Skriv digte med effekt! 20 tips til digteren. Del 1:2

Der bor en ung pige i mig der ikke vil dø / hun er ikke længere mig og jeg ikke hende. Sådan begynder det digt af Tove Ditlevsen, som en ung Anne Linnet stod med i hånden en dag for 30 år siden. Og lige dér med digtet i hånden har Anne Linnet siden fortalt, at hun tænkte: Hvor kender hun mig fra?
Sådan tror jeg, at mange har det netop med digte.
Hvordan opnår en digter så at gøre indtryk på læseren? Der er mange veje. I artiklens to dele viser jeg dig, hvordan du kan bruge et bredt udvalg af lyrikkens byggeklodser og virkemidler, herunder frie vers, bundne vers, metrik/rytme, tempo, betonede og ubetonede stavelser, stavelsesrim, indrim, enderim, konsonantrim, vokalrim, lydord, rimmønstre, prosadigtning, gentagelser, anaforer, epiforer, parallelle sætninger, metaforer og metonymi.
Jeg begynder fra begyndelsen, så alle uanset forudgående kendskab kan afprøve virkemidlerne.

Lyrik – helt overordnet

Lyrikken er den gren af litteraturen, hvor man som digter kan få luft for en følelse med få ord, og det er her, man som læser kan blive ramt af en andens ord for følelser – på tværs af tid og sted. Hvis man har prøvet det, glemmer man det aldrig igen. Digte er på den måde et euforiserende stof!
Ordet lyrik kommer af det græske lyra, der betyder musikinstrumentet lyre, fordi lyrikken oprindeligt opstod som sange til musikledsagelse ved oldtidens religiøse fester. Musik er altså tæt knyttet til lyrikken på den måde, at i næsten al lyrik spiller forbindelsen til de musikalske elementer som klang, rytme og rim en vigtig rolle.
Rent formelt er lyrik en genre inden for skønlitteratur, der adskiller sig fra epik og drama. I lyrikken spiller selve sproget hovedrollen, og det ydre handlingsforløb er ofte komprimeret til et minimalt sprogligt udtryk, i modsætning til epik og drama, hvor handlingsforløb generelt spiller hovedrollen.
Det lyriske udtryk er båret af en høj sprogbevidsthed. Derfor opfattes lyrikken ofte som den mest krævende genre – for læser og forfatter. Sproget er det bærende, og det er fortættet, mangetydigt, klangfuldt og betydningsmættet. Der bliver leget med normalsproget i lyrikken, der gennem sit billedsprog ofte genopfinder og fornyr sproget.
Typografien i lyrik adskiller sig også fra de øvrige genrer, på den måde at linjerne stilles op under hinanden som verselinjer, der ofte igen samles i strofer. De brudte linjer betyder, at man som læser kommer til at lægge mærke til de enkelte ord. En undtagelse findes i prosadigte, der ikke deler linjerne op.
Jeg vil nu gå lidt mere praktisk til værks og beskrive lyrikkens byggeklodser, samt hvordan du kan få form og indhold til at spille sammen.

Digtets byggeklodser

Blandt de byggeklodser, eller stilelementer, som digteren beskæftiger sig med, er bl.a. vers, strofer, rytme og rim. Hertil kommer så gentagelser samt billedsproget, hvorunder hører fx metaforer og metonymier. Jeg vil nu vise dig dem én for én.

Vers og strofe

Digte består af linjer, kaldet vers, og de kan være frie eller bundne. På den måde betyder ordet vers noget andet inden for lyrik end inden for normal sprogbrug, hvor en gruppe verselinjer generelt kaldes et vers. Inden for lyrikken kaldes en linje for vers, og en gruppe verselinjer for strofe.
Ordet vers kommer af versus, der betyder vending, modsat prosa, der kommer af prosus, fremad eller lige ud. Ved slutningen af verset (linjen) kan man sige, at man vender om og begynder på ny.
En strofe er som nævnt en samling af flere vers (verselinjer), der efterfølges af en pause inden næste strofe. Pausen kan markere synsvinkelskift, skift mellem forskellige planer eller blot et hul, som læseren selv skal udfylde.
Historisk kan man følge en bevægelse fra en regelbunden tankelyrik i klassicismen over en visionær, billedskabende lyrik i romantikken, hvor formerne blev mere frie, til den moderne lyrik med dens helt frie former.
I et digt med bundne vers er der tale om en tællelig rytme, der er organiseret efter faste mønstre. De enkelte verselinjer har et bestemt antal trykstærke og tryksvage stavelser med en bestemt fordeling. I eksemplet her er der hhv. 5 og 10 stavelser, først to gange fem, der afløses af de ti:

Et digt på frie vers har ikke disse regler, men kan godt lege med en vis rytme alligevel – det er netop helt frit. Et digt på frie vers kan lyde (bemærk at første og tredje verslinje begge har seks stavelser):

Metrik

Metrik betyder den rytme, der kan tælles. Almindeligt talesprog har tre tryk: hovedtryk, bitryk og svagtryk, men når vi taler om metrisk rytme, arbejder vi kun med betonet og ubetonet stavelse.
Her kan du se, hvad en betonet og ubetonet stavelse er – de betonede er skrevet med store bogstaver, de ubetonede med små: denGANG/ jeg DROG af STED (fra sangen med samme titel).
Den metriske rytme er med til at understøtte tempo, fornemmelsen af tidsforløbet, og dermed stemningen i digtet. Den rytmiske fornemmelse kan understøtte indholdet eller stå i kontrast til det, på den måde skabes der enten harmoni eller disharmoni mellem digtets form og dets indhold.
I fx salmen Her vil ties, her vil bies handler indholdet om at vente, og rytmen understreger det ved at være langsom, sindig. Her er der harmoni mellem indhold og rytme, idet rytmen bliver et billede på den tålmodighed, digtet ønsker sig. Salmen af Brorson kan læses online flere steder, bl.a. her.

