan vi kæmper imod denne side af os selv. Kønsroller og samlivsformer er også gennemgående temaer, som behandles med distancerende ironi og konfronterende hudløshed.
Fra komitéen lyder begrundelsen:
Sorg og livsglæde, smerte, angst og fortrøstning stråler igennem Naja Marie Aidts noveller på en måde, der er klassisk i sit anslag, men overraskende nyskabende i sin flertonighed. Og så implicerer de noget så sjældent som ægte livsklogskab.

År 2009

I 2009 tildeles prisen til norske Per Petterson (1952-) med romanen Jeg forbander tidens flod.
Historien handler om en 37-årig mand, hvis mor får kræft, samtidig med at hans kone forlanger en skilsmisse. Med andre ord, en mand i en voldsom midtlivskrise, der kaster ham ud i refleksioner over sin fortid og de valg, han traf. Men en krise der også bliver et spejl på alle de ting, der forbliver usagte mellem mennesker og de nogle gange besværlige relationer.
Fra bedømmelseskomitéens motivering:
I romanen beskriver hovedpersonen sine oplevelser og sit fragmenterede erindringsarbejde med flere livskriser i egen familie. I et poetisk og stillegående sprog formidler Petterson, hvor vanskeligt det er at få sagt det som føles mest nødvendigt at sige til hinanden.

Det nye årti – første skud på vinderstammen

2010-vinderen er finsk-estiske Sofi Oksanen (1977-) med bogen Renselse. Hun tager fat på et aktuelt emne, menneskehandel, og væver fortællingen sammen med konkrete historiske begivenheder fra den sovjetiske besættelse af Estland.
Historien udspiller sig i mødet mellem en ung, russisk kvinde, der er offer for kvindehandel og en ældre estisk kvinde, der har levet under det russiske diktatur i hele sit liv. De to kvinder kender begge til seksuelle overgreb og at leve under andres magt.
Fra bedømmelseskomitéens motivering lyder det:
Sofi Oksanens roman Puhdistus (Renselse) udspiller sig på to tidsplaner i Estland, men romanens temaer, kærlighed, svigt, magt og magtesløshed er tidløse. Med et sjældent præcist og rammende sprog beskriver Oksanen, hvad historien gør med det enkelte menneske og historiens tilstedeværelse i nuet.

Fælles fodslaw

Nordisk Råds Litteraturpris er meget skandinavisk, hvilket også er dens mål. Som jeg ser det, afspejler de vindende forfattere og deres bøger for det første særegne kulturelle islæt fra deres eget land, og for det andet fællesmenneskelige vilkår, som de er i vores vestlige moderne del af verdenen.
Vindernes litterære stil og tematik kendetegnes ofte ved den lille personlige historie, som indirekte fortæller den store (fællesmenneskelige) historie med plads til både inderlighed og poesi.
Det er karakteristisk, at vindernes aldersgennemsnit er relativt lavt (også i sammenligning med Nobelprisen; se denne artikel), samt at det kvindelige køn heldigvis er pænt repræsenteret (sammenlignet med forskellige priser givet gennem de sidste 100 år!).
Dette viser, at dommerkomitéen hos Nordisk Råd også tør give denne store pris til ‘the upcoming’, det vil sige de talentfulde, de unge og måske endnu ufærdige talenter. Prisen er ikke bare en fortjenstmedalje for lang og tro tjeneste i litteraturens navn, men er lige så meget en værdsættelse af det, der rører sig lige NU i den (litterære) nordiske verden, hvad enten det er fornyet interesse for myter og sagn, ligestilling mellem kønnene eller en søgen efter meningen med (menneske-)livet.

Litteraturpriser i 00’erne – Nobelprisen i Litteratur

At blive nomineret til – og ikke mindst at vinde – en anerkendt litteraturpris er en stærk blåstempling af en forfatter og hans/hendes forfatterskab. Ud over at vinderne har et litterært talent, så må der være noget særligt i deres bøger, der afspejler noget alment menneskeligt i tiden og verden, eftersom de vinder.
Det kunne derfor være interessant at se på, om der findes en rød litterær tråd blandt prismodtagerne det seneste årti, hvor mit afsæt er de to store litteraturpriser: Nordisk Råds Litteraturpris og Nobelprisen i Litteratur 2000-2010.
I denne artikel dykker vi ned i Nobelprisen i Litteratur, mens du kan læse om Nordisk Råds Litteraturpris i den forrige artikel.

