Prosaen og romanen. Definitioner og tips

Mange har i skolelivet læst eventyret Rødhætte og Ulven, og der er også en del, som sidder trofast hvert nytår og hører dronningens nytårstale. Men hvor mange af os ved egentlig, at både eventyr og taler går under betegnelsen prosa?
I denne artikel vil det blive beskrevet, hvad prosa er, da det kan være svært at blive klog på. Ydermere vil de forskellige former for prosa, som findes, blive gennemgået. Dernæst går jeg i dybden med romangenren.
Prosa er opdigtede eller ikke-opdigtede talte og skrevne tekster, så man kan dermed sige, at prosa omfatter alt, der er skrevet og talt, undtagen poesi. Det er et begreb, som rummer fx taler, eventyr, noveller, romaner, nyhedsudsendelser og faglitteratur.
Romaner og noveller hører til under kategorien fiktionsprosa, da de er opdigtede prosatekster. Fiktionsprosatekster har med begivenheder at gøre, som ikke er foregået i virkeligheden. De mest almindelige er eventyr, noveller, romaner, sagn, myter og drama.
Romaner, noveller og eventyr går også under en fællesbetegnelse kaldet epik. Epik (episk digtning) betegner skønlitteratur, som er fortællende. Det betyder, at det skildrer et handlingsforløb over tid i forhold til fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, samt dramatikken, som ikke er litterær men derimod begivenhedsmættet og teatralsk.
Blandt de episke genrer er der også nogle, som mest blev benyttet i ældre tid, nemlig sagaen og eposset, hvorfra epikken har sit navn. Den almindelige roman og novelle er derfor på én gang en prosatekst, en fiktionstekst og en episk tekst.
De episke hovedgenrer er romanen og novellen. Først tager vi fat på romanen.

Romanen

En roman er en længere opdigtet prosafortælling, der gerne udgives som en selvstændig bog. En roman kan også sagtens være en føljeton i en avis eller i et tidsskrift. Romanerne findes efterhånden også i elektronisk form på Internettet.
I 1800-tallet i Frankrig og Storbritannien var det ganske almindeligt at udgive romaner som føljetoner, og den engelske forfatter Charles Dickens og franske Alexandre Dumas udgav de fleste af deres romaner som føljetoner.
Romanen bruges som regel til at skildre menneskers liv og skæbner i en række handlingsforløb over en længere periode. Fokus kan variere fra de ydre begivenheder og miljøskildringer til det sjælelige og karakterudviklingen.
Den første egentlige roman i den europæiske litteratur er Don Quijote af Miguel de Cervantes fra 1605 (første del) og 1615 (anden del). Den kan læses som et opgør med middelalderen og dens høviske ridderdigtning. Den er også en begyndelse på det moderne i europæisk idéhistorie.
Romangenren afspejler opvæksten af et moderne tankesæt, fordi den bruges meget til at illustrere den menneskelige individualitet, menneskers valg og ensomhed.
Romanen udviklede sig til at blive den mest moderne litterære genre i løbet af 1800-tallet, og siden førte en række forfattere romangenren ind på andre og nye veje, så den forblev en hovedgenre under modernismen, bl.a. Franz Kafka, Virginia Woolf og Robert Musil.
Den typiske form for en roman er, at den:

• Er længere end en novelle (længere end 50 sider).
• Er inddelt i kapitler.
• Er tilhørende en eller flere typer fiktion, fx fantasy eller krimi.
• Er en opdigtet historie, modsat en biografi.
• Har en valgfri fortællesynsvinkel (forfatteren kan veksle mellem handlingsbeskrivelse og tankestrømme fx indre monolog).
• Har en eller flere hovedpersoner.
• Har en definitiv afslutning.
• Har få fodnoter, modsat fx videnskabelige tekster.