Rim

Når man taler om rim, kan man opdele rim i: Rimtyper og rimmønstre. Rimtyperne kan deles i to hovedgrupper: stavelsesrim og bogstavrim. Stavelsesrimene kan igen deles i indrim (rim inde i strofen) og enderim (rim for enden af strofen).
Stavelsesrim kan rime fra og med den næstsidste betonede eller ubetonede vokal, men også enstavelsesord kan rime. Desuden skelner man mellem rim, der kun kan læses, dvs. øjerim, fx græde/klæde, og rim, der kan siges/læses højt, dvs. lydrim/ørerim, fx inde/fuglevinge.
Der er tre forskellige slags enderim: mandlige, der ender på betonet stavelse, fx stum/mysterium og kvindelige, der ender på en ubetonet stavelse, fx hvile/smile, samt svævende rim, der ender på to ubetonede stavelser, fx sommerdage/velbehage.
Bogstavrimene deles i konsonantrim (allitteration), fx Freddy Fræk fra Fakse og vokalrim (assonans), fx Kåbes Stråleflor. Bogstavrimene understreger rytmen, fx i Skanderborg Station, men kan også være betydningsbærende, enten ved at bestå af ord, der står i kontrast til hinanden, eller giver noget nyt til hinanden.
Fx i bogstavrimet sort sol, hvor de to kontraster – den lyse sol og det sorte – bliver skrevet sammen, og resultatet er et dirrende billede på nethinden, hvor solen bliver formørket, og det sorte bliver blændende.
Bogstavrim kan gøre det muligt for digteren at nærme sig en faktisk lyd eller efterligne en følelse eller bevægelse. På den måde er de i familie med lydord (onomatopoietika) som: miau, slurp og kykkeliky.
Rimene har på den måde to funktioner i digtet: At understøtte digtets rytme og skabe associationer ved sammenstilling af de rimede ord.
Rimmønstrene gælder enderim, fx disse to:
Parrim (AABB): Se, nu stiger solen af havets skød (A) / Luft og bølge bluser i brand, i glød (A) / hvilken salig jubel, skønt alt er tyst (B) / medens lyset lander på verdens kyst (B).
Og krydsrim (ABAB): I østen stiger solen op (A) / den spreder guld på sky (B) / går over hav og bjergetop (A) / går over land og by (B).
Endelig findes også det omsluttende rim eller klamrerim med rimmønstret ABBA.
Disse grundlæggende byggeklodser kræver i sig selv lidt overvejelse og øvelse. Prøv gerne det hele af for at finde din stil. Også det, du ikke tror er interessant for dig, for mange gange rykker man sig kreativt og får nye idéer ved at vandre på ukendte territorier. Du behøver dog ikke at have afprøvet mulighederne i første del, inden du læser artiklens næste del.
Læs i anden del af artiklen om gentagelser, anaforer, epiforer, parallelle sætninger, metaforer, metonymi samt prosadigte.

Skriv digte med effekt! 20 tips til digteren. Del 2:2

Lyrikken er den gren af litteraturen, hvor man som digter kan få luft for en følelse med få ord, og det er her, man som læser kan blive ramt af en andens ord for følelser – på tværs af tid og sted.
Spørgsmålet om, hvordan en digter gør indtryk på læseren, følges op her i anden del, hvor jeg gennemgår stileleementerne gentagelser, anaforer, epiforer, parallelle sætninger, metaforer, metonymi samt den særlige gren af lyrikken – prosadigtning.
Ønsker du at vide mere om frie vers, bundne vers, metrik/rytme, tempo, betonede og ubetonede stavelser, stavelsesrim, indrim, enderim, konsonantrim, vokalrim, lydord og rimmønstre skal du læse første del.
Jeg begynder fra begyndelsen, så alle uanset forudgående kendskab kan afprøve virkemidlerne.

Gentagelser

Der findes mange gentagelsesfigurer i digte. Den enkleste er sammenføjning (epizeuxis), at det samme siges to eller flere gange – det er helt, helt vildt og Sur sur sur, lille bi omkring. Desuden findes der: Anafor, epifor og parallelle sætninger.
Anafor: Dette begreb betegner en gentagelse af det, eller de, første ord i flere sætninger eller led. Anafor anvendes bl.a. som retorisk kneb i taler. Et kendt eksempel er Martin Luther Kings tale: I have a Dream.
Epifor: Epiforen er en gentagelse af det eller de sidste ord i flere sætninger eller led. Den er ikke så udbredt som anaforen, men findes som lyrisk begreb, fx i børnesangen om bjerget i skoven, hvor hver strofe slutter med sætningen Bjerget ligger langt ud’ i skoven.
Parallelle sætninger: De parallelle sætninger er indholdsmæssigt ens som i folkevisen Det var en lørdag aften, hvor verselinjerne gentages og på den måde skaber en melankolsk stemning.

