Grænseløs litteratur

Vi lever i en tid, hvor grænserne er flydende både i forholdene virkelighed/fiktion og privat/offentlig. Jeg vil i denne artikel se på, hvordan denne grænseløshed udtrykker sig i litteraturen i dag, og på hvilken måde forfatterens personlighed spiller ind på litteraturen.
Skønlitteratur vil, selvom det er fiktion og dermed opfundet, uundgåeligt være præget af virkeligheden. Det er altid interessant at vide, hvorvidt forfatteren selv har oplevet de beskrevne oplevelser eller personer i en skønlitterær bog. Med andre ord, hvor meget af teksten der udspringer af forfatterens egen identitet og liv.
Med det menneskelige behov for orden har vi skabt de litterære genrer, som for eksempel en roman eller en biografi. Disse definerer, hvordan teksten skal opføre sig for at høre under den specifikke genre og dermed overholde den skjulte kontrakt mellem læser og forfatter.
Min påstand er, at der er en voksende tendens til at lade hånt om disse genreforventninger og især at nedbryde grænserne mellem forfatterens identitet og det skrevne værk.
Derudover spiller hele den teknologiske udvikling ind på forfatterens forhold til sin tekst, idet en forfatter ikke nødvendigvis mere er en isoleret skikkelse, der sidder på et koldt loftværelse og grifler med gåsefjerpennen eller klaprer på en gammel skrivemaskine med slettelak.
Med trådløst netværk, laptop, Iphone og hist op og herned cyberspace er der helt andre værktøjer, verdener og en grænseløs medieudvikling i gang for skribenter. Forfattere blogger med (kommende) læsere om hovedpersonens karakteregenskaber eller udgiver deres private e-mailkorrespondance som bog.
En forfatter og hans/hendes værker er derfor endnu mere end tidligere eksponeret i det offentlige (medie)rum. Gør dette litteraturen bedre eller dårligere?

Personlig udstilling eller ærlig fortrolighed?

Majse Njor og Camilla Stockmann er to journalister, der igennem et år skriver til hinanden via e-mail, hvilket ender op i bogen Charlie Hotel Oscar Kilo eller C.H.O.K.
E-mailkorrespondancen er meget personlig og har næsten karakter af en dagbog. Dog en dagbog med behov for et vidne og en læser.
De giver hinanden feedback på den svære kunst kaldet livet, og de formår mere eller mindre at skrive om det personlige på en så tilpas interessant og almengyldig måde, at et forlag mente, korrespondancen kunne sælges som trykt bog.
Njors (eks)mand Axel ved godt, at Njor er en offentlig kendt person, som tilmed skriver om sit personlige liv i sine bøger, så han må selv sætte sin grænse:

Njor skriver selv her, at hun ikke er bange for at bruge sig selv i sine bøger, men hun er samtidig også bevidst om, at hun indirekte også skriver om de mennesker, der er i hendes liv. Og hun er klar over dilemmaet i dette, men vælger alligevel at udgive teksterne offentligt.
Der er noget smukt og modigt ved at ville dele ud af sig selv i en livskrise, men bortset fra en delikat brug af humor og en intelligent samtidsreferering, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan bogen ville være blevet, hvis de havde brugt stoffet til at skrive en fiktiv bog i stedet.
Som den er nu (og tilmed placeret under biografier hos boghandleren) er det efter min mening lige på kanten til, at man føler sig placeret i en bus, hvor en person sidder og taler i mobiltelefon, meget højt og meget personligt.
Humoren bliver brugt som maske hen over det personlige, men alligevel kan jeg godt forstå moren til et barn, som går i samme børnehave som en af Njors døtre, når hun siger til Njor, at det er lidt mærkeligt at vide så meget personligt om hende gennem en bog.
Lidt afstand ville muligvis klæde teksten, men på den anden side så er det også tekstens ubønhørlige ærlighed, der fascinerer. Spørgsmålet, som her forbliver ubesvaret, og som måske har at gøre med personlig smag, er om bogen afspejler en ny litterær tendens, eller om den hører under segmentet for Se og Hør?