Forfatteren kan dog udelukke en del af disse karaktertræk, mens der stadig kan tales om en roman! Det fortæller igen, hvor flydende begrebet er.
Centralt står dog længden, og at teksten er fremstillet som en fiktiv historie. Uden det fiktive er der ikke længere tale om en roman, men i stedet fx faglitteratur eller en biografi. Og uden længden vil der være tale om fx en novelle.
I postmodernismen har forfattere eksperimenteret med både form og indhold af romaner. Allerede James Joyces Ulysses varslede disse eksperimenter igennem sin mærkværdige form med lange og springende tankestrømme og handlingen, der foregår over blot én dag. Hans Jørgen Nielsen er en af de første danske postmodernister.
Der er mange forskellige typer romaner, fx:
Antiroman: Betegner en roman, som med vilje bryder med romangenrens normale karakteristika, som fx James Joyces Ulysses, hvis handling bl.a. kun strækker sig over en enkelt dag og ikke over længere tid, som er normalt for romaner.
Brevroman: Denne type har form af en række breve. Brevromanen var meget populær i 1700-tallet og et stykke op i 1800-tallet. Man får mulighed for at opleve hovedpersonen i fortællingen helt tæt på, hvad enten det så er en fiktiv historie, eller om den er en fortælling fra det virkelige liv. Eksempler er Johann Wolfgang von Goethes Den unge Werthers lidelser og Mary Shelleys Frankenstein.
Dannelsesroman: Beskriver hovedpersonens livsforløb med barndom, ungdom (modning) og voksenliv. Midten er der, hvor hovedpersonen modnes, og her er der konflikter præget af uforsonlighed, som hovedpersonen dog overvinder til slut, hvor et idealiseret billede af et dannet menneske kommer frem. Meïr Aron Goldschmidts Hjemløs hører under denne kategori.
Fantasy: Dette er en fiktionsgenre, der beskæftiger sig med at skabe en alternativ verden, hvor der tit er en tilstedeværelse af magi, fabelvæsener og andre overnaturlige elementer. En af de mest berømte er J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre.
Historisk roman: Dette er en romangenre, der foregår i et historisk miljø. Den kan handle om historiske begivenheder eller personer. Den kan også være fiktiv med virkelige historiske begivenheder som baggrund eller virkelige historiske personer som bipersoner. Eller den kan foregå i en bestemt tidsperiode. Bøger så forskellige som Walter Scotts Ivanhoe og Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog hører til i denne kategori.
Jeg-roman: Romanen er fortalt i første person (jeg) og skrevet, som var det en fiktiv person, der fortalte den. Dette er en meget normal romanform blandt både ældre og nyere romaner, fx Peter H. Fogtdals Letmælksprofeten og Ronnie Andersens Date med en engel.
Kollektivroman: Dette er en romanform, hvor der ikke bare er én eller få hovedpersoner. Den beskriver en større gruppe af mennesker, som er tæt knyttet sammen af bånd bredere end en slægts. Fx Hans Kirks Fiskerne.
Kortroman: Dette er en blandingsgenre mellem romanen og novellen, hvor forfatteren eksperimenterer med spændingen mellem disse to formers karakteristika. Fx Svend Åge Madsens Kvinden uden krop.
Kriminalroman: Skønlitterært værk, som handler om en forbrydelse og om opklaringen af den. Tit er det de mistænktes motiver til forbrydelsen, som er en vigtig del af plottet. Torben Nielsens Nitten røde roser og Henning Mankells Inden frosten er eksempler.
Nøgleroman: En roman, hvor en eller flere af de centrale figurer kan genkendes som reelt eksisterende, selvom visse kendetegn er blevet ændret. Fx Tom Kristensens Hærværk og Knud Romers Den der blinker er bange for døden.
Psykologisk roman: En genre, som tager udgangspunkt i de forskellige psykologiske karakterer og benytter deres forskelligheder til at gøre historiens budskab tydeligere. Eksempelvis Niels Lyhne af J.P. Jacobsen og Den onde vilje af Karin Fossum.
Science fiction: Litterær genre, hvis handling foregår i et tænkt miljø, hvor det er videnskaben og specielt den teknologiske udvikling, som har gennemgået mere eller mindre større ændringer med konsekvenser for samfund og mennesker. H.G. Wells og Jules Verne anses oftest som genrens fædre. Blandt danske udgivelser kan nævnes Støj og Mission til Schamajim af H.H. Løyche.
Skæbnefortælling: En romangenre, hvor læseren lige fra start får spor, som peger i retning af eller giver vished for, hvordan hovedpersonens skæbne vil forme sig. Hovedpersonen ved det ikke, og man følger ham/hende gennem bogen i håb om, at hans/hendes skæbne bliver ændret. Fx Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf og Steen Steensen Blichers Præsten i Vejlby.
Slægtsroman: En roman, hvor en slægts udvikling skildres gennem flere generationer. Genren belyser gerne biologiske og sociale årsager og deres virkning, såsom slægtens forfald eller økonomiske konkurs. Fx Halvbroderen af Lars Saabye Christensen, Den ottende bonde af Bent Haller og Portræt i sepia af Isabel Allende.
Spændingsroman: Handlingen er i centrum, mens personbeskrivelser, motiver og miljø er af mindre betydning. Genren omfatter også litteratur, som fortolker ældgamle myter, overnaturlige hændelser og videnskabelige eksperimenter, som kan blive verdens undergang. Den engelske betegnelse thriller giver udtryk for, hvad spændingsromanens hensigt er, nemlig at skabe et højt niveau af stress eller ophidselse hos læseren. Undergenrer i denne kategori er bl.a. spionromanen, westernromanen, politiske dramaer, romaner om seriemordere, konspirationstemaer og action. Dan Browns Da Vinci Mysteriet hører til blandt spændingsromanerne.
Trivialroman: En roman, som på en skabelonagtig og stereotyp måde beskriver et handlingsforløb med figurer, som ikke er særligt udviklede. De klichéfyldte lægeromaner, som omhandler det klassiske (forudsigelige) kærlighedsdrama mellem fx en læge og en sygeplejerske, falder under denne kategori.
Udviklingsroman: En roman, som beskriver en persons udvikling og årsagerne hertil, uden at ende med en afklaret sluttilstand som det sker i dannelsesromanen. Fx Martin A. Hansens Løgneren.
Utopisk roman: Er en roman, hvis handling overvejende finder sted i lande, som ikke eksisterer. De utopiske romaner forholder sig tit satirisk til samtidens eksisterende samfund. De startede med at være skildringer af idealsamfund. Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske Rejse er et eksempel. I nyere tid har det udviklet sig til, at man nu skildrer rædselssamfund, også kaldet dystopiske romaner.
I min næste artikel ser vi på novellen og kortprosaformen.
I boganmeldelsessamlingen kan du læse anmeldelser af et stort antal romaner, herunder nogle af dem artiklen nævner, fx Dan Browns Da Vinci Mysteriet, J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre samt Ulysses af James Joyce. Gå på opdagelse i boganmeldelserne og bogomtalerne her.

Noveller og kortprosa. Definitioner og tips

Noveller og kortprosa. Det lyder som det samme – men er det ikke. Kender du mon forskellen, og ved du, hvilke elementer du kan bruge fra de to genrer til at skabe spændende og korte prosatekster? I denne artikel kan du læse om novellen og kortprosateksten samt de indholdsmæssige krav til disse og får inspiration til at skrive endnu stærkere tekster.

Novellen

Begrebet novelle står for en kortere, episk fortælling, som beskriver enkelte handlingsforløb eller situationer. Kort sagt er novellen et tekstligt hele med en begyndelse, midte og slutning, som ofte er åben (læseren må selv fantasere videre). Slutningen er dog gerne iøjnefaldende og overraskende, uden at være ulogisk.
Dette dækker ret bredt, og der er naturligvis mange måder at udforme noveller på. Her følger de oftest forekommende træk:
Forløbet foregår som udgangspunkt kronologisk (fremadskridende i tid) uden så mange detaljer og længere flashbacks (tilbageblik) i personernes fortid.
Novellen begyndes tit lige på og hårdt (også kaldet in media res), og den skrives gerne i 1. person (jeg) eller i 3. person (han, hun).
Novelleteksten viser, hvordan en begivenhed kan vælte eller ændre en etableret orden. Det kan både være et politisk system der væltes, Jorden der går under, en kultur der undergår forandringer, eller blot et enkelt liv, der ændres igennem plotforløbet. Fx sønnen der mister sin elskede far, manden der søger skilsmisse, pigen der skifter skole og bliver mobbet, narkomanen der bliver clean eller dør, en seniorborger der vinder i Lotto – eller andet. Grundidéen er, at det eksisterende ændres.
Tit handler noveller netop om personernes egne vendepunkter i livet frem for det store billede i samfundet. Typisk er der få personer og kun én hovedhandling, hvorfor man siger, at novellen er enstrenget i forhold til romanen, der kan omfatte mange strenge/hoved- og bihandlinger.
Tidsforløbet er skåret ned til nogle få dage eller timer, hvor fokus er rettet mod det punkt, hvor historiens konflikter ikke kan undgås længere (kaldet point of no return), samt kulminationspunktet hvor indsigten, moralen og konsekvenserne i historien kommer frem.
Handlingen bliver gerne fortalt af en fortæller, en stemme som beskriver, beretter og arrangerer alle de sceniske passager og trækker i handlingstrådene. Ud over få miljøer og få personer er der gerne kun én hovedperson, og som læsere kommer vi kun til at kende de personlighedstræk, som er mest nødvendige for handlingen.
På grund af den korte form er de bedste noveller afhængige af litterære elementer som personskildring, handling, tema, sprog og baggrundsviden. Det betyder ikke, at fx romaner ikke kan eller ikke skal indeholde litterære elementer – det skal de meget gerne – men i novellen opleves det mere komprimeret. Der er kun lidt plads at brede sig på, så hvor romaner kan være lidt løsere litterært set, må novellen presse en masse elementer ind på få sider, hvilket giver et litterært og komprimeret indtryk.
Nogle af de bedste eksempler på tidlige noveller finder man hos E.T.A. Hoffmann og Edgar Allan Poe. Ud over disse to kommer man heller ikke uden om bl.a. Helle Helle, Naja Marie Aidt og Jan Sonnergaard, når man skal pege på et par danske novelleforfattere.