Billedsprog: Metafor og metonymi.

Metafor: Ordet metafor kommer af det græske ord overføring og er et udtryk for sproglige billeder, hvor man overfører ord og begreber fra et område til et andet.
Fx når man taler om mit livs forunderlige rejse og på den måde beskriver et område (kaldet måldomænet) – livet – med begreberne fra et andet (kaldet kildedomænet) – at rejse. Resultatet er, at måldomænet tillægges egenskaber fra kildedomænet, som det ikke ejer i sig selv.
Man kan inden for denne ramme tale om livets vej, hvor der kan være blindgyder, forhindringer, medvind eller det kan gå op ad bakke.
Et andet kildedomæne brugt i forbindelse med livet er naturen og dens årstider, hvor man fx taler om, at et menneske kan være i sit livs efterår.
Denne slags metaforer bruger alle mennesker så meget, at disse slet ikke forekommer at være sproglige billeder længere. Man kan næsten slet ikke forestille sig, at livet ikke skulle være fx en rejse.
Imidlertid er de metaforer, der bruges i lyrik, ofte billeder, hvor man overrasker ved at overføre ord og begreber fra et område til et andet på en uvant område. Fx i dette digt nr. 747 af Emily Dickinson:

Her sammenlignes et menneskes evne til loyalitet med køkkenredskaber, hvor den sande vens loyalitet sammenlignes med sølvtøj og den falskes illoyalitet sammenlignes med lertøj.
Metonymi: Metonymi betyder navnebytte. Gennem metonymien udtrykkes genstanden ikke ved sit rette navn, men ved ord og udtryk, som tilhører samme associationsfelt med nær forbindelse til tingen selv, fx når man siger Jeg læser Shakespeare i stedet for at sige Jeg læser en bog skrevet af en forfatter, der hedder Shakespeare. Fra delen af bogen associeres til helheden – de ord, tekster og den bog, Shakespeare har skrevet – men samtidig er det delen, detaljen, som binder opmærksomheden.
Andre eksempler på metonymi er: At give en hånd, hvor hånd står for et arbejde, som hånden er med til at lave; Ræk mig saltet, hvor saltet står for en beholder med salt; samt Vil du have en kop?, hvor kop står for en kop kaffe.

Prosadigte – lyrikkens mønsterbryder

En særlig gren af lyrikken er prosadigtene, som på mange måder er lyrikkens mønsterbryder. Reglerne, som er gennemgået i de to dele af artiklen her, følges ikke helt, og alligevel er prosadigtene stærke og bevægende som lyriske udtryk.
Prosadigtene anses som en formel nyskabelse, der tillægges Baudelaire med hans Spleen de Paris (1869). Han definerede selv genren som en drøm om åbenbaringen af et mirakel, en poetisk prosa, som var musikalsk uden rytme og rim, smidig og stridig nok til at kunne forme sig efter sjælens lyriske bevægelser, drømmeriets bølgen og bevidsthedens nervøse spring.
Sjælstilstande og psykiske processer kan ofte være i fokus som fx hos Mallarmé. Prosadigte kan blandt danske digtere bl.a. findes hos Klaus Rifbjerg og Michael Strunge.
Som mønsterbryder har prosadigte ikke faste mønstre og skrives – som navnet antyder – i linjer, der ikke brydes men fortsætter ud til margin som i almindelig prosa.
Til gengæld kan prosadigte struktureres gennem bogstavrim, og de får det fortættede, lyriske præg gennem sproglige billeder og andre lyriske virkemidler, fx musikalske elementer som tempo og klang. Med klang mener jeg, om ord lyder lukkede og mørke som i Under de omvendte både eller åbne og lyse som Siris vise.
Også rytme kan spores, selvom den ikke altid er åbenlys. Fx kan digteren tilføje rytme ved brug af kommaer eller punktum, der indsætter pauser i læsningen og dermed skaber en rytme.
Nogle prosadigte er fortællende digte mere end springende tanker/lyrik og kunne derfor også skrives som en lille historie – som lyrisk prosa.

Og til dig der digter

Ud over introduktionen til prosadigtenes verden har jeg ovenfor gennemgået nogle af de vigtigste ingredienser i lyrikken – hvordan de ser ud, opfører sig og adskiller sig fra hinanden. Forhåbentlig kan du bruge artiklen her til inspiration i din videre skrivning.
Jeg tænker det lidt sådan, at en digter, der har et godt kendskab til digtningens bestanddele er som en kok, der kender sine råvarer. Og hvis råvarerne til maden er gode og omhyggeligt udvalgte, så bliver den færdige mad også god.
På samme måde bliver det lettere for digteren at sige det, han eller hun har på hjerte, hvis digteren kender sin palet af ord og virkemidler.
Men uden at hælde kærlighed ned i gryderne bliver maden alligevel aldrig helt god – en lærdom, der også gælder for digtningen! Kærligheden til ordene er helt essentiel – og det er kun dig, der kan give den til digtet.
God fornøjelse næste gang du skal trylle i digtningens forunderlige køkken!
Læs også første del af artiklen om frie vers, bundne vers, metrik/rytme, tempo, betonede og ubetonede stavelser, stavelsesrim, indrim, enderim, konsonantrim, vokalrim, lydord og rimmønstre.

