- Hjem
- Skrivetips
- Forfatterskole – Tema: Forfatterens gaver
Forfatteren, manuskriptet … og alle de andre
Jeg har haft tre store læremestre (…) Poul Borum
lærte mig at tale, Villy Sørensen lærte mig at tie,
og Heino Byrgesen lærte mig at elske (…) Mit talent har jeg
fået af Gud, men det er ikke nok at have talent, man skal
også have en mentor. Den blanding af de tre lærere og
så mig har gjort mig til det store geni jeg er.
Morti Vizki, Berlingske Tidende 2003.
Samtale med forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen om netværk.
Jeg mødte Anne Lise Marstrand-Jørgensen, da vi begge skrev
for månedsmagasinet Nova. Hun er skønlitterær
forfatter og har senest udgivet romanen Hildegard, som hun har
vundet Weekendavisens litteraturpris for.
Andre mennesker har fra begyndelsen haft en stor medindflydelse på
hendes udvikling som forfatter.
Hvis vi følger grundtesen i visse psykologiske retninger, der
siger, at vi bliver til i mødet med andre mennesker, så
er Anne Lise Marstrand-Jørgensen blevet til forfatter
i mødet med andre.
Jeg havde en notesbog, hvor jeg skrev, men jeg havde ingen forestilling
om, at jeg skulle være forfatter. På en eller anden måde,
som jeg i dag ikke kan forklare, så var det lidt fremmed og
tabubelagt,
siger hun om begyndelsen på forfatterkarrieren.
Det var hendes eks-mand, der først fik lov at læse i hendes notesbog.
Han sagde, det var digte jeg skrev, og at jeg skulle se at komme i gang.
Det var ikke fordi, vi talte så meget om det, eller han
forstod, hvad jeg skrev, men han gav plads til, at det kunne lade sig
gøre. Flere gange om ugen forlod han hjemmet i længere
tid, fordi han vidste, at jeg ikke kan skrive, når der er andre
i nærheden. Det gav mig det nødvendige rum.
At hun blev forfatter i mødet med andre er selvfølgelig
kun én del af sandheden, for talentet og følelsen af
indre nødvendighed var der uafhængigt af andre mennesker.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen er uddannet cand.mag. i
litteraturvidenskab og havde skrevet for sig selv i mange år
inden sin debut, men det var hendes daværende mand, der
pressede hende til at sende sin første digtsamling ind til et forlag.
Jeg holdt det selv ud i strakt arm, som om det bare var sådan noget
kontoragtigt. Af en eller anden grund var det svært for mig.
Det var en rystende oplevelse, da de så ville have det. Lidt
som at have været gravid i ni måneder, og så lige
inden barnet kommer, så kører de vuggen frem, og man
tænker; hvad i alverden skal de dog bruge dén til!?
siger hun.
Hendes første digtsamling Vandring inden ophør udkom i 1998
og var, som en barnefødsel, overgangen fra ét liv til et andet liv.
For mig var det at blive forfatter, at tingene gik op. Jeg faldt til ro i
mig selv. Jeg havde jo gået med den notesbog, men jeg havde
ingen idé om, at det skulle blive til en bog. Det var ikke
oppe i mine tanker. Men det var klart som at finde hjem. Jeg var ikke
i tvivl om, da det skete, at det var det jeg skulle,
siger hun.
At dele er en tillidssag
Siden sin debut i 1998 har Anne Lise Marstrand-Jørgensen udgivet fire digtsamlinger
og fire romaner. Hun bruger i dag nære faglige
sparringspartnere, som med tiden har udviklet sig til dybe venskaber.
Det er meget vildt at vise sin tekst til andre. Det er
grænseoverskridende og kræver et nært bånd
til den, der læser. Derfor er det også kun dem, der er
inde i den inderste cirkel, jeg giver lov til at læse med
undervejs. I processen bliver man sårbar. For at kunne skrive
er jeg nødt til at fjerne de almindelige parader og tage imod
verden på en anden måde. Det er en meget følsom
proces. Det er ikke fordi, andre kan sige noget, der kan sætte
det i stå, men folk kan have forskellige agendaer med det de
siger. Derfor er det meget vigtigt, at den respons jeg får
giver mening, og at der er en respekt for mit arbejde. Det får
jeg fra nogen, der véd, hvad det vil sige at skrive og være
i en skriveproces. Det er vokset ud af en fortrolighed i venskabet,
som gør det muligt. Det ville ikke kunne lade sig gøre,
hvis jeg ikke følte mig tryg.