Kortprosa

I slutningen af det 20. århundrede blev der opfundet en betegnelse for de korte fiktionsprosatekster, som hverken er epik (fx en novelle) eller drama. Disse tekster går under betegnelsen kortprosa.
Kortprosaen er tit mere beslægtet med lyrikken end den øvrige fiktionsprosa pga. dens komprimerede form og et indhold, der godt kan være ret skjult, men vigtigt er, at kortprosa ikke anvender metriske regler. Dette ville i givet fald placere teksterne under lyrikken.
I forhold til novellen har kortprosaen ikke et eksemplarisk trefaset forløb med begyndelse, midte og slutning. Den er mere skitseagtig, og ofte får man kun en ansats til et handlingsforløb, hvor slutningen måske helt udelades, eller også får man fortællingen fortalt så koncentreret, at der slet ikke bliver plads til beskrivelser af miljø, personer eller psykologi.
Det kan endda være, at der ikke indtræffer nogen betydningsfuld eller afgørende begivenhed, sådan som der gør i noveller. I en kortprosatekst kan man som læser ende med kun at møde en fortællende stemme, der igennem sine ord gerne kommer til at røbe mere, end fortælleren selv er klar over. Fx om tekstens tema, fortællerens egen baggrund, historien mellem linjerne eller andet.
Såsom folkepensionisten, der mellem linjerne i tankerne afslører det dårlige forhold til naboen (… som hun står der og glor ind … jamen, hun er også så omsorgsfuld.), eller manden, der bliver ved at gentage de samme positive ord for sig selv og lader som om, at han ikke har det dårligt (… men jeg har det jo godt og trygt her.).
Den korte form resulterer i, at kortprosaen ikke lader sig udstrække til at være noveller, men sagtens kan beskrive en livssituation, en problemstilling eller en sammentrængt skæbne-anekdote. Peter Adolphsen skriver fx kortprosatekster, der kun fylder mellem ½ og 3 sider.
Det engelske ord for kortprosatekster er flash fiction. Det er en rammende betegnelse, der måske kan hjælpe med at huske, at kortprosaen ikke er det samme som novellen, rent teknisk set.
Selve formen for en kortprosatekst kan se således ud:

• Den er meget kort.
• Forfatteren kan lege med læsernes genre-forventninger ved at lave teksten således, at den først tager form af at høre til én bestemt genre, men derefter ændrer disse træk, så læseren bliver i tvivl.
• Der står meget mellem linjerne, som kan gøre den svær at forstå.
• Der bruges ofte showing ved, at der ikke bliver forklaret meget, men menneskers adfærd, rum og genstande bliver derimod beskrevet.
• Den er tit gådefuld, fuld af huller og har ingen facitliste.
• Den er øjebliksfikseret ved, at der ofte fokuseres på enkelte øjeblikke eller genstande.
• Små ubetydelige pointer kan pludselig vendes og få stor betydning for læserens oplevelse og hele tekstens pointe.
• Fortælleren kommer tit med fortælle-kommentarer, som også kaldes for metarefleksion. Fortællerens egne refleksioner og meninger reflekteres i teksten.
• Den har en åben indledning, idet læseren smides direkte ind i det, der foregår.
• Slutningen er tit uafsluttet/åben, så læseren selv må digte videre.

I 1990’erne blev kortprosaen populær og dyrket på Forfatterskolen. Nogle af de fremmeste kortprosaforfattere er bl.a. Helle Helle, Simon Fruelund, Katrine Marie Guldager og Peter Seeberg.

Yderligere læsning

Begreberne novelle og kortprosa rummer, som min artikel fortæller, mangt og meget. For mange mennesker vil begreberne, deres betydning og indhold stadig være svære at forholde sig til. Samtidig udvikler litteraturen sig gradvist og skaber nye former. Jeg håber, at jeg med denne artikel dog har givet et lidt større indblik i novellen og kortprosagenren.
Du kan finde inspiration til novellesamlinger ved at læse anmeldelserne i artiklen Hverdagens drama er det største – novellesamlinger af danske kvinder her.