Alle kan blogge med

En modstridende pendant til denne åbne hudløshed er Internettets mulighed for at gå i anonymt skjul bag skærmen. Blooks (fusion af blog og book) er et fænomen, der er ved at bryde igennem i Danmark, men som har haft en voksende betydning i bogkredse i flere år i England. En blog på nettet vurderes af et forlag som havende litterære kvaliteter, eller måske rettere salgspotentiale, og udgives derfor som en rigtig bog.
Et dansk eksempel på dette er Spacemermaid. En blog-roman står der på forsiden, men man kan diskutere om roman er den rette etiket, da kvinden bag bloggen skriver om sit eget liv og derfor ikke fiktivt. Men måske mener forlaget, at anonymiteten gør teksten fiktiv?
Forfatteren var i dyb tvivl om, hvorvidt hun skulle beholde sin anonymitet fra Internettet, eller om hun skulle afsløre sin identitet, nu hvor hun skulle springe ud som rigtig forfatter. Som anonym havde hun kunnet skrive mere frit og personligt, men det handler vel også om at stå ved det, man skriver? Hun bloggede endda med sine læsere, om de synes, hun skulle afsløre sig!
Det var der meget delte meninger om. Nogle mente, at hendes anonymitet er en del af hendes succes, og andre mente, at hun skulle stå frem med navn, også fordi det ville øge hendes fremtidige muligheder som forfatter.
Den første mening får mig til at tænke på det sociologiske begreb Dream society, som udtrykker en tendens til at gå efter sine drømme, og at man altid kan blive en anden, end den man er. Her spiller Internettet en stor rolle.
Bagsiden ved dette er en manglende realitetssans og manglende fokus forstået på den måde, at i cyberspace hopper man bare videre, hvis man keder sig, og man kan gemme sig og behøver derfor ikke tage ansvar for sig selv og sine ord (medmindre man laver noget decideret kriminelt).
Spørgsmålet er, om denne kultur også påvirker den litterære kvalitet ved blooks?
Den anden mening er klart meget mere fornuftig og fremtidsfokuseret. Men måske er det rigtigt, at noget af stjernestøvet vil fordufte, eftersom hun i sidste ende stod frem med ansigt og navn? (Læs nærmere i artiklerne skrevet af Spacemermaid om, hvordan hun blev opdaget, i temaet Forlagsjagten her, og om hendes møde med pressen i temaet Den modige forfatter her.)
Internettets anonymitet er ikke det samme som at skrive under pseudonym efter min mening, men det er en anden snak.

Forfatterens eget liv – som fiktion

Knud Romer leger med fiktionens grænser inden for realismens selvbiografiske vægge i hans bog Den der blinker er bange for døden (se en mere detaljeret anmeldelse her).
Da han ligefrem har en specifik by, Nykøbing Falster, som omdrejningspunkt, mødte han stor kritik fra byens indbyggere, som mente, han var for udpenslende i sin beskrivelse af byens lidenhed og fordomsfuldhed.
Men Romer afviser kritikken; nok bygger bogen på hans barndomsoplevelser i byen, men den kategoriseres som fiktion/skønlitteratur og ikke en biografi. Ligeledes bruger han nogle magiske elementer i bogen, som overrasker læseren, fordi han derved i den grad leger med genrerne. Men det er også en delikat måde at lægge afstand til sin egen historie, som jo i høj grad er baseret på egne oplevelser.
Min påstand er dog, at denne afstand gør det muligt for Romer at gøre bogen mere interessant som litteratur, fordi han får mulighed for at åbne nogle døre, som ikke ville være mulige at åbne i en biografi.
Et eksempel på den klassiske private forfatter i den henseende er Peer Hultberg (1937-2007), som skrev de to selvbiografier: Selvbiografi og Brev til mor, da han var i 50’erne. Ingen vidste, at de eksisterede, indtil han kort før sin død meddelte sin forlagsredaktør, at han ønskede, de blev udgivet posthumt. Ikke af hensyn til de mennesker, han kritiserer i bøgerne, da de allerede var døde, men fordi han var et meget privat menneske, som holdt kortene tæt ind til kroppen.
Bøgerne afslører en masse hemmeligheder om Hultberg, som ingen andre vidste noget om, og overraskede selv de mennesker, der troede, de kendte ham. Så hvis han har brugt noget personligt stof i sine andre bøger, har han gjort det godt skjult af fiktionens slør.
Jeg mener, at det handler meget om forfatterens personlighed kombineret med tendenser i det omgivende samfund. Nogle har et større behov for at have sit privatliv i fred, mens andre nærmest har et behov for at dele ud af sig selv.
Ikke desto mindre ser jeg den sidstnævnte tendens som udpræget i nutiden og blandt forfattere født efter 1968. Gad vide om dette er påvirket af mediernes fokusering på det personlige og det dramatiske element i det almindelige liv hos almindelige mennesker. Tv-udsendelser som Robinson, Big Brother og talkshows har nok en skjult påvirkning her.