Hendes netværk består af nære forfattervenner, og hun mødes
blandt andet fast med en lille gruppe forfatterkolleger.
Vi taler om hinandens karakterer, som om de var virkelige personer. Vi
stiller spørgsmål til det, de gør, og
kommenterer, hvad karaktererne siger, og overskrider på den
måde grænsen til det som noget arbejdsmæssigt. Jeg
kan have en veninde, der er i gang med et manuskript og så
længe efter gå og tænke på det dér
menneske i hendes bog, som om det var virkeligt, og det var da
alligevel lidt uhyggeligt
. Det er en meget god test på,
om det lever,
siger hun.
At bruge andre som motor
i skriveprocessen
Publikum var i hvert fald ikke i tvivl om, at hendes seneste bog Hildegard
levede, da de stemte på hende som modtager af Weekendavisens
litteraturpris. Men for forfatteren er processen lang og ikke altid
lige levende. Her bliver netværket vigtigt for processen.
Der kan godt være perioder, hvor man er godt i gang, og så
kommer der pludselig en periode, hvor jeg synes, det bliver utrolig
kedeligt. Mange forfattere kender det, at man sidder længe med
sit eget stof, og man kender handlingen og sine egne formuleringer så
godt, at man går død i det. Så er det rart at få
andre øjne på. Men når nogen læser det, jeg
har skrevet, så er det med mine anvisninger. Typisk spørger
jeg, om de bevarer interessen og bliver fanget. Eller det kan være
noget helt nørdet. Jeg har også en ven, hvor vi nogle
gang ringer hinanden op, når arbejdsdagen er slut, og læser
op af det, vi har skrevet i løbet af dagen. Det kan være
rigtig godt bare at høre sin egen tekst, uden at man
nødvendigvis skal have så meget fra den anden.
Faldgruber
At bruge sparringspartnere har for Anne Lise Marstrand-Jørgensen været
en læreproces, der også har lært hende noget om typen af sparring.
Som mere grøn forfatter kan det være dyre lærepenge at
lade de forkerte læse ens manuskript med risiko for, at man
bliver sat i stå. Jeg har selv haft erfaring med mennesker, der
var meget ivrige efter at læse og pressede på, hvor jeg
sagde ok, selvom jeg ikke var tryg eller parat, og hvor det ikke blev
en god oplevelse, fordi de blandede sig i ting, hvor jeg vidste, jeg
havde ret. Det værste har nok været, at det har været
mennesker i min nærhed med egne undertrykte kunstneriske
ambitioner … og det er jo en ærgerlig erfaring, fordi det
også skaber afstand efterfølgende i selve relationen,
siger hun.
Derfor anbefaler hun, at man nøje overvejer, hvem man ønsker skal give feedback,
og præcis hvad man gerne vil have respons på.
Andre menneskers betydning for forfatterskabet
I øjeblikket er hun i gang med efterfølgeren til
Hildegard. En bog, der også har givet hende adgang til et
stort og generøst fagligt netværk i kraft af den
research, hun har lavet omkring Hildegards liv. Sådan udvikler
netværket og venskaberne sig i takt med forfatterskabet.
I mit verdensbillede hænger det at udvikle sig som menneske
sammen med dét at udvikle sig som forfatter. Så alle,
der har stillet op, bakket op og bidraget med samtaler og interessant
nærvær, har også haft en betydning for mit
forfattersskab. Da jeg debuterede havde jeg intet netværk. Jeg
havde ikke gået på kurser eller Forfatterskolen eller
andre ting. Så det strejfede mig da, om der mon fandtes andre
ligesom mig derude. Men der gik lang tid, nogle år før
det første forfattervenskab spirede frem, og så var det
ad andre veje. Det var gennem et menneskeligt møde. Faktisk
gjorde jeg i begyndelsen en del for at undgå forfattermiljøer.