Nobelprisen i Litteratur

– også kaldet verdens mest eftertragtede civile hædersbevisning.
Prisen blev indstiftet i 1895 af den svenske kemiker Alfred Nobel (1833-1896) og blev første gang uddelt i 1901. Den er inddelt i følgende områder: fysik, kemi, fysiologi eller medicin, økonomi, litteratur samt fredsprisen.
Nobel skrev i sit testamente, at prisen i litteratur skal gå til den, som inden for litteraturen har produceret det ypperste i idealistisk retning.
Bedømmelseskomitéen Det Svenske Akademis fortolkning af idealistisk har givet grobund for mange debatter om, hvad litteratur er og kan, og kritikken har lydt, at prisen ofte er gået til forfattere med stærke politiske og samfundskritiske undertoner i deres værker. Dog er prisen stadig én af de mest fornemme litteraturpriser, en forfatter kan drømme om.
Ud over æren og en medalje får forfatteren 10 millioner svenske kroner samt tilbud om svensk statsborgerskab.

Prismodtagerne 2000-2010

År 2000

Vinderen i 2000 er Gao Xingjian (1940-) født i Kina, men bosat i Frankrig, som i sin roman Et ensomt menneskes bibel dykker ned i konflikter mellem Vesten og Østen (her Kina), udspillet gennem et kærlighedsforhold mellem en kinesisk mand (forfatteren selv) og en tysk-jødisk kvinde.
Gennem ungdomserindringer fra et Kina i 1960ernes revolutionære samfund illustrerer Gao (på kinesisk nævnes familienavnet først) individets ensomhed og fællesskabets falskhed.
Fra Det Svenske Akademi lyder begrundelsen for prisuddelingen, at prisen er givet for et værk af universel gyldighed, bitter indsigt og sproglige skarpsindigheder, som åbner nye veje for kinesisk romankunst og dramatik.

År 2001

I 2001 er det britisk-indiske V.P. Naipul (1932-), der vinder for sit kulturskildrende og kritiske forfatterskab. Han spænder meget vidt i sine temaer, men kredser meget om rodløshed og identitetsusikkerhed som følge af at være immigrant.
I bogen Et halvt liv er hovedpersonen en indisk immigrant i England, som senere flytter til Afrika. Multireligiøsitet, kulturkaos, en usikker fremtid og undertrykkelse er kendetegnende for de emner, som Naipul berører i sine bøger.
Han har personlige erfaringer med opbrud og fremmedgørelse, idet han selv er født på Trinidad, men senere bosatte sig i England.
Hans skrivestil betegnes som realistisk og pessimistisk, og specielt hans rejsebeskrivelser er ofte usympatiske portrætter af den tredje verden, som han mener er sig selv værst.
Fra hjemmesiden www.nomos-dk.dk – et uafhængigt medie der formidler brændstof til vestlige samfundsdebatter – lyder det om Naipul:
Både i sit skønlitterære og ikke-skønlitterære forfatterskab samt i sin optræden i presse og medier støder Naipaul hellere end gerne det venstre-liberale establishment med sine holdninger om vestens kulturelle overlegenhed og sit opgør med islam, med tidens malplacerede frisind, socialistiske fraser samt vestlige intellektuelles romantiserede billede af den tredje verden.

År 2002

Ungarske Imre Kertész (1929-) vinder Nobelprisen i 2002. Hans personlige historie griber ind i den store historie, idet han er af jødisk afstamning og overlevende fra Auschwitz. Disse personlige og gribende oplevelser er en stor inspirationskilde for hans forfatterskab.
Begrundelsen for, at han vandt, peger på hans forfatterskab, som hævder individets skrøbelige erfaring mod historiens barbariske forgodtbefindende.
I bogen De Skæbnesløse følger vi drengen Gyurka, som under 2. Verdenskrig kommer i koncentrationslejr, men som overlever det grufulde sted. Efter krigen og i friheden kan han dog ikke finde ud af at gøre sig fri. De menneskelige lidelser og ødelæggelser fra et sådant styre har en dyb indflydelse på et menneske, som nu er blevet frataget sin skæbne (heraf titlen).
Kertész beskriver Gyurkas liv i kz-lejren med næsten stoisk ro og hverdagsagtig normalitet, fordi det er sådan, den 15-årige dreng tackler det: At det er et livsvilkår for ham at være der.
Kertész undersøger litterært, hvad det vil sige at være et menneske, der lever i en verden, hvor Holocaust kan finde sted. Og i det hele taget stiller han spørgsmålstegn ved identiteten: Hvem er jeg, og hvordan ved jeg, at jeg er det?
Christa Leve Poulsen, Børsen, har udtalt om hans forfatterskab:
Han belyser gennem sit forfatterskab både processen i at overleve, og det at skulle vælge livet igen efter overlevelsen. Han kredser om det forunderlige i, at livskvalitet og livsglæde er så betinget af visheden om, at vi er dødelige. Konstaterer gang på gang, at det er godt at være dødelig.