Thrilleren – det gode gys

Mange kan godt lide at sætte sig ned foran fjernsynet og få et godt adrenalinkick med en god og spændende thriller. Det samme gør de, som hellere vil sætte sig og fordybe sig i en thriller fra litteraturens univers. I denne artikel vil jeg komme ind på, hvad begrebet thriller dækker for denne genre, og hvilke virkemidler den har, for at der kan være tale om en thriller.
Personligt kan jeg godt lide at sidde og læse en thriller, fordi den ikke bare er spændende og fængende, men også på grund af måden den er skrevet på. For mig er det vigtigste dog selve handlingen og hele plottet. Hvordan myrder skurken? Hvor bloddryppende er det? Er der en menneskejagt? Og hvor realistisk er eftersøgningen af fjenden? Alt det er vigtigt for mig, for at jeg finder en thriller rigtig god.
Detaljer såsom beskrivelsen af handlingens miljø, en persons angst og hvor udspekuleret skurken er, gør, at jeg lever mig ind i handlingen med øjnene klæbet til linjerne og får et sug i maven, når uventede ting sker, eller hvis skurken står lige bag heltens ryg.
For mig er en thriller først supergod, når jeg er lidt nervøs for at forlade værelset for at gøre mig klar til at gå i seng!
Ligesom andre litteraturgenrer indeholder denne genre også ting, som beskriver den. Ordet thriller kommer af det engelske ord thrill, der bl.a. betyder at få til at gyse.
En thriller er kort sagt en fortælling, hvor læseren får et gys ved at leve sig ind i både de farlige handlinger, som helten udfører, og de farer, som helten bliver udsat for.
Det, som gør thrilleren forskellig fra alt andet litteratur, er det stærkere fokus på spænding, dvs. at en nervepirrende stemning bliver skabt af den uhyggelige tone og spændingen omkring, hvad der nu vil ske.
Homers Odysseen er en af de ældste historier i Vesten, som man siger er blevet til en tidlig prototype for thrilleren. Det siges også, at Edgar Allan Poe, H. Rider Haggar og Arthur Conan Doyle er bedstefædrene for den moderne thriller. Blandt thrillerforfattere i nyere tid kan nævnes John Le Carré, Mary Higgins Clark og John Grisham.
I thrilleren stiger spændingen, når historiens personer havner midt i en farlig situation, fx en fælde eller et mysterium hvor det ser ud til, at flugt er umulig.
Hovedpersonerne er typisk almindelige borgere, men mange gange i kriminalthrillere indehaves hovedrollerne af politifolk eller detektiver. Det sker også oftere og oftere, at hovedrolleindehaveren er en kvinde. Handlingen sker typisk inde i byen, men kan også foregå i andre miljøer, såsom eksotiske steder, ørkener eller polarområder.
I thrilleren må hovedpersonen finde ud af, hvad fjendens plan går ud på for at ødelægge fjendens planer – modsat krimien hvor det gælder om at opklare en forbrydelse, som allerede er sket – og mange gange kender man i thrilleren på forhånd fjenden, da forfatteren tit springer fra heltens til fjendens synspunkt.
Forbrydelserne kredser gerne om fx serie-, masse- eller snigmord, terrorisme eller at vælte en regering, og klimaks indtræffer, når helten overvinder fjenden og derved redder eget samt andres liv.
Men uanset hvordan plottet er skruet sammen, er det et ufravigeligt kriterium, at uhyggen og spændingen er i højsædet.
I forhold til andre spændende bøger går thrilleren mere i dybden omkring motivationen og handlingen, og i thrilleren er der næsten altid fokus på et bedrag, som kommer indefra, hvorimod eksempelvis adventure-genren fokuserer på modstand, som kommer udefra.
I en thriller kan bedraget være, at nogen udgiver sig for at være gode personer, mens de indgår i et ondt komplot, dvs. at bedraget sker på det psykiske (indre) plan, mens en modstand udefra foregår på det fysiske plan og kan være voldelige overfald, kamp blandt forskellige grupper for at få fat i den samme genstand osv.
Dette udelukker ikke, at der fx er voldelige overfald med i en thriller – men fokus er her mere på motivationen, dybden og det indre bedrag end blot det ydre og mere rent handlingsprægede.
Der findes mange undergenrer inden for thrilleren. Her er nogle nævnt i deres klassiske form:
Konspirationsthrilleren: Helten/heltinden bliver konfronteret med en stor gruppe af fjender, hvis eksistens og fjendtlighed ikke kendes af andre end helten/heltinden. Eksempelvis Robert Ludlums Bourne-bøger, der er filmatiseret med Matt Damon i hovedrollen.
Kriminalthrilleren: Der fokuseres mere på forbrydelser, der blev gennemført med succes eller som endte med fiasko, og på de kriminelle end på politifolkene. Handlingen involverer gerne seriemord, drabsmænd, røverier, jagter og skyderier. De filmatiserede bøger om Hannibal Lecter (Ondskabens øjne mv.) af Thomas Harris hører under denne genre.
Katastrofethrilleren: Hovedkonflikten er naturkatastrofer, såsom jordskælv, flodbølger, vulkaner og tornadoer. Som eksempel kan nævnes filmen Poseidon efter bogen af Paul Gallico.
Den erotiske thriller: Denne thriller har et erotisk præg. Siden 1980’erne og videomaskinens indtog har denne undergenre været populær. Peter Rønnov-Jessens Adèle er et eksempel.
Retssalsthrilleren: Helten/heltinden er advokat og konfronteres med fjenden. Advokaten risikerer både at tabe sin sag og miste sit liv. John Grisham har skrevet flere bøger i denne genre, fx Advokatfuldmægtigen.
Lægethrilleren: Helten/heltinden er enten læger eller lægefagligt personale og skal løse et medicinsk problem. Farezone 4 af Richard Preston er et eksempel.
Mysteriumthrilleren: Den klassiske thriller, hvor de involverede må løse et mysterium, eller også er de selv involveret i et, såsom i Vertigo af Boileau-Narcejac.
Den politiske thriller: Helten/heltinden skal sikre stabilitet i den regering, han/hun arbejder for, som i Sjakalen af Frederick Forsyth.
Den psykologiske thriller: Konflikten mellem hovedperson og fjende er udtrykt mere på det psykiske plan end på det fysiske, indtil der typisk indtræder vold på den ene eller anden måde. Det er en fortælling om en helt almindelig persons hverdag, som brat ændres. Det essentielle er, at det onde element udefra, gerne en person, langsomt bygges op, så det kommer som et chok for hovedpersonen og læseren, at personen var ond. Stephen Kings Misery er et eksempel.
Hævnthrilleren: Fokus ligger her mere i elementer som spænding, action og et hurtigt tempo end det uhyggelige og evt. overnaturlige. Et eksempel er Greven af Monte Cristo af Alexandre Dumas.
Den religiøse thriller: Plottet har stærke forbindelser til religiøse genstande, institutioner og spørgsmål. Dan Browns Da Vinci Mysteriet udløste et boom inden for religiøst orienterede thrillere, selvom den ikke var den første af sin slags. Umberto Ecos Rosens navn hører fx også til denne undergenre.
Den overnaturlige thriller: Der bringes overnaturlige elementer ind i handlingen, som herefter blandes med spænding og drejninger i handlingen. Helten/heltinden har nogle gange overnaturlige evner, som i Stephen Kings Den døde zone.
Teknothrilleren: Her spiller manipulation af sofistikeret teknologi en bærende rolle, som fx i Jurassic Park af Michael Crichton.
Detektivthrilleren: Dette er en detektivroman tilført et godt gys. Spektret går fra den fordrukne detektiv, der må tage en slåskamp med fjenden, og som måske også samler letpåklædte damer op, til romaner med detektiver, der arbejder mere smart og skjult, og som løser komplicerede opgaver. Detektiven af Roderick Thorp er et eksempel.
Politiprocedure-thrilleren: Dette er en gren af detektivfortællingerne. Da den inddrager realistiske politiprocedurer, kræver den et godt kendskab til, hvordan politiet arbejder. Dito Montiels Son of no one, der netop er filmatiseret med samme titel, hører under genren.
Svindlerthrilleren: Denne undergenre står i modsætning til politiprocedure-thrilleren, for i svindlerthrilleren går forfatteren bag facaden hos de kriminelle og fortæller, hvordan deres aktiviteter foregår. Det kunne fx være romaner om mafiaen, hvor historien foregår hos mafiaen i stedet for hos politiet. Anthony Bonaccorsos The Devilish Saint er et eksempel på genren.
Spionthrilleren: Plottet drejer om et specifikt kendskab til, hvordan et efterretningsvæsen fungerer. Her går forfatteren ind bag facaden hos fx PET, FBI og CIA. Scarlatti arven af Robert Ludlum anses for at være en af de første af slagsen.
Hverdagens helte: Dette er en version af både spionthrilleren og den politiske thriller. Hovedpersonen er ikke en i toppen af hierarkiet eller en, som har et farligt job. Det er gerne en journalist eller en middelklasseborger, som mod sin vilje drages ind i et farligt komplot eller anden fare foranlediget af staten/finansverdenen/den magtfulde chef eller andre. De 39 trin af John Buchan er en klassiker.
Som det fremgår af den lange liste, er en thriller ikke karakteriseret ved selve det objekt eller det emne, der er i fokus. Det primære handler derimod om at gøre den underliggende stemning uhyggelig.
Derfor kan man godt læse fx spionromaner, uden at der er tale om en thriller. En spionroman kan sagtens fokusere på jagten på skurken og derved skabe spænding, uden at skabe decideret uhygge. For at en bog er en thriller, skal man kort sagt som læser få et gys (thrill). Selvom der findes mange forskellige undergenrer af thrilleren, må jeg sige, at jeg ikke har nogle favoritter. Jeg går ikke på biblioteket efter en specifik thrillergenre, for så meget betyder undergenren heller ikke for mig. Spænding, drab og hvad der nu ellers hører med – det er nok for mig!