Det gode digt

Digte … Hvorfor er det, at nogle af dem rammer lige i centrum af sjælen, mens andre ikke så meget som forårsager et hævet øjenbryn? Måske endda kun et gab?
Denne artikels skrivetips ser nærmere på, hvordan du kan undgå det neutrale ansigt og sætte ild i sædet under læseren.
Der er mange måder at gribe dette an på. For ikke at skabe forstoppelse og skriveblokering hos nogen, starter vi her med nogle helt centrale råd, som vil blive udbygget i kommende artikler med skrivetips.
Lad mig slå fast med det samme, at der ikke findes noget facit for digtning – det ville også være kedeligt. Det betyder også, at alt kan diskuteres – og det bliver det også verden over. Alligevel er der spændende råd at reflektere over og afprøve. Selv hvis du ikke er enig i et råd, så kan du ved at afprøve det både finde dig selv mere som digter og også udfordre og måske udvide dine egne grænser.
Erik Skøtt Andersen er en af de stemmer, det kan være berigende at lytte til, når der øses ud af råd om digtning. I bogen En mørk og stormfuld nat giver han bl.a. følgende råd:
Det gode digt er i sin kerne filosofisk. Ellers bliver det til tandlæge-venteværelseskunst.
Det gode digt både afslører og skjuler. Det er i den forstand, det er mystisk.
Ligesom du vrider dit vasketøj for overflødigt vand, inden du hænger det til tørre i al offentlighed, skal du vride dit digt for alle overflødige ord.
Et digt begynder først det øjeblik, hvor digteren har overrasket eller foruroliget sig selv. Derfor skal alt før dette øjeblik smides ud.
Lad os tage dem ét efter ét.

Det filosofiske digt

Det gode digt er i sin kerne filosofisk. Ellers bliver det til tandlæge-venteværelseskunst. Et digt kan bestemt vinde på at indeholde filosofi. Nogle lægger filosofien ind direkte i digtet som i Emily Dickinsons digt nr. 67 (se syvende artikel i nærværende tema).
Andre kan lide at skjule lidt af det og lade læseren tænke videre selv som Michael Strunge i digtet Verdenssøn (se sjette artikel i nærværende tema).
Hos Strunge er der en fornemmelse af, at han vil sige noget, men læseren får lov at tænke videre og filosofere over den beskrivelse, han giver af øjeblikket og fortællerens liv. Nogle gange ligger der store spørgsmål i digtet som hos Dickinson, og andre gange er filosofien mere nedtonet.
Men er det nødvendigt, at et digt er filosofisk, for at det er værd at læse? Ikke nødvendigvis. Der kan ligge en enormt stærk stemning i digte, der fx blot beskriver en tilstand som hos Henrik Nordbrandt (se femte artikel i nærværende tema).
Erik Skøtt Andersen har til gengæld virkelig en stor pointe i at fastslå, at et digt ikke skal være så almindeligt formuleret og ligetil, at det er på linje med triviallitteratur. Hvis det hele fx er i stil med mit hjerte banker i smerte, tåren glider på min kind, fuglene kvidrer i det blå og solen er så rød er der ingen spænding i digtet. Hverken når ordet spænding forstås som interessant eller poetisk elektricitet. Og så er formuleringerne her rene klichéer.
Der skal meget gerne være et ekstra lag i digtet. Det kan være filosofi – men det kan fx også være mystik, og det bringer os til hans andet råd.

Det mystiske digt

Det gode digt både afslører og skjuler. Det er i den forstand, det er mystisk. Ligger noget skjult i digtet, så skabes der automatisk en spænding.
Læseren kan mærke, at digtet i virkeligheden dækker over meget mere, end der bliver fortalt. Det er som et brudstykke af en lang historie, hvor digteren kun lige serverer en enkelt ret ud af en syv-retters middag. Til gengæld kan man smage lidt af det hele fra bordet – og resten må man tænke sig til.
Henrik Nordbrandts digt, som er nævnt ovenfor, er et eksempel på, hvordan man som læser lige får lov at stikke hovedet indenfor – dette er selve afsløringen – og alligevel bliver man ladt tilbage med spørgsmål om, hvad der egentlig sker, og hvorfor fortælleren har det på den måde.
Der må være noget i fortælleren, som bliver ramt af et eller andet, og det kan nærmest føles som om, det er livet, der rammer i det skjulte og tricker en reaktion. Men hvorfor og hvordan – det får vi ikke helt at vide.

Det slanke digt

Ligesom du vrider dit vasketøj for overflødigt vand, inden du hænger det til tørre i al offentlighed, skal du vride dit digt for alle overflødige ord. Det må bl.a. være det, Henrik Nordbrandt har udsat sit digt for, for at det kunne blive så mystisk. Serveres alt på én gang, er der jo ingen hemmelighed.
Men det kan også af andre årsager betale sig at slanke digtet. Et digt, som har alt for mange ord, bliver langtrukken at læse, og det kan helt fjerne spændingen.
Det betyder ikke, at et digt kun må fylde et vist antal ord. Men gå dit digt igennem og prøv at fjerne forskellige ord og sætninger. Fjern selv dem, du tror, du ikke kan undvære. Læs så både de resterende sætninger hver for sig og digtet i sin helhed. Lad ordene synke ind.
Ofte siger færre ord langt mere end mange.