I lang tid havde jeg svært ved at begå mig. Dengang
syntes jeg, der var meget misundelse og påholdenhed og
frustration over, at det er et svært hverv. Det var dét,
jeg dengang kunne få øje på, og den side af mig
havde jeg ikke lyst til at fodre. Men som tiden er gået,
betyder det mere og mere for mig, at jeg har mennesker omkring mig,
der forstår mit arbejde.
© Sofie Kragh-Müller, journalist, kommunikationskonsulent og
lifecoach. Sofie har bl.a. erfaring som radiojournalist hos DR og har
udgivet bøgerne Politikens bog om børnehavebarnet
samt selvhjælpsbogen 100 procent far.
Illustration: Work af Ford Madox Brown.
Om at opbygge et netværk
Først kom idéen. Og alle noterne på små lapper, bagsiden af et magasin, i
en notesbog der voksede langsomt. Og derefter ingenting. Så
igen. En idé. Noter. Et manuskript. Et tomrum, som jeg ikke
helt forstod, men som jeg senere fandt ud af handlede om mit
manglende mod til at involvere andre i skriveprocessen.
Som skrivende har jeg altid haft det sådan, at selve processen foregår i et
rum, hvor ingen andre har adgang. Der er kun intim kontakt mellem mig og det skrevne.
Og dog. For der er faktisk en del liv, der indrammer det skrevne og mit liv som
skrivende. Der er det store fjerne netværk, læserne,
cyberspace, dem der til en begyndelse for måske længe
siden troede på mig og understøttede nødvendigheden af at skrive.
I det fjerne netværk er også indirekte de forfattere og skribenter, jeg beundrer og
lader mig inspirere af – mere eller mindre på afstand.
Og så er der de nære netværk. Primært andre skrivende, jeg kan dele
erfaringer med, og som kan være vigtige støtter i den
kreative proces samt – de gange, jeg har udgivet en bog eller en
tekst – en redaktør, der kan give den feedback, der gør,
at teksten vokser, og man selv bliver en bedre skrivende.
Som skrivende er det min oplevelse, at jeg vokser som forfatter, når jeg går ud i
verden og interagerer med andre.
Men hvordan gør man dét, når man som grøn og uerfaren
forfatterspire endnu ikke har udgivet og opbygget netværket?
Min vej til at blive en bedre journalist og skribent ligner mest af
alt – og når man ser bort fra en indre drivende følelse
af nødvendighed – et sammentræf af tilfældigheder,
som dog for alvor begyndte med et brev.
Jeg kontaktede en forfatter, hvis bøger ramte mit liv næsten som en
biografisk gengivelse, da jeg var omkring 18 år og kun levede
for at skrive korte usammenhængende tekster og læse bøger
på et klubværelse i Århus.
Ti år senere skrev jeg et brev til ham, og da han en sen aften ringede, kom det så
meget bag på mig, at jeg troede, det var min afdøde
morfar ved samme navn, der ringede fra det hinsides.
Et par dage senere sad han i mit køkken, og egentlig bare dét, at han sad der,
med sin egen lyst til at dele og lytte gav mit skriveri en ny retning.
Du skal ud i verden,
sagde han kort og godt. Underforstået:
Der skal andre mennesker til.
Cyberspace
Der er mange veje ind i forfatter- og skribentfaget. Som journalist
udøver jeg et håndværk, men samtidig har jeg haft
mulighed for at udvikle en skrivestil og afprøve andre mindre journalistiske skriveformer.
Via artikler og korte essays til månedsbladet Nova fandt jeg
pludselig en form og en måde at skrive på, som igen
inspirerede mig til at afprøve nogle af de korte tekster for ukendt publikum via Facebook.
På den måde opdagede jeg for det første, at der var et
publikum til de korte tekster, og for det andet at der var flere, der
reagerede positivt på mine tekster.
Det kræver mod på dén måde at kaste tekster ud i
cyberspace, men det er samtidig en unik udviklingsmulighed og en
mulighed for at komme af med tekster, der muligvis er
udgivelsesegnede, men som måske er i fare for at ende i
skrivebordsskuffen, fordi man i en begynderfase kan have brug for at
udvikle tingene og retningen over længere tid.
Ud over at et medie som Facebook kan være udmærket at
afprøve tekster på, så er der her også en
unik mulighed for at opbygge et netværk af andre skrivende.