Hvem? Mig?

Det mest kontroversielle eksempel på at bruge eller ikke bruge sin personlige identitet i sin kunst er manden (den nu afdøde person Claus Beck-Nielsen) bag firmaet Das Beckwerk. Han er en art multikunstner og politisk projektmager, der leger med identitet og virkelighed.
At erklære sig selv død, og den deraffølgende anonymitet og identitetsløshed, kan måske sammenlignes med de ovenstående eksempler på Internettets anonymitet; dog på et helt andet indholdsmæssigt plan.
Han bruger andre personer (med navns nævnelse) og begivenheder fra virkeligheden direkte i sine bøger og kalder det fiktion. På den måde stiller han spørgsmål ved, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed, og hvor grænserne går; hvis der da er nogle grænser.
Men spørgsmålet er, om forbrugerne/læserne kræver, at litteratur bliver mere personlig og næsten privat, før det sælger godt, fordi det moderne menneske har et voksende behov for at kunne spejle og dermed genkende sig selv i kunsten?
Og hvad sker der så med en kunstner som Das Beckwerk, som jo er identitetsløs? Gør det ham så interessant på en anden måde, fordi det stadig handler om identitet, bare med modsat fortegn? Han sætter jo netop fokus på identitet ved at erklære sig selv død!
På en måde bliver hele hans liv en kunstudfoldelse, hvor han gemmer sig bag fiktionens slør. Men gennem hans bøger åbner han også indirekte for nogle vigtige spørgsmål om værdier, livssyn og begrænsningerne i personlighedens historie, som måske fjerner fokus fra det vigtige, nemlig teksten og hvad man kan udtrykke gennem det skrevne ord.
Man kan ikke løbe fra sin personlighed og sin egen historie, men man kan nemt komme til at smide barnet (den litterære kvalitet) ud med badevandet, hvis man ikke er bevidst om, hvad man vil og gør med sin tekst. Og bare bruger litteraturen som et narcissistisk projekt i det offentlige rum.
Du kan læse mere om, hvordan du konkret kan bruge virkeligheden i dine fiktive historier på en måde, der fremmer historien, herunder om faldgruber og kreative muligheder, i artiklen Virkelighedens personer og begivenheder (fra temaet Erindrings-, fantasi- og drømmemateriale her).