Det overraskende digt

Et digt begynder først det øjeblik, hvor digteren har overrasket eller foruroliget sig selv. Derfor skal alt før dette øjeblik smides ud. Følger man det råd, vil man både slanke digtet og opbygge spændingen.
Samtidig ligger der noget rigtigt i, at et digt ofte først begynder at leve ved overraskelsen. Det gælder også for den følelse, du har som digter, når du skriver. Foruroligelsen eller overraskelsen kan vise dig, hvor kernen i digtet ligger – det, du skal koncentrere dig om, fordi det er her wow-effekten ligger.
Nogle gange kan det være nødvendigt at få nogle ting på plads, inden man kommer til det overraskende, simpelthen fordi digtet ellers kan mangle sin kontekst og dermed være umuligt at forstå.
Men prøv alligevel at fjerne begyndelsen. Se på, om du kan lade konteksten fremgå mere indirekte – usagt og mellem linjerne – eller om du med én strofe eller to kan give den ramme, som et helt vers tidligere gav.
Også her er der undtagelser – den stærke stemning, den mystiske beskrivelse af et lille samfund osv. Alligevel er rådet nogle tanker værd. Som læser er det fantastisk at blive overrasket undervejs. Og overraskelsen kan endda rykke læseren mere end et digt, hvor alt er forklaret og ligetil.

Følelser i digte

Følelser er nogle drilske størrelser. Og de er ikke mindre svære at udtrykke i digte. De ord, der har en effekt, når de siges højt, har ikke nødvendigvis effekt, når de skrives. Jeg elsker dig og lignende følelsesudtryk har sjældent virkning på papiret. Så hvordan omformer du dine følelser til lyrik?
Flere forfattere har udtalt sig om dette emne. For eksempel:
Forfatteren må indse, at han ikke kan skabe medlidenhed med medlidenhed, ikke følelse med følelse, og ikke tanke med tanke.
    Flannery O’Connor
Før en digter kan forestille sig en læser, der er komplet ligeglad med hans afdøde elskede, så vil han soppe rundt i private følelser.
    Erik Skøtt Andersen
Sproget lider, når digteren lider.
    Erik Skøtt Andersen
Barske ord, men en sandhed ikke desto mindre.
Nogle formår at forme deres følelser på papir, mens de lider personligt, men for at det skal ramme læseren, skal det vække genklang i læseren, og det sker ikke med udtryk som Jeg er så ked af det eller Du er min lykkes stjerne, uanset hvor dybfølt disse ord må være af forfatteren selv. For dette er rene konstateringer iklædt et referat – det er ikke pulserende følelser.
De, der rammer læseren, mens de lider, er netop dem, der er i stand til at løfte sig over den slags konstateringer og vise smerten. Læs mere om at vise i artiklen Vis alt! Men kun det yderst nødvendige. (fra temaet Tekster, der ånder liv her).
Derfor kan du ikke lade en følelse blive fortalt på den måde. Ikke hvis du vil nå læseren. Du må række ind i selve følelsen og skabe et billede på den eller en anderledes måde at udtrykke den på, hvis den skal have virkning.
Det er det, Flannery O’Connor mener med, at du ikke kan skabe medlidenhed med medlidenhed, følelse med følelse, eller tanke med tanke. Digtet vil føles nøgent. Som et referat af noget, du har oplevet, men det efterlader læseren uden følelsen af at have følt det med dig og dermed følt med dig.
Og værre endnu: Er udtrykket hørt ofte før (fx jeg er min egen lykkes smed), vil det sandsynligvis slet ingen virkning have og dermed hive effekten af digtet ned.
Sammenlign følgende eksempler, hvor de indledende opdigtede skal tages som strofer, der ingen virkning har. Bemærk, at du kan læse hvert omtalte digt ved at klikke på digtets titel.
I stedet for at sige jeg opgav min drøm – jeg længes efter den nu kunne man omskrive det som fx Michael Strunge i digtet Verdenssøn (se sjette artikel i nærværende tema), hvor han siger, at han stirrer sig blind på en eller anden drøm, jeg glemte at lukke ind i går.
At stirre sig blind kan antyde både længsel og tab, og drømmen der glemmes at blive lukket ind kan fortælle, at tabet måske er mere en bevidst handling end en glemsel, fordi drømmen trods alt var tæt nok på døren til, at den kunne være blevet lukket ind. Samtidig kan en eller anden vidne om, at drømmen blev skubbet væk, fortrængt.
Der ligger mange lag i hvert af Strunges ord, som kan tolkes og vække forskellige følelser. Det gør der ikke i det indledende eksempel.
Og i stedet for at udtrykke at tabet af drømmen gjorde ham hul og død indvendig, så siger Strunge:

Billedet her er meget skarpt og viser det, der ligger i følelsen, frem for blot at konstatere den indre død og tomhed.
Emily Dickinson bruger også billeder i digt nr. 67 (se syvende artikel i nærværende tema). Her siger hun ikke: Du skal brænde af uopfyldt begær for at kende til sejr og tab. Hun siger:

På samme måde siger Emily Dickinson ikke i digt nr. 419 (se syvende artikel i nærværende tema), at lykken forsvinder, mørket breder sig, men jeg er allerede vant til det. Hun siger:

Lampen bliver billedet på lyset og lykken, og godnat bliver billede på det uundgåelige mørke, der kommer, når lyset forsvinder.
Brug på lignende måder anderledes udtryk eller billeder eller hvad som helst nyt og anderledes for at udtrykke dine følelser i digte. Hold dig for øje, at læseren ofte ikke kender dig personligt, og derfor vil din personlige ulykke, hvor smertelig og menneskeligt forståelig den end er, ikke være nok til at bevæge læseren i et digt, når du blot fortæller (konstaterer/refererer) om den i stedet for at vise den.
En anden ting er, at læseren ofte lettere bevæges af det, der er sket for læseren – frem for det, der er sket for dig. Også af den grund er det vigtigt at finde et billede eller udtryk, der får læserens egne oplevede følelser op i bevidstheden.
Led derfor efter et fællespunkt for dig og læseren at skrive fra. En fælleskerne i følelsen, som læseren vil nikke genkendende til.

Henrik Nordbrandts Note om Mandilares

Et digt – med analyse

Digtet

De første dråber
har fået skriften til at flyde ud
og De er mig endnu ukendt
fraværende
idet jeg skriver:
bjergene er fjerne, himlen rød
som før et stormvejr
og skønt jeg ikke kan forklare hvorfor
er jeg urolig …
De er mig endnu ukendt.
Så bliver det regnvejr, Deres hjerte
standser
fordi De får halsen skåret over
eller fordi De, ifølge Athens News,
drukner i Ægæerhavet
i et referat 14 dage senere.
Men endnu kan jeg ikke forklare det.
Med kladdeheftet i hånden
går jeg ind. Pinjerne
er sorte som før et stormvejr
men jeg kan ikke forklare
hvorfor jeg er urolig.
Jeg kan ikke forklare det
gentager blot
det jeg har set
om også det er trættende:
bjergene er fjerne i nat
himlen rød

Analysen

Henrik Nordbrandts digte er intense og gerne fyldt med billeder og stemninger, som virkelig kræver noget af læseren.
Digtet Note om Mandilares er en tekst, som umiddelbart kan mystificere læseren ved første gennemlæsning og alligevel drage læseren ind i det univers, der føles hemmeligt, fordi det næsten er uforståeligt.
Min egen tolkning af digtet er, at digteren sidder og skriver på sit digt, mens der foregår tragiske begivenheder i verden. Nogle får halsen skåret over, andre drukner, og selvom digteren ikke kender til det i skrivende stund, ligger liv kontra død altid et sted i luften og er måske med til at farve himlen rød.
Måske antyder digtet en forbindelse mellem alle mennesker, en forbindelse der sætter forudanelser i gang i kraft af det kollektivt ubevidste, eller måske er det blot hårdt at være menneske ifølge Nordbrandt, for selv når man selv har en rolig stund, vil andre i samme øjeblik et eller andet sted på kloden blive presset ud på livets yderste grænse og måske skubbes i døden.

Michael Strunges Verdenssøn

Et digt – med analyse

Digtet

Jeg ser min lampe
i lyset fra avisen
der ligger så stille
og stirrer mig blind
på en eller anden drøm
jeg glemte
at lukke ind i går.
Nu hænger ruderne,
fanatiske mødre,
og ser denne verdenssøn,
ser gennem et gråt lag
af fuglelort, byens støv
og drømmen smattet, vissen,
et stivnet mønster uden farve
af noget der var
lige her i nat,
en ligegyldig nat
som alle har glemt
nu da de knuger aviserne til sig:
små vanskabte børn
som ingen kan elske
og ingen slå ihjel.

Analysen

Michael Strunge var mester i at beskrive stemninger og følelser ud fra skæve billeder og provokerende formuleringer. Hans sprog og vinkling er så anderledes, at hans tekster er spændende at læse.
Alene det, at det er lyset fra avisen, der viser lampen, er et godt eksempel på, hvordan han vendte tingene på hovedet og fik et stærkere billede ud af det end ved fx at skrive Lyset fra lampen faldt på avisen.
I virkeligheden er det lys, der falder på avisen, den kilde, der afslører lampen.
Hos Strunge er der tilmed både drømme, der ikke lukkes ind, og vanskabte børn som ingen kan hverken elske eller slå ihjel, og der er hele tiden fornemmelsen af, at størstedelen af det, Strunge vil sige, er pakket ind i metaforer. Hvem eller hvad er de vanskabte børn? Hvad symboliserer natten?
Osv. Strunges univers inviterer til at læse ind i digtene i stedet for blot at læse dem, og det slipper man næppe fra uden at være en refleksion eller to rigere bagefter.
Læs mere om muligheden for et stærkt udtryk i digte samt tolkning af Strunge i artiklen Følelser i digte (se fjerde artikel i nærværende tema).