Kunsten at skrive en krimi

Hører du til dem, der har læst krimier i læssevis? Både dem, der løb dig koldt ned ad ryggen, og dem, der røg i skraldespanden, fordi de ikke var bedre værd? Har du leget med tanken om at skrive en krimi og komme på bestsellerlisten? Måske er du det næste bud på en krimiforfatter. Læs her i artiklen om de 12 grundlæggende regler for krimigenren. Få en introduktion til research, plot, berettermodellen samt en gennemgang af krimiens historie og udvikling.

Krimiens kerne og historie

Mange krimiforfattere er enige om, at det er selve historiens kerne, gåde og intrige, der er interessant, og ikke så meget selve mordet eller forbrydelsen. Et godt mord skal ikke udpensles i mindste detalje, medmindre det har et formål, altså er vigtigt for historien. Det interessante ligger også i det psykologiske spil mellem gerningsmanden og ofret. Hvad er motivet, hvor skete det, hvorfor og hvornår?
Opklaringen er grundlæggende i krimien, hvis opbygning handler om orden, der bringes i uorden, før tilstanden vender tilbage til orden. Selve opklaringen fører til orden, helst med forbryderen bag tremmer. Men der findes også krimier, hvor der ikke sker en opklaring. En forbryder behøver heller ikke at begå et mord. Der kan være tale om en superhjernes kamp for magt, fine titler og penge. Han kan være svær at få bag tremmer.
Så kernen er, at en forbrydelse begås, og samfundets orden dermed er truet. Motivet kan være forskelligt. Krimiens synsvinkel er meget vigtig: Hvem oplever læseren handlingen igennem? Igennem politiet, ofret eller forbryderen? Afhængigt af, fra hvilken synsvinkel krimien er skrevet, føler læseren enten sympati med eller fordømmer morderen.

Krimiens historie

Kriminalromanens historie trækker bånd helt tilbage til det 19. århundrede, hvor de første detektivfortællinger udkom. Krimigenren er en overordnet genre for detektiv-, politi- og spionlitteratur.
Forfatteren Edgar Allan Poe (1809-1849) skrev om detektiven Auguste Dupin i Mordene i Rue Morgue i 1841. Edgar Allan Poe anses for at være detektivfortællingernes fader. Poe kaldte sine tre fortællinger om detektiven Dupin for fortællinger om rationalitet, og Dupin er også i besiddelse af en uovertruffen evne til at løse kriminalgåder ved hjælp af rationalitet og en skarp deduktionssans.
En anden meget kendt figur er Sherlock Holmes, skabt af forfatteren Sir Arthur Conan Doyle (1859-1930). Holmes er den geniale detektiv fra Baker Street 221B, der løser et mysterium uden de store problemer ved hjælp af et skarpt øje for detaljer og et nøje kendskab til den menneskelige natur hos både mand og kvinde. Fortællingerne om Holmes har dannet skole for den engelske kriminalfortælling. Den går også under navnet puslespilsromanen. Den typiske puslespilsroman foregår i et overklassemiljø på enten en herre- eller præstegård. Som regel bliver der begået et mord, og detektiven går i gang med at samle trådene for til sidst at udpege den eller de mistænkte.
Den bedst kendte ældre forfatter inden for genren er Agatha Christie (1890-1976) med den allestedsnærværende og skarptseende Miss Marple og den pertentlige, pensionerede politimand fra Belgien, Hercule Poirot.
Forfattere som Margery Allingham, Ngaio Marsh og Dorothy Sayers har skrevet krimier i den typiske engelske stil. Detektiverne er excentriske, men ufejlbarlige, og troen på retssystemet og en højere retfærdighed er urokkelig. Når der begås et mord i landsbyen, forstyrres roen og idyllen, og detektiven må hurtigst muligt genskabe ro og orden. Ofret er oftest så usympatisk, at alle i landsbyen har noget udestående med vedkommende, og dermed er alle mistænkte, indtil rette person er anholdt.
Under forbudstiden i USA opstod en anden slags detektiv og en anden type krimiroman, nemlig den hårdkogte. Landsbyen blev udskiftet med storbyen, og detektiven forvandlede sig fra excentriker til en whisky-drikkende og kæderygende privatdetektiv med hang til blondiner af ubestemmelig herkomst. Den hårdkogte krimi blev skrevet af bl.a. Dashiell Hammet (1894-1961) med bøgerne The Continental Op og Sam Spade.
Den bedst kendte detektiv er imidlertid Philip Marlowe, skrevet af Raymond Chandler (1888-1959). Han betragtede sin detektiv som en vandrende ridder, der kæmpede for det gode i en ond verden.
Den hårdkogte detektiv befinder sig altid midt i begivenhedernes centrum, modsat den engelske detektiv der mest har iagttagerens rolle. Marlowe og den typiske engelske detektiv eksisterer i to fundamentalt forskellige verdener med forskellige livssyn, og de to herrer, Poirot og Marlowe, ville næppe have meget at tale om.
Politiromanerne opstod også i USA. Det store forbillede inden for genren er Ed McBain/Evan Hunter (1926-2005), som skrev en række bøger om Station 87 i en by, der minder om New York. Den ensomme detektiv skiftes ud med et hold efterforskere, som oven i købet har et privatliv, noget som ikke eksisterede i den engelske og den hårdkogte genre.
Politiromanen blev senere videregivet med succes til Skandinavien, bl.a. til svenskerne Sjöval og Wahlöö, der i årene 1965-75 udgav 10 romaner. Politifolkene blev ikke alene udstyret med et privatliv, men også med et vågent øje på samfundet og den sociale samvittighed, en tendens der stadig kan ses i de nordiske kriminalromaner.
Efter Anden Verdenskrig blev en del af kriminallitteraturen mere litterær, og samtidig forsvandt de kulørte krimihæfter fra kioskernes hylder.
Kriminalromanerne er tydeligvis kommet for at blive, selvom de blev og stadig bliver betragtet som populærlitteratur.

Jeg vil skrive en krimi, men hvordan?