I sidste ende førte teksterne på Facebook til, at jeg blev kontaktet omkring bidrag
til bogen Andrea Hejlskov – en facebookbiografi, som
igen førte til, at jeg en aften befandt mig foran en mikrofon og et publikum.
Mødet med de andre
Dér stod jeg så klokken 17 på Mojo, hvor der var bogreleaseparty på
Andreas facebookbiografi, med kendte og ukendte ansigter og en
lysende projektør, der blottede ikke bare mig i fysisk form,
men gjorde min tekst så frygtelig nøgen. Sådan
føltes det, og egentlig styrtede jeg bare ud af døren
bagefter i bar frygt for de andres blikke.
Men jeg hørte og oplevede at få tilbagemeldinger bagefter, som viste, at det
slet ikke var så dårlig en måde at afprøve
en tekst på – og også en måde at møde andre skrivende på.
Internettet skabte denne mulighed, men man skal selvfølgelig være forberedt på,
at der ingen respons er, og at den respons der kommer kan være blandet.
Alternativt kan man derfor overveje at oprette et lukket fora på nettet,
hvor man inviterer andre skrivende ind, eller man kan lægge
tekster ud i nogle af de ‘spirefora’, der ligger på nettet.
Mine gode råd om brug af andre i skriveprocessen
- Opsøg sammenhænge med andre skrivende, der deler din passion for at skrive.
- Lav en oversigt over dit eksisterende netværk – er der nogen, du kan sparre med?
- Brug Internettet til at afprøve tekster for et bredere publikum.
- Lav på forhånd klare aftaler med dem om, hvad du ønsker feedback på.
© Sofie Kragh-Müller, journalist, kommunikationskonsulent og
lifecoach. Sofie har bl.a. erfaring som radiojournalist hos DR og har
udgivet bøgerne Politikens bog om børnehavebarnet
samt selvhjælpsbogen 100 procent far.
Forfatterfoto: Sofie Kragh-Müller.
Psst.. Vil du have respons?
Fællesskab er vigtigt. Det er ikke meningen, at
forfattere og forfatterspirer skal stå alene, og der kan komme
fantastiske resultater ud af gensidige råd og inspiration.
Er du mon kommet i gang med at samarbejde med andre forfatterspirer? Ved
du, hvordan du skal gøre? Føler du det for
grænseoverskridende? Er du bekymret for responsen – eller for at give respons?
Så læs her mine råd til både dig, der viser tekster frem, og dig, der giver respons.
Få respons på dine tekster
Et forfatterskab er helt afhængig af, at forfatteren har lyst til at
udvikle sine skriveteknikker. Det gøres bedst igennem
respons, enten på skrivekurser, via en manuskriptlæser eller ved at bruge forfatternetværk.
Jeg ved, at det kan være grænseoverskridende at lade andre
læse dine tekster, men det er den bedste måde at komme
videre på.
Råd til forfatterspiren
Respons er guld værd for enhver, der skriver. Det er en enestående
chance for at finde ud af, hvordan andre opfatter din tekst, og hvad de får ud af den.
Min erfaring siger, at det ofte kommer bag på de skrivende, hvor
positiv respons de også får, fordi det for mange er
lettere at forvente en negativ feedback.
En respons skal gerne vise både dine styrker og give dig konkrete
forslag til, hvordan du kan blive endnu bedre. Jeg har nogle råd
til dig, der modtager respons, for det kræver åbenhed hos
både modtager og giver at arbejde med respons.
- Får du respons, så vid, at det var sådan, teksten
virkede på netop den læser. Andre kan have en anden
reaktion, der kan hælde til både den ene og anden side,
så jo flere der giver en respons, des mere klart bliver
billedet for dig af, hvordan læsere reagerer. Derigennem kan du
finpudse og udvikle dine tekster, og får du respons fra mange,
vil du opdage spændende detaljer og effekter i din tekst, som
du måske ikke engang havde opdaget var der. Samtidig får
du endnu flere konstruktive forslag.