Emily Dickinsons digte

Et udvalg af digte – med analyse

Digt nr. 67

Lykken, den er sødest
For den der aldrig lykkes.
En nektar nydes mest af den,
For hvem den ikke brygges.
Og ingen i den hele hær,
Der erobred fjendens flag,
Kan så klart definere
Den sejr de vandt i dag
Som han, den slagne, døende,
Mod hvis øre, bristet snart,
Triumfens fjerne spænding
Slår smerteligt og klart.

Digt nr. 341

Efter stor smerte blir følelsen formel,
Nerverne et gravstens-ceremoniel –
Var det mig der tålte? Et stift hjerte spør –
Og i går eller århundreder før?
Fødder går mekanisk rundt –
I jord, luft eller hvad –
En knirkende vej –
Ligeglad,
En kvarts-tilfredshed som en sten.
Dette er timen af bly –
Husket hvis man lever op på ny –
Som de frostramte mindes sne:
Først gys – så sløvhed – så la’r man stå te’.

Digt nr. 419

Vi vænner os til mørket,
Når lys forsvinder brat –
Som når en nabo holder lampen,
Imens hun si’r godnat.
Vi vakler nok et øjeblik
For natten er så ny –
Tilpasser så vort syn
Og møder vejen uden at kny.
Således med det større mørke,
Med aftner i en hjerne –
Med ej det mindste månetegn
Og slet ingen stjerne.
De modigste kan famle lidt
Og støde mod et træ
Og slå sig selv for panden
– så lærer man at se –
Enten fordi mørket ændres –
Eller synes uden at svige
Tilpasser sig til midnat –
Så livsvejen næsten blir lige.

Analysen

Emily Dickinson nåede i løbet af sit 55-årige liv at skrive 1775 digte, som er blevet fortolket og diskuteret flittigt. Digtene rummer mange spændende vinkler på livet, eller sandheder for hende, som mange læsere vil kunne genkende som en del af livet selv i dag.
Det er denne eviggyldige visdom, hun repræsenterer, sammen med de strålende billeder og provokerende udtalelser – der især var provokerende på hendes egen tid – der gør hende så fascinerende at læse. Hun formulerer det, som mange har følt, og det er som at blive taget i hånden af en ven, der føler det samme.
Digtene fortæller ofte om sorg og et hårdt liv, især fordi kærligheden aldrig rigtig lykkedes for hende, og fordi hun levede ret isoleret, og alligevel strømmer digtene over af lidenskab og følelser og eventyr, som om hun kendte hele verden i kraft af sit eget hjerte.
Men der er også mange digte, der hylder naturen, og nogle digte er på grænsen til at være humoristiske, når hun driller dem, hun skriver om, med sine provokationer.
Digt nr. 67 er, når det læses på baggrund af hendes eget liv, til gengæld et smerteligt udtryk for, hvordan stor sorg for hende er kilden til at forstå den virkelige værdi i det vundne – netop fordi det er uden for rækkevidde.
Digt nr. 341 fortæller, hvordan smerte kan forvandle livet, så livsglæden ændres til ligegyldighed, og mennesket ændres til en mekanisk zombie.
Digt nr. 419 supplerer med at illustrere, hvordan livsvejen bliver næsten lige, hvis først man lader stå til og ikke bekæmper mørket. Hendes digte er en kilde til inspiration og oversat til flere sprog.
Ud over den nedenfor nævnte bog har Bente Clod fx også oversat nogle af hendes digte i bogen På min vulkan, ligesom Niels Kjær giver sine bud på oversættelser i bogen Elysium.
Læs mere om muligheden for et stærkt udtryk i digte samt tolkningen af Dickinson i artiklen Følelser i digte (se fjerde artikel i nærværende tema).

William Shakespeares sonetter

Et udvalg af sonetter – med analyse

Sonet nr. 56

Elskov, forny din kraft; lad ingen tro,
Din æg er sløvere end madbegæret,
Som, skønt i dag ved fodring bragt til ro,
I morgen er så skarpt, som det har været;
Husk det: har dine sultne øjne end
I dag set nok og lukket sig af mæthed,
Luk dem i morgen op og se igen,
Og dræb ej elskovs ånd med vane-træthed.
Kald denne tunge mellemtid et vand,
Der skærer ind imellem et par venner,
Som bytted tro og daglig over strand
Mod elskovs genkomst længselsblikke sender,
Eller en vinter, hvis pinagtig’ kuld
Gør somrens velkomst trefold frydefuld.

Sonet nr. 61

Er det din vilje, når dit billed tvinger
Nattunge øjne op af søvnens mag?
Dit ønske, at min brudte slummer bringer
Skygger, som ligner dig, til synsbedrag?
Er det din ånd, du sender bort fra hjemmet
Så langvejs for at forske om min færd,
At se, om jeg er idløs, om beskæmmet,
Alt det, som går et nidkært hjerte nær?
O nej! så vidt når dog din ømhed ikke;
Min ømhed er det, som forvåger mig,
Min egen fuldtro hu, så jeg må ligge
Rastløs, som holdt jeg stadig vagt om dig.
For dig jeg våger, mens jeg ser dig vandre
Og sværme, fjernt fra mig, for nær ved andre.