Måske drømmer du om at skrive din egen krimi. Du har læst et hav af krimier og er inspireret til at gå om bord i tastaturet og bare skrive derudad. Men hvordan gribes det an? Og hvordan skrues plottet sammen? Inden man går i gang med at skrive, er der nogle grundregler, der er gode at have med i baghovedet:

• Krimien skal være troværdig.
• Forbryder og forbrydelse skal passe sammen for ikke at snyde læseren.
• Den, der opklarer sagen, skal løse den ved at benytte troværdige og som udgangspunkt ærlige metoder.
• Mordet skal helst ske inden for de første 50 sider. Det viser historiens hensigt/formål.
• Før læseren metodisk til forbrydelsens opklaring stykke for stykke. En kriminalroman handler desuden om en stærk afslutning.
• Morderen skal vise sig tidligt i bogen. Lad ham ikke forsvinde ud i den blå luft. Husk, at læseren gerne vil finde ud af, hvem morderen er.
• Lav grundig research. Du skal vide, ikke tro.
• Den, der opklarer sagen, skal formes med omhu. Hovedpersonen er lige så vigtig som selve historien for læseren.
• Skab skæve overraskelser for læseren.
• Benyt ikke den mest sandsynlige mistænkte som morder i hver bog. Varier din taktik.
• Saml alle de løse ender ved bogens slutning. Traditionelt set skal man undgå hængepartier.
• Slut af med en overraskende slutning. Læseren må gerne chokeres.

Research er vigtig

Når man læser eller hører en krimiforfatter udtale sig om sin bog, hører man ofte, at research er vigtig, vigtig, vigtig. Ikke bare, når det handler om at skrive en krimi, men også generelt når der skal skrives. Det er forskelligt, hvordan og hvor længe de researcher, men en god reminder er, at du som forfatter ikke skal tro – du skal vide.
Og hvordan researcher man så? Mulighederne er mange: Internet, biblioteket eller hvis du har modet til at ringe/maile til en person, der ved noget om dit emne. De fleste vil gerne hjælpe, men sørg for at konkretisere dit spørgsmål, så du præcis ved, hvad du vil spørge om.
Din research skal gerne sørge for, at handlinger og hændelsesforløb virker så ægte og troværdige for læseren som muligt. Det er også vigtigt at forberede den håndværksmæssige side af det at skrive en krimi. Der findes mange bøger om kunsten at skrive en krimi, men de fleste er skrevet på engelsk. Her er et par titler, der er fundet på amazon.com:
James N. Frey: How to Write a Damn Good Mystery.
Gillian Roberts: You Can Write a Mystery.
Larry Beinhart: How to Write a Mystery.
William G. Tapply: Mystery Fiction: Writing the Modern Whodunit.
Du kan læse mere om, hvordan du laver en grundig research, i artiklen Research – et stænk af virkelighed (fra temaet Forfatter i praksis her).

Krimiens plot

Et andet ord, man også hører tit, er plot. Krimiens plot er vanvittigt og uhyggeligt godt skruet sammen eller Plottet er rimeligt gennemtænkt, men ikke vandtæt. Plottet er essensen af historiens begivenhedsforløb centreret om fortællingens hovedperson. Et godt plot er en væsentlig forudsætning for en god fortælling og giver dynamik og drive til fortællingen. I krimien er plottet bygget op om en forbrydelse og dens opklaring. Plottet skal bestå af interessante situationer, men de må aldrig være så interessante, at læseren ikke tror på dem.
Som nybegynder inden for forfatterfaget kan man godt blive lidt skræmt ved tanken om, hvad der kræves af ens kunnen. Det er ikke nok bare at skrive en historie. Der er kun en vej, og det er øvelse. Her er nogle klassiske elementer i det perfekte mordplot:

• Brug den mindst eller evt. den mest sandsynlige mistænkte.
• Leg med døden. Måske kan man forestille sig en, der bliver forgiftet med et stof, der er svært at spore, og dermed lider en smertefuld død, som er vanskelig at efterforske.
• Det perfekte alibi. Det kan handle om at betale sig fra det beskidte arbejde.
• Det låste værelse-mysteriet. Der er kun en, der har nøglen til værelset, og det er den døde.
• Superhjernen. Den sindssyge professor har opfundet et hemmeligt middel, der kan udrydde en hel befolkning.
• Den oversete person. Den onde stedmor, der grådigt tilraner sig sin stenrige afdøde mands penge og skubber den oversete datter – morderen – af banen. Eller servitricen er den eneste, der har set morderen, og det opdager politiet først senere.
• Brug forklædning eller lad nogen udgive sig for at være en anden. Dette kan også bruges sammen med det perfekte alibi.
• Det manglende spor. Mordvåbnet er væk, gerningsmanden er væk, alle fingeraftryk er væk, og der er sket ændringer på bankkontoen.

Plottet i en fortælling kan styrkes ved at bruge andre elementer i historieopbygningen, såsom stemning, person- og miljøbeskrivelse.

Hvad gør en krimi spændende?

En krimi skal helst være spændende fra første side. Læseren skal have den oplevelse, at han ikke kan lægge bogen fra sig; Den ene side tager den næste. Denne effekt kan skabes fx via den spændingskurve, som findes i berettermodellen, en model jeg kort omtaler nedenfor. Samtidig opstår effekten ved brugen af cliffhangere. En cliffhanger er et spændingselement, forfatteren slutter sine kapitler af med. Det er en uforløst situation, der optræder lige inden, at kapitlet slutter, så læseren er nødt til at læse det næste kapitel.
En cliffhanger kan også handle om følelser og svære beslutninger. Det vil virke utroværdigt på læseren, hvis hvert kapitel slutter med højspænding. Varier derfor gerne mellem svære beslutninger, følelser, fart og spænding. Der må også gerne være noget genkendeligt fra læserens egen hverdag.
Der findes desuden falske cliffhangere, hvor læseren tror, der sker noget uhyggeligt. Fx kan der være lyde fra et lukket rum, hvor det så viser sig, at det er hunden, der går og pusler. Falske cliffhangere kan skabe overraskelser, men skal helst ikke bruges i overflod. Læseren kan nemt føle sig snydt og ende med at lægge bogen fra sig uden at læse den færdig.

Berettermodellen

Der er mange måder at strukturere en krimihistorie på. Berettermodellen bruges oftest til strukturen, bl.a. fordi den har en stærk spændingskurve. Berettermodellen består af syv punkter: Anslag, præsentation, uddybning, point of no return, konfliktoptrapning, klimaks og udtoning. Punkterne bruges i den nævnte rækkefølge til at lokke læseren ind i historien og undervejs forøge spændingen.
Som værktøj er berettermodellen nærmest uvurderlig for krimiforfatteren. Berettermodellen med dens syv punkter er forklaret helt i dybden i en anden artikel her på hjemmesiden, nemlig Styr på romanen 2:3 – Dispositionen (fra temaet Strukturen i historien og arbejdsprocessen her).