- Det kan af de nævnte årsager virkelig betale sig at lade
andre læse din tekst. Det er blot vigtigt at huske, at en
læseoplevelse tæller 100 %. Du kan altid lade være
med at rette dig efter rådene, hvis du føler, at de ikke
rammer det, du har brug for, men en respons er givet for at hjælpe.
- Fordi responsen gives for at hjælpe skal du ikke bruge tid på
at
forsvare din tekst
, hvis du føler dig
misforstået. En oplevelse i et andet menneske kan ikke
argumenteres væk. Men til gengæld kan du svare på
spørgsmål, hvis en responsgiver spørger til fx
forståelsen af et tekststykke. Føler du dig misforstået,
så sig hellere til dig selv: Okay, sådan virkede
den på denne læser
og spørg evt.
responsgiveren eller andre om denne eller denne konkrete
ændring
ville give en tydeliggørelse.
Det skal understreges, at en respons aldrig må
være rettet mod din person. Respons handler om at udvikle skriveteknikker. En seriøs hjælp går
altid på teksten og ikke forfatteren. Alle starter vi et eller andet sted, og det sted er altid fint.
Råd til responsgiveren
Nogle kan være i tvivl om, hvordan man giver en god respons, der er virkelig konstruktiv.
Indholdsmæssigt findes der ikke nogen forkert
respons, så længe
responsen sigter på teksten. En rigtig
respons er
derfor blot en, der er konstruktiv i forhold til teksten.
Dvs. at du kan give alle dine indtryk om selve teksten til forfatteren, og uanset om andre er uenige med dig, tæller din oplevelse som læser 100 %.
Her er nogle vejledende responstips, der viser, hvordan en sådan
konstruktiv respons kan gives. De handler kort sagt om at vise forfatterspiren alle hans
eller hendes styrker og give råd til de områder, som han
eller hun med fordel kan udvikle endnu mere.
Hold responsen i en god tone med tanke for, at forfatteren af teksten har
vist den for at komme videre i skriveprocessen.
Vejledende responsregler
- Begynd responsen med hovedindtrykket. Det er lettere at forstå
en senere respons på detaljer, hvis forfatteren kan forstå
detaljerne i en overordnet ramme. Fx:
Denne tekst var virkelig spændende at læse, fordi …
Husk at begrunde dine vurderinger med henvisning til konkrete elementer i teksten.
- Fortæl dernæst, hvad du opfatter som positivt ved teksten
og hvorfor. Hvad har du fx særligt hæftet dig ved, og
hvad er særligt godt? Citér gerne linjer, der er særligt spændende og gode for dig. Finder du ikke noget positivt, så
skriv lidt om det neutrale først (genre, tema osv.), fx:
Dette oplever jeg som en tekst, der handler om jalousi
. Du kan også omtale emner som fx, om personerne er levende og troværdige, stemningen intens, om replikkerne lyder som normal tale eller er for højtidelige og stive, om miljøet/kulturen kommer tydeligt til udtryk, om der er stærke billeder, symboler, rytme, sanser mv. Alle dine indtryk af tekstens indhold er mulige responsemner.
- Herefter kan du fortælle, hvad du evt. kunne undvære i
teksten. Citér gerne sætninger, der ikke føles gode for dig. Føles noget fx som for meget/forkert? Giv råd
til forfatteren om, hvilke områder forfatteren kan arbejde med
for at blive endnu bedre (dialog, personkarakteristik, rytme, stemning osv.). Gennemgå eksempelvis emnerne fra punkt 2. Husk igen at begrunde dine vurderinger med konkrete henvisninger til elementer i teksten.
- Tilføj evt. detaljer og småting, såsom:
Du skriver om
denne branche, men jeg ved, at man udfører den opgave på
en lidt anden måde, så undersøg og ret denne
detalje, inden du udgiver novellen.
Omtale af stavefejl og behov for korrekturlæsning er dog som regel ikke så vigtigt for forfatterne som at få detaljer omkring de konkrete elementer i teksten (fx handling, personer, dialog, rytme, sanser), fordi korrektur ofte klares i en senere fase.
Jeg håber, at du vil gribe chancen og både give og modtage
respons, så du kan få en masse råd og inspiration
til din skrivning!
© Jannie Solaas, forfatter, manuskriptlæser, skrivecoach og skrivelærer, www.solaas.dk.