Sonet nr. 116

Jeg tror på bånd, som ægte troskab binder.
Den kærlighed er ikke kærlighed,
Som vil slå om, når den et omslag finder,
Og sveget selv er straks til svig bered.
Nej, kærligheden er en bundfast vager,
Bestandig støt i stormens element,
Er stjernen for hvert vejvildt skib, som tager
Dens højde, skønt dens kraft vel knap er kendt.
Den er ej tidens gæk, skønt tiden bruger
Sin krumme segl mod rosenmund og –kind;
Den ændres ej med hans små døgn og uger,
Men holder ud, til dommedag går ind.
Hvis her jeg fejler og i dåd har svigtet,
Har jeg kun bobler om en boble digtet.

Analysen

Shakespeare er ikke til at komme udenom, når talen falder på inspirerende litteratur. Ganske vist passer digtning af denne type ikke til nutidens sprog, men det har afgjort sin egen charme selv i dag.
Han formåede at stramme tekster så meget, at der kun var selve livsnerven tilbage, men denne livsnerve er klædt i så flotte formuleringer og stærke billeder, at hver eneste sonet enten er et eventyr i sig selv eller et budskab om menneskelivets grundvilkår, som sagtens kunne fylde en tyk bog, men som hos Shakespeare barberes ned til essensen.
Og hvilken essens. De tre udvalgte sonetter hylder kærligheden frem for den flygtige romantik og kredser om kunsten at holde hjertet i gang trods hverdagens kedsommelighed, længselsfuld afstand i forhold til den elskede og elementernes rasen i det indre.
Hans sonetter fortæller om en brændende lidenskab, der ikke kender til kompromis, og det går nogle gange ud over helten i sonetten, såsom i sonet nr. 61.
Andre sonetter handler om en stærk hengivenhed til venner, om svigt mellem venner og elskende, tab, livet som kunstner, moderskab og en hyldest til skønheden.
Shakespeare havde meget at sige om mange emner, og hans sonetter er både en kilde til nydelse og refleksion. V. Østerberg lagde et fantastisk arbejde i at oversætte sonetterne, så hvis man ikke er stærk i engelsk fra 1500- og 1600-tallet, kan jeg anbefale bogen, der er nævnt nedenfor.
Dog er det godt at have den engelske tekst som reference, da Shakespeares eget sprog rummer nuancer, som det danske sprog ikke kan hamle op med.

I poesiens favn

Emily Dickinson skrev dette citat om poesi: Hvis jeg læser en bog, og dens ord gør min krop så kold, at ingen ild nogensinde vil være i stand til at varme den, så ved jeg, at det er poesi.
Poesi er kondenserede følelser og billeder, der siger mere end 100 andre, sirligt sat sammen for at gengive et præcist budskab. Poesien kan samle et billede for derefter at splintre det og udfordre din rationelle tænkeevne – eller bekræfte dig i samme ved at holde på en fast form.
Den kan brede sig ud i digre værker som Paradise Lost af John Milton eller samles skarpt og simpelt i haiku. Den kan sætte dig fri og løfte dig op blandt stjernerne – ligesom den kan trykke dig i siden med en humor, der er så praktisk, at du må opgive at være højtflyvende.
Filosoferer du over poesi, og hvad det er, poesien kan? Så læs videre og find inspiration i disse citater fra store personligheder – nogle af dem poeter.
En poets arbejde er at navngive det unævnelige, at udpege svindlere, vælge side, starte skænderier, forme verden og forhindre den i at falde i søvn.
    Salman Rushdie
Selv når poesi har en mening, hvilket den sædvanligvis har, er det muligvis uklogt at udtrække den … Perfekt forståelse vil sommetider nærmest udslette nydelse.
    A.E. Housman
En sand poet besværer sig ikke med at være poetisk. En gartner parfumerer heller ikke sine roser.
    Jean Cocteau
Et fortrin ved poesien, som kun få vil benægte: Den siger mere og med færre ord end prosa.
    Voltaire
Poesi er et materiale bestående af glæde og smerte og undren, tilført et stænk fra ordbogen.
    Khalil Gibran
Poesi er ikke at slippe følelser fri, men at undslippe følelser; det er ikke et udtryk for personlighed, men en flugt fra personlighed. Men, selvfølgelig, kun de der har personlighed og følelser ved, hvad det vil sige at nære ønske om at undslippe dem.
    T.S. Eliot
Poesi er kunsten at skabe fiktive haver med virkelige kryb.
    Marianne Moore
At publicere en digtsamling er som at kaste et rosenblad ned i Grand Canyon og vente på ekkoet.
    Don Marquis
Du behøver ikke at lide for at være digter; voksenlivet er tilstrækkelig lidelse for alle.
    John Ciardi
Digtere har været mistænkeligt tavse omkring emnet ost.
    Gilbert K. Chesterton
Digtere er mest interesseret i død og kommaer.
    Carolyn Kizer
Der er ingen penge i poesi, men der er så heller ingen poesi i penge.
    Robert Graves
Når det gælder erfaring – tja, tænk på hvor lidt nogle gode digtere har haft, eller hvor meget nogle dårlige digtere har.
    Elisabeth Bishop
At være digter er et af de mere usunde jobs – ingen regelmæssige arbejdstider og virkeligt mange fristelser!
    Elizabeth Bishop