Krimien i fremtiden

Der er ingen tvivl om, at der selvfølgelig, som inden for al litteratur, findes krimier, hvor kvaliteten kan ligge på et meget lille sted. Og så findes der krimier, der bare slår benene væk under en. Markedet og kvalitetsspektret er meget bredt, men ikke desto mindre langes der krimier over disken som aldrig før.
Nye krimigenrer har endda set dagens lys, bl.a. krazy-krimien. De nye genrer er næsten en uundgåelig udvikling og et modsvar til det kolossale boom, krimigenren oplever. Krazy-krimiens udgangspunkt er kærligheden til den gængse kriminalroman, men med en ironisk kommentar til den udvikling genren har gennemgået de seneste år. Krimien får med andre ord et hak i tuden. En sådan parodi på krimien er blot en yderligere variant af formen og er med til at holde liv i det fænomen, som den vender sig kritisk imod.
Markedet har vist sig at være så rummeligt, at der også er god plads til disse nye knopskydninger – til gavn for alle krimielskere.

Femikrimien – og hvordan du skriver den

Til trods for at vi dagligt bombarderes med vold på tv og i blade, afskrækker det tilsyneladende ikke at læse om det, når der vælges bøger. Krimier sælges og udlånes som aldrig før – især femikrimi-genren læses i stor stil. Og hvorfor så det? Ja, det undrer også mig og er grunden til, at jeg har valgt at skrive om det i denne artikel. Her får I svar på dels femikrimiens historie og de krav, der stilles, før det skrevne kan kaldes en femikrimi.
I de sidste tolv år har Skandinavien redet med på bølgen af kvindelige krimiforfattere, en tendens Amerika og England har kendt til i mange år. Vi kender sikkert alle Agatha Christies krimier med Poirot eller Miss Marple.
Her i Skandinavien stødte vi første gang på ordet femikrimi i 1990’erne. Og hvad betyder det? Er det et levn fra rødstrømpetiden, eller er det en måde hvorpå den kvindelige krimiforfatter kan formidle til omverdenen, at hun er kompetent til at skrive krimier, og at hendes kvindelige hovedperson sagtens kan besidde et job som hårdkogt journalist eller kriminalassistent?

Femikrimiens ti bud

Rent teknisk betyder femikrimi: Krimier skrevet af kvinder og til kvinder. De har altså et feministisk budskab, der går rent ind hos læseren, gerne de kvindelige, men også mænd læser dem.
Lektor Annemette Hejlstedt fra Center for Kønsforskning ved Københavns Universitet har skrevet en seminarrapport om femikrimien. Hun har ti bud på, hvad en femikrimi er:

1. Femikrimier er skrevet af kvinder.
2. Femikrimier har altid en kvindelig detektiv som hovedperson.
3. Femikrimier har altid en kønspolitisk pointe.
4. De kvindelige detektiver er oftest professionelle detektiver, journalister eller ansatte ved politiet. Ofte har de kvindelige detektiver feministiske synspunkter. De er seksuelt aktive, men ikke nødvendigvis heteroseksuelle.
5. Forbrydelserne er typisk forbundet med køn og mænds dominans over kvinder. Der kan være tale om en kvindes hævn over mænds diskrimination af kvinder, eller af mænds vold mod kvinder. Der kan også være tale om en mands løftebrud til en kvinde, der fører til mord.
6. Forbryderne i en femikrimi kan være både mænd og kvinder, men der er typisk forskel i motiverne. Kvindernes motiver er personlige eller etiske, mens mændenes typisk er seksuelle eller handler om berigelse, ofte på kvindernes bekostning.
7. Femikrimien fremstiller køn som en konstruktion. Romanerne rummer ingen biologisk-essentialistiske forklaringer på forbrydelserne, men lægger af og til op til social-psykologiske forklaringer, fx mangel på kærlighed eller omsorg eller som resultat af politiske, sociale og økonomiske forhold og processer.
8. Femikrimien beskriver et moderne kvindeliv og udspiller sig i en moderne og samtidig verden, der altid fremstilles mere eller mindre mandsdomineret.
9. Femikrimiens plot lægger sig tæt op ad thrillerens, idet der lægges stor vægt på den kvindelige detektivs liv og konflikter. I visse romaner danner der sig en historie om detektiven, der er lige så vigtig som selve krimiplottet. Med andre ord er femikrimien lige så optaget af det andet som af selve opklaringsprocessen og den forbrydelse, den afdækker. Thrilleren adskiller sig dog primært fra femikrimien ved, at der lægges vægt på uhyggen/stemningen frem for selve plottet, der bærer krimien fra start til slut. Du kan læse mere om thriller-genren i artiklen Thrilleren – det gode gys (se tredje artikel i nærværende tema).
10. I femikrimien udgøres det andet af det feministiske og feminine. Miljøet beskrives fra en kvindelig position, karaktererne anskues med en kvindes blik, og tolkningen af såvel krimiintrigen som af det andet er feministisk.

Andre stiltræk

Som læsere får vi indblik i hovedpersonernes liv. Glæder, sorger, ægteskab, skilsmisser, samliv og børn. Problemer, der er genkendelige fra vores egen hverdag. Hovedpersonerne er altså kvinder af kød og blod med en menneskelig substans, der er til at tage og føle på.
Som femikrimi-læsere vil vi have spænding, et stærkt plot og troværdige personer. Det at læse femikrimier eller se dem på tv, blive opslugt og gætte med i opklaringen er vigtige elementer, et kærkomment frikvarter. Men der forventes mere af en god femikrimi.
Genkendelighed er en faktor, som især yngre kvinder ser som det vigtigste: Er hovedpersonen enlig mor? Hvilke problemer løber hun ind i, når arbejdet tager al hendes tid, og chefen forventer, at hun arbejder uafbrudt med opklaringen?
Ældre kvinder går derimod mere efter miljøbeskrivelser, specielt fra miljøer de ikke kender eller har adgang til.
Femikrimien er med til at spejle den tid vi lever i, og til at tage emner op som læserne møder i aviser eller ser på tv. Kvindehandel, mord, bortførelser, æresdrab, rockermiljøer osv. Forfatteren kan sætte ord og tanker på papiret, og pludselig er det, som om sagerne står knivskarpe. Som læsere bliver vi sat ind i både ofrets og gerningsmandens tanker. Opdager, at der befinder sig et menneske af kød og blod inde bag morderens uhyrligheder.
Det psykologiske såvel som det menneskelige er af stor betydning, når vi læser krimier: Hvilke bevæggrunde har gerningsmanden? Det vil vi gerne forstå, især de kvindelige læsere.
Forfatteren Gretelise Holm har i et interview tilføjet: Kvinder er trætte af mandlige hovedpersoner, spioner, krig og indviklet opklaringsarbejde. De vil hellere have den mere stilfærdige, psykologiske spænding end høre om kuglernes kaliber.
Genren er også kendetegnet ved en vedvarede diskussion af kvindelige værdier i en moderne verden, der både er kriminel og mandsdomineret.