Illustration: G.F.W. Hegel speaking af ukendt. Tilføjet på Wikimedia Commons af dittaeva.
Litteratur som terapi
Biblioterapi og skriveøvelser – at læse god litteratur og at
skrive for at udvikle sig selv kan måske snart, ligesom med
motion, blive ordineret på recept fra lægen!
Du kender det nok fra dig selv: Når man læser en bog, der
virkelig fænger én, er det som at forsvinde ind i en
anden verden, og når man kommer ud igen, føler man sig
berørt, klogere og rigere. Men ud over en god oplevelse kan
man faktisk også få det bedre pga. litteratur. Det er i
hvert fald erfaringen fra England.
Biblioterapi og læseapoteker
Get into Reading
hedder et projekt i England, der arbejder med at
oprette læsegrupper i hele landet. Det går ud, at
grupperne mødes på fx hospitaler, skoler eller
biblioteker, og noveller, digte og romaner læses højt,
enten af professionelle eller af deltagerne selv, hvis de har lyst.
Ofte er der tale om mennesker, der af den ene eller anden grund ikke
tidligere har beskæftiget sig med litteratur, fx pga.
læsevanskeligheder eller psykiske problemer. Deltagerne kan
have alle mulige problemer. Bl.a. kan de lide af angstanfald, de kan
være misbrugere eller have indlæringsvanskeligheder.
I læsegrupperne taler de om det, de læser, og når
deltagerne har lært hinanden bedre at kende, kan de også
bruge det læste til at tale om sig selv og deres liv.
Resultaterne med læsegrupperne er gode. Ifølge deltagerne selv, og de
mennesker, der arbejder med læsegrupperne, sker der tydeligvis
ændringer, når folk får mulighed for at beskæftige
sig med litterære værker af fx Shakespeare, Dickens og
Brönte. Ud over at skabe en følelse af at være en
del af et fællesskab, forbedres koncentrationsevnen, det bliver
lettere at abstrahere fra fysiske smerter, og den generelle livskvalitet øges.
Lægevidenskaben i England anerkender ikke officielt biblioterapi som en egentlig
metode til behandling af syge, men der findes engelske læger,
som er positivt indstillede, og som har taget idéen til sig.
De henviser deres patienter til læsegrupperne eller sender dem
på biblioteker, hvor der er indrettet læseapoteker
med specielt udvalgt litteratur.
Historiefortælling for syge børn
I Danmark har Rigshospitalet arbejdet med litteratur som metode til at
hjælpe syge mennesker. Mere specifikt handlede det om
historiefortælling:
I projektet Ordenes magi
besøgte to hekse
indlagte, alvorligt syge børn og fortalte historier for dem,
og ved hjælp af dukker og andet legetøj inddrog de også
børnene i historiefortællingen. Når heksene
var på besøg, kunne børnene låne bøger
af dem, som de kunne læse sammen med forældrene senere.
Evalueringen af projektet viste, at der var mærkbare fordele ved det:
Børnene åbnede sig op, og stemningen blev gladere, der
blev skabt et frirum i en ellers barsk hverdag præget af
sygdom, og kontakten mellem forældrene og børnene blev
styrket, fordi de havde noget positivt at være sammen om,
nemlig fælles læsning af de bøger, som de lånte
af heksene
.
Rigshospitalet fandt, at der var så mange gode følgevirkninger af
historiefortælling, at de gerne ville fortsætte
ordningen. Ved hjælp af fondsmidler er det derfor stadig et
tilbud, som syge børn og deres forældre kan benytte sig af.
Tænkning, læring og udvikling
Hvad er det ved litteraturen og gode fortællinger, som er så gavnligt og givende?
Den amerikanske psykolog Jerome Bruner mente, at vi mennesker overordnet
set har to måder at tænke på: den logiske,
rationelle måde og den narrative.
Den logiske, rationelle måde kender vi fra fx videnskabelige
undersøgelser og matematikkens verden, og den handler om at
analysere og danne teser og komme frem til løsninger på et fornuftigt grundlag.
Den narrative tænkemåde går ud på, at vi tit
tænker i historier for at skabe mening i det, vi ser. Hvis vi
fx ser en person, der står ved fortovskanten og ser sig fra
side til side, tolker vi det straks som, at han eller hun prøver
at komme over vejen. Vi skaber historier ud fra oplevelserne, vi
møder dagligt og sætter dem ind i en sammenhæng.