År 2003

J.M. Coetzee (1940-), Sydafrika, vinder i 2003 Nobelprisen. Hans bog Vanære fra 1999 er en roman om Sydafrika efter apartheidregimets fald.
Kolonihistorien i Afrika og de senere politiske spændinger er gennemgående temaer i hans forfatterskab. Således er hans første roman fra 1974 en udforskning af tekster om Vietnamkrigen sat i relief med 1700-tallets slavehistorie i Sydafrika.
Han formår at skrive om disse barske temaer i et præcist og næsten lyrisk sprog. Han er i stand til at foretage en intellektuel analyse af problemstillingerne uden at miste det følelsesmæssige engagement i historiens personer. Disse personer kan han beskrive, så de bliver hele mennesker og ikke prototypiske klichéer i et samfund, der ofte nøjes med at putte mennesker i kasser.
Fra Det Svenske Akademi lyder det om Coetzee, at han i talrige forklædninger beskriver fremmedgørelsens og eksklusionens overrumplende delagtighed.

År 2004

Elfriede Jelinek (1946-), Østrig, får prisen i 2004 for den musikalske strøm af stemmer og modstemmer i romaner og dramaer, der afslører samfundsmæssige klichéers absurditet og tvingende magt.
Jelinek udtrykker litterært spillene mellem kønnene og de undertrykkelsesmekanismer, der finder sted mellem mand og kvinde men også mellem barn og forældre. Hun mener, at vi stadig, også i den vestlige verden, lever i et mandsdomineret og seksuelt perverteret samfund, der ødelægger kvinder.
Den kontroversielle Jelinek blander sig i fiktionen med direkte spørgsmål til læseren, hvilket giver en fornemmelse af distance og galgenhumor. Hendes sprog karakteriseres som knapt, nyskabende og poetisk.

År 2005

I 2005 vinder Harold Pinter (1930-2008) fra Storbritannien Nobelprisen. Han skrev én roman og i alt 32 skuespil, hvoraf de mest kendte er Fødselsdagsfesten og Hjemkomsten.
Det gennemgående tema i Pinters fiktive univers er det moderne menneskes ofte meningsløse grundvilkår. Han var også kendt som en markant politisk debattør, især i 1970erne, hvor han markerede sig som en af venstrefløjens talerør.
Det Svenske Akademi siger om Pinter, at han i sine skuespil fritlægger afgrunden under hverdagssproget og trænger ind i fortrængningernes lukkede rum.

År 2006

Orhan Pamuk (1952-),Tyrkiet, vandt Nobelprisen i 2006. Hans skrivestil betegnes som labyrintisk med elementer fra både europæisk modernisme og en orientalsk fortælletradition. Hans kunstneriske intention, direkte eller indirekte, er måske at bygge en kulturel bro mellem øst og vest.
Romanen Sne tager fat i politiske emner med afsæt i forskellige kulturer, men også med et ønske om at give et mere nuanceret billede af menneskers forskelligheder. Også blandt dem, der troede, de var ens.
Pamuk er en mester i at udtrykke ambivalens, mangetydighed og splittelse i skrivekunsten.
Det Svenske Akademi udtaler om ham, at han i sin søgen efter sin hjembys melankolske sjæl har fundet nye symboler for kulturelle stridigheder og sammensmeltninger.

År 2007

2007 får Doris Lessing (1919-), Storbritannien, tildelt den ærefulde pris. Det Svenske Akademi kalder i sin begrundelse Lessing for den kvindelige erfarings epiker, som med skepsis, glød og visionær styrke har udforsket en splittet civilisation.
Hun har skrevet mere end 64 bøger, men hendes mest kendte bøger er nok Græsset synger og Den gyldne bog. Hendes tematik og personer tager meget afsæt i realistiske kendsgerninger, hvoraf hun ofte bruger selvbiografisk materiale. Det store gennembrud fik hun som en del af kvindebevægelsen i 1960erne, idet hun ofte skildrer kvinders liv og kamp i sine skønlitterære værker.
Flemming Ytzen, Politiken, har udtalt om hende:
Et grundtema i forfatterskabet er individets behov for at konfrontere hans eller hendes mest fundamentale antagelser om tilværelsen i bestræbelsen på at opnå psykisk og følelsesmæssig helhed i livsopfattelsen.