Kritikken

Femikrimi-genren har været udsat for kritik fra forfatterindernes mandlige kolleger. Den er blevet beskyldt for at hænge sig i bagateller, som, efter deres mening, var historien uvedkommende. Beskrivelser af hverdagsting som støvsugning eller madlavning hører ikke hjemme i en krimi, mener de, og umiddelbart er det sandt nok.
Men det er det, de kvindelige læsere vil have. Ting, de kan nikke genkendende til og spejle sig i. De ser, at karrieren som enten kriminalassistent eller journalist godt kan kombineres med hjemmelivet, hvis manden eller bedsteforældrene hjælper til.
For selvfølgelig er der et sideløbende drama på hjemmefronten. Manden, der bliver sur over endnu engang at skulle passe børnene, mens hun er på jagt efter morderen. Kampen opstår, fordi hun elsker sit arbejde og sætter det lige så højt, som manden sætter sit.

Historien bag femikrimien

Femikrimi-genren blev for alvor kendt i USA i 1970’erne, da den amerikanske forfatter Marcia Muller debuterede i 1977 med en kvindelig hovedperson, privatdetektiven Sharon McCone. Derpå fulgte Sue Grafton og Sara Paretsky. Sammen var de pionerer inden for femikrimien og grundlæggere for sammenslutningen af kvindelige krimiforfattere, Sisters in Crime.
Som genre er femikrimien ny, men det er ikke nyt, at kvindelige forfattere har skrevet kriminalromaner med enten en mand eller kvinde som hovedpersoner. Bl.a findes Agatha Christies krimier om Miss Marple og Hercule Poirot.
En af de første kvindelige krimiforfattere var den engelske forfatter Dorothy L. Sayers (1893-1957). Hun skrev de verdensberømte kriminalromaner om mesterdetektiven Lord Peter Wimsey.
Femikrimien er skrevet som en bevidst modsætning til de mandlige detektiver hos ældre kvindelige krimiforfattere som f.eks. Dorothy L. Sayers.
Der findes flere kendte femikrimi-forfattere.

• Agatha Christie (1890-1976) skrev 80 kriminalromaner, og Miss Marple er nok hendes mest berømte figur.
• Sue Grafton (f. 1940) fik stor berømmelse ved at skrive sine femikrimier om den kvindelige privatdetektiv Kinsey Millhone, der går i brechen for sine kvindelige klienter.
• Sara Paretsky (f. 1947) har som hovedperson en hårdtslående, vittig, kontant, whiskydrikkende og (på bunden) blødhjertet kvindelig privatdetektiv fra Chicago. Hendes krimiromaner er skrevet i opposition mod det mandsdominerede amerikanske samfund, specielt inden for politistyrken.
• Anne Holt (f. 1958) skriver femikrimier, der giver et samfundskritisk billede. Hendes person er den smukke, lesbiske og hårdkogte politikvinde, Hanne Wilhelmsen.
• Liza Marklund (f. 1962) skriver meget menneskeligt vedkommende krimier om hovedpersonen Annika Bengtzon, som er journalist.
• Sara Blædel (f. 1964) skriver om hovedpersonen Louise Rick fra drabsafdelingen ved Københavns Politi.

Skandinaviske kontra angelsaksiske femikrimier

Sammenligner man den skandinaviske femikrimi med den amerikanske eller engelske, tegner der sig nogle tydelige forskelle, idet kvinderne i de skandinaviske krimier som regel arbejder inden for politiet eller som jounalister og ikke som privatdetektiver.
En ting, de alle har til fælles, er, at de er meget dygtige på hver deres felt. De har en formidabel evne til at stykke puslespillet sammen og udspørge selv den stædigste person, så han eller hun går til bekendelse.
Desuden er de skandinaviske hovedpersoner ofte gifte og har børn.
Liza Marklund var den første kvindelige krimiforfatter, hvor ordet femikrimi dukkede op. Hendes bøger var en modvægt til de amerikanske kvindelige privatdetektiver. Bøgerne er også hendes egen lille guerillakrig, et forsøg på at ændre nogle grundlæggende holdninger til, at kvinder skal være søde piger.
En anden ting, der også adskiller de skandinaviske femikrimier fra de engelske/amerikanske, er efter min opfattelse, at læseren kommer tættere på den skandinaviske hovedpersons privatliv. Man fornemmer mennesket og ikke kun en karrierekvinde med et, tilsyneladende, overfladisk sexliv.
Gretelise Holms bog Paranoia fra 2002 var den første herhjemme, der slog igennem som femikrimi.

Popularitet

Der er ingen tvivl om, at femikrimien som genre har bidt sig fast i læserne. Genrens popularitet forskes der i. Der skrives afhandlinger, og forskellige forfattere giver deres bud på, dels hvad genren består af, men også hvorfor den er så populær.
Forfatteren Frank Egholm Andersen fra Dansk Forfatterforenings sekretariat har skrevet bogen Den nordiske femikrimi – læbestiftlitteratur eller opbrydning. Han kommer her med et bud på, hvorfor femikrimien topper på læserhitlisten. Frank Egholm Andersen skriver bl.a.:

Foruden bøger er der også skrevet forskellige rapporter om femikrimien. Gunhild Aggers Krimitypologi kan fx læses her. Toni Liversages artikel Femikrimi – hvad er det? fra Information den 8. januar 2011 kan læses her.

Refleksioner

Femikrimien som genre lader sig ikke vifte af pinden trods kritik fra andre forfatterkolleger. Som jeg ser det, fungerer femikrimien som et talerør og kan ses som en kønspolitisk manifestation, der viser vejen for mange kvinder. Hovedpersonerne er kompetente kvinder, der har knoklet sig til succes, en succes der ses skævt til af mandlige kolleger. Kvindelige læsere kan se, selv om det er fiktion, at det er muligt at kombinere karriere med børn og familieliv.
Afslutningsvis vil jeg fremhæve, at det ikke blot er det kønspolitiske budskab, der gør femikrimier læseværdige, men også – hvad der er lige så vigtigt – at krimien er drevet af et godt plot. Det er fasinerende at læse om mord, stifte bekendtskab med anderledes miljøer og ikke mindst at følge den samme hovedperson gennem flere bøger.
Femikrimier er kommet for at blive. De er et billede på verdenen og de mennesker, der lever i den på godt og ondt. I vores kultur er døden tabu, et emne vi helst ikke taler højt om, selvom vi ved, at ingen er udødelige. Men i stuens trygge rammer kan vi læse om det, vi frygter allermest, og tilmed lukke bogen, hvis det bliver for grænseoverskridende.