For børnene på Rigshospitalet handler litteratur i høj
grad om adspredelse og glæde i en hverdag, der ellers er præget
af tristhed og smerter, men det narrative element spiller ganske
givet også en vigtig rolle. Interessant er det nemlig, at
fortællingerne kan hjælpe børnene med at håndtere deres egen livssituation.
I evalueringen af projektet fremgik det, at historiefortællingen
giver børnene anledning til at åbne op og snakke om,
hvordan det er at være syg, og hvad der er svært, fordi
barnet har mulighed for at se på sig selv udefra med andre øjne.
Dermed fungerer historier som en måde at få et sprog på,
som man kan bruge til at sætte ord på sin egen situation,
og også erfare at andre kan have det på samme måde
og også kan have svært ved at tackle det.
Det kan hjælpe en bearbejdning af egne følelser i gang,
fordi man kan bruge det til at skabe mening med, og man kan
identificere sig med andre og bruge andre som inspiration til
håndteringen af ens eget liv.
Også skrivning kan have en god effekt og danne grobund for læring og
udvikling. Inden for sociokulturel læringsteori er dette et velkendt fænomen.
I bogen Det flerstemmige klasserum gennemgår den
norske professor Olga Dysthe forskellige undervisningstiltag, der
havde til formål at øge elevers læringspotentiale.
Et af tiltagene var bl.a. rolleskrivning, som gik ud på, at
eleverne skulle skrive fortællende, fiktive tekster om det
emne, undervisningen handlede om.
Resultatet var positivt. Det viste sig, at eleverne fik større udbytte af
de efterfølgende samtaler i grupper, og de reflekterede mere
over forskellige samfundsproblematikker.
Derfor er Dysthe fortaler for, at skolen inddrager flere forskellige
undervisningsmetoder; eleverne skal lytte til både læreren
og hinanden, de skal have mulighed for selv at tale og forklare sig –
og de skal ikke mindst skrive. Ikke bare om det pågældende
læringsområde, men også om selve læringsprocessen,
fx i form af logbøger, hvor de derigennem får mulighed
for at reflektere over, hvad de lærer.
At skrive sig sund
Hvad er det så, der er så godt ved at skrive?
For eleverne, som Olga Dysthe henviser til i sin bog, handler det om, at
det at skrive skaber struktur og overblik, som måske ellers kan
være vanskelig at opnå. Ved at skrive er det lettere at se en sammenhæng.
At skrive åbner desuden også op for nye perspektiver. Roger
Säljö, en svensk professor, der beskæftiger sig med
læring og udvikling, skriver i sin bog Læring i
praksis – et sociokulturelt perspektiv, at mennesket
er et fortællende væsen, og teksten som medium giver det
mulighed for hele tiden at skabe nye fortællinger, som åbner
nye perspektiver og synsvinkler på tilværelsen
(s.211).
Ved at skrive kan man altså sige, at man skaber orden i sine
tanker, og at man ved at skrive dem ned og sætte ord på
følelser åbner op for nye og anderledes måder at
anskue sin situation på.
Derfor er skrivning også oplagt at bruge i terapeutiske sammenhænge.
Karen Geuther, som er eksamineret gestaltterapeut fra Nordisk Gestaltterapeutisk
Institut, har i mange år beskæftiget sig med bl.a.
skriveterapi, hvor man via forskellige øvelser kan bearbejde
stress, negative tanker og følelser ved at skrive dem ned.
Geuther arbejder både som coach, hvis man gerne vil have sparring i forhold til ændringer
i sit liv, eller hvis man er i krise eller lider af angst og
depressioner. Hun siger om skriveterapi:
Når du skriver, er du fokuseret på dét ene emne eller en
bestemt oplevelse. Du skal ikke forholde dig til et andet menneske
samtidig, men kun til det blanke papir. Du har en større
frihed og kan skrive alt ned, komme af med alle følelser og
selv de værste gloser, som er inden i dig. Du har friheden til
at rive papiret i stykker bagefter.