År 2008

Den franske forfatter Jean-Marie Gustave Le Clézio (1940-) vinder i 2008 med den begrundelse, at han er opbruddets, det poetiske eventyrs og den sensuelle ekstases forfatter, udforsker af en menneskelighed uden for og nedenunder den herskende civilisation.
At valget faldt på Clézio overraskede mange. Han er en meget kendt forfatter i Frankrig, men knap så kendt udenfor da han er meget ‘fransk’, både stilistisk og tematisk.
Han skriver om kultursammenstød mellem den gamle og den nye verden samt om den moderne storbys åndløshed, fortæller Johannes Riis fra Gyldendal.
Clézio er vokset op med kulturforskelle, idet hans engelske far var udstationeret som læge i Nigeria det meste af Clézios barndom. I perioder bor hele familien sammen i Nigeria, og i erindringsromanen Afrikaneren fra 2004 fortæller han om sine oplevelser derfra ud fra en otteårig drengs synspunkt. Han har et metafysisk, poetisk og meget malende sprog med mange dybder.

År 2009

Herta Müller (1953-), født i Rumænien og nu bosat i Tyskland, fik tildelt prisen i 2009 med mange roser til blandt andet bøgerne Mennesket er en stor fasan i verden (fra 1987) og den nyere Atemschaukel, der udkommer på dansk senere på året.
Mennesket er en stor fasan i verden foregår blandt det tyske mindretal i en lille rumænsk landsby under Nicolai Ceausescus diktatur, og afsløringen af de menneskelige konsekvenser ved sådan en undertrykkelse er Müllers drivkraft som forfatter. Hun levede selv under Ceausescus styre de første 30 år af sit liv, med alt hvad det indebar af censur og spionmistanke.
Det Svenske Akademi fortæller, at hun med poesiens fortættethed og prosaens saglighed skildrer de fordrevnes landskab.

Det nye årti – første skud på vinderstammen

Vinderen 2010 blev Mario Vargas Llosa (1936-), Peru. Svenske Akademi siger, at Llosa vandt for sin kortlægning af magtens strukturer og knivskarpe billeder af individets modstand, oprør og nederlag.
Llosa er ud over romanforfatter til omkring 10 bøger, primært i den magisk-realistiske genre, også en meget politisk engageret journalist. Han skaber nye tendenser med sin litterære stil, hvor han bryder med den kronologiske fortælling, og i stedet lader dialogerne finde sted i et tids- og stedløst rum. Deraf den magiske dimension. Han har gennem de sidste 40 år været én af de mest markante og populære litterære skikkelser i Latinamerika.
På dansk foreligger bl.a. romanerne Byen og hundene og Det grønne hus.

Samfundsengagerede ildsjæle

Selvom Nobelprisen udspringer fra Sverige er den verdensomspændende og ikke særlig hverken svensk eller provinsiel. Prisen gives til litterære værker og forfatterskaber, der rækker ud over landegrænser og rammer en tone, der gælder alle mennesker.
Hvis man ser på vinderne det seneste årti, så er det lykkedes Det Svenske Akademi at komme godt rundt i verdenshjørnerne. Mange forskellige verdensdele er repræsenteret, og det flerkulturelle islæt er ofte at finde hos forfatteren og deres litteratur.
Derudover er det gennemgående, at prismodtagerne også bruger deres kunst til at udtrykke et samfundsengagement eller at tale de undertrykte og minoriteternes sag.
Hvis man tog aldersgennemsnittet for alle vinderne hos hhv. Nordisk Råds Litteraturpris og Nobelprisen, tror jeg, at tallet ville være højest ved Nobelprisen. Dette siger, at prisen, ud over at ære et litterært talent, også er en slags fortjenstmedalje for en lang forfatterkarriere, og at Det Svenske Akademi lægger vægt på modenhed, det klassiske, stilsikkerhed og livsvisdom.
Så en mosaik af politisk-historisk tematik, menneskelig indsigt og litterært talent blandet med nyskabende idéer og en alder på mindst 60+, det må være opskriften på en Nobelpris i Litteratur.