Hun fortsætter: Skriveprocessen er også terapeutisk på den måde,
at det, du skriver, er tænkt mindst to gange; først
tænker du tanken, så skriver du den ned samtidig med, at
du læser den. Det er som at gå i terapi to gange.
Rationalet bag skriveterapi er, at når man har skrevet noget ned, er det
lettere at give slip på det, fordi det så ikke er
nødvendigt at gå og tænke på det hele tiden.
Samtidig er det en måde at komme i kontakt med sig selv på
ved at være fokuseret og opmærksom.
Karen Geuther arbejder bl.a. på en skole for voksne med psykiske
lidelser, og én af hendes elever siger om skriveterapi:
Processen ved at sætte ord på situationer, tanker og følelser
befrier ligesom det psykiske system for et pres og kan ofte klargøre
problematikker, og når det er skrevet ned, bliver det
virkeligt, reelt og kan føre til aha-oplevelser og nye, gode
indsigter, erfaring, osv.
Selvterapi for forfattere
Som forfatter kan man i høj grad benytte sig af, at skrivning er
en katalysator for både læring og udvikling, og at det
kan bruges til at arbejde med fx manglende selvtillid og angst.
Det kan være, at du har prøvet at sidde og kæmpe med
at finde de rette ord, eller at ordene slet ikke vil finde vej fra
dit hoved og ud gennem fingrene for at materialisere sig på
computerskærmen. Frustrerende og selvforstærkende –
jo mere du prøver, jo mere frustreret bliver du, og jo mere
frustreret du bliver, jo sværere bliver det … osv.!
Løsningen, som bl.a. skrivelærerne Jannie Solaas og Bente Clod anvender på
deres kurser, virker måske banal og i starten lidt fremmed:
Bare skriv! Beskriv din skriveproces, og hvad der er svært for
dig: Hvad er det, du gerne vil, og hvad er det, som forhindrer dig/er
svært for dig. Lad som om, det er dig selv, som skriver til en
anden del af dig selv, så der kommer en dialog ud af det. Fx kan dialogen lyde:
Dig: Jeg vil gerne skrive.
Anden del af dig svarer: Det kan du ikke finde ud af!
Dig: Hvorfor tror du ikke det?
… og så kommer din anden del med en uddybning, som du igen kan
svare på.
Du taler med andre ord med dig selv via skrivningen, hvor du får
sat ord på, hvad der er på spil.
Metoden er effektiv, fordi den gør noget ukonkret og diffust
håndgribeligt og mere klart, og det løser op for
problemet, som er nemmere at håndtere.
Hvis det fx handler om, at du ikke tror, du kan skrive, som i ovenstående
eksempel, så får du sat ord på din angst, og at se
det på skrift gør det mindre farligt og mere
overkommeligt, fordi du får distance til det og kan se det mere objektivt.
Det er i øvrigt også en metode, som kan anvendes til de
personlige problemer, man kan komme ud for, og princippet er det
samme: Man skriver til sig selv og lader sig selv svare. Det skaber
struktur i de tanker, som flyver rundt i hovedet, og man kan se problemet mere klart.
Og dermed er det lettere at forholde sig til og gøre noget ved.
© Karina Andersen. Karina Andersen er cand. mag. i sprogpsykologi og
arbejder til daglig som tekstmedarbejder.
Illustration: From Darkness, The Light af Johann Nepomuk Ender.
Litteratur:
Læs mere om Get into reading
-projektet i England:
http://thereader.org.uk.
Artikler på internettet om projektet:
http://www.guardian.co.uk/books/2008/jan/05/fiction.scienceandnature (d. 29. august 2010) og
http://www.information.dk/153260 (d. 29. august 2010) og
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/286761:Liv---Sjael--Boeger-letter-det-tunge-sind (d. 29. august 2010).
Læs om læring og skrivning i: Det flerstemmige klasserum af Olga Dysthe (Forlaget Klim, 1997) og
Læring i praksis. Et sociokulturelt perspektiv af Roger Säljö (Hans Reitzels Forlag, 2003).
Læs mere om Rigshospitalets tilbud til indlagte børn på: www.bup.rh.dk.
Læs mere om den narrative tænkemåde i: Actual minds, possible worlds af Jerome Bruner (Harvard University Press, 1986).