Minimalisme – litteraturens lille sorte

Modeverdenen har sine strømninger. Det har man også inden for litteraturen, for skiftende tider medfører nye skrivemåder, der afspejler, hvordan forfatterne tænker, og hvad der sker i samfundet og i verdenen. Realisme, modernisme, symbolisme, eksistentialisme – det er blot nogle af de betegnelser, der er blevet hæftet på tidligere tiders litteratur. Den seneste, som dækker over meget af nutidens litteratur, er blevet kaldt minimalisme. Hvad er minimalisme, og hvordan bruges det?
Første gang man anvendte begrebet var i 1960’erne, og man brugte det til at beskrive den måde, hvorpå kunstnere arbejdede med primært billeder og skulpturer. Det handlede om, at formen skulle være så simpel og enkel som overhovedet muligt. I forbindelse med litteratur blev betegnelsen taget op i 1990’erne, og Helle Helle bliver ofte nævnt som repræsentant for en minimalistisk stil.
Hus og hjem kan man opfatte som en del af et større eksperiment fra Helles side: Nemlig at antyde det maksimale via det minimale: Såvel den ydre handling som det indre drama nedtones kraftigt og indeholder kun det absolut nødvendigste – men uden at stilen bliver triviel. I stedet forøges læserens opmærksomhed på de små ting og antydningerne, og man tvinges til at indtage en næsten meddigtende position.
    Rie Petersen, stud.mag., i en anmeldelse fra Litteratursiden.dk her.
I denne artikel vil vi undersøge, hvordan minimalisme konkret udmønter sig.

Hvad er minimalisme?

Som det ses af det ovenstående citat om Helle Helle, handler minimalisme i litteraturen om at lade tolkningsmulighederne stå åbne for læseren, så denne kan udlede egne konklusioner af det læste.
Det kan være ret virkningsfuldt og give et helt andet indtryk end valget af en anden stil. Det ses tydeligt, hvis man sammenligner Helle Helle med en anden litterær udtryksform.
I det følgende vil vi derfor se nærmere på tekstuddrag fra Helle Helles minimalistiske roman Rødby-Puttgarten og J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe, som er en kendt repræsentant for en naturalistisk stil, der står i modsætning til minimalismen.

Hverdagens små dramaer

Meget kort fortalt handler Helle Helles Rødby-Puttgarten om de to søstre Jane og Tine, som bor i Rødby, hvor de begge arbejder på færgen, der sejler mellem Rødby og Puttgarten. Bogen handler ikke om en konkret hændelse, som fx en krimi, der har et eller flere mord som omdrejningspunkt, men bogen giver gennem en beskrivelse af dagligdags-begivenheder et indblik i søstrenes liv, deres baggrund og de mennesker og det samfund, som de er omgivet af.
Det valgte tekststykke er et tilbageblik på søstrenes barndom, hvor søsteren Tine og moderen er de centrale personer:

Når man nærlæser ovenstående, er det slående, hvor lidt man egentlig får at vide – og samtidig hvor meget, man faktisk erfarer! Pointen er, at man selv skal udføre arbejdet med at finde ud af, hvad der foregår. Man får ikke noget at vide om, hvordan personerne har det, fx at moderen er vred, frustreret, ulykkelig, men det kan man udlede af, at hun midt om natten står i stuen passiv, hvorefter hun sparker til en plante. Hvorfor gør hun det? Det må læseren selv tænke sig frem til. Man får heller ikke noget at vide om, hvordan Tine har det med at se moderen på den måde, men sætningen Tine skyndte sig tilbage i seng kan tolkes således, at hun nok er blevet forskrækket og bange og ikke har vidst, hvad hun skulle gøre.
Sådan er det også med dialogen mellem Tine og moderen dagen efter. Tine virker næsten insisterende i sit forsøg på at overbevise moderen om, at hun er en god mor. Hvorfor? Det kunne måske hænge sammen med, at hun har opfattet nattens hændelse som moderens utilfredshed med sig selv og med sit liv, og derfor vil Tine nu forsøge at trøste hende og gøre hende glad igen. Eller måske er hun bange for, at moderen er vred på hende, og derfor vil hun være en sød og god datter.
Det er ikke noget, læseren får direkte at vide. Tværtimod er sproget nøgternt og neutralt, og man kan finde tilsyneladende ligegyldige og banale oplysninger, fx lidt jord dryssede ud på gulvtæppet og Tine lagde mærke til, at hun havde lakeret sine tånegle. Men disse oplysninger er med til at iscenesætte begivenheden, og så er det op til læseren at bruge dem til at finde ud af, hvad der foregår, og selv om hændelserne på grund af det neutrale og nøgterne virker hverdagsagtigt og banalt, så er det i virkeligheden ret dramatisk. Man skal blot selv bruge sin fantasi og indlevelsesevne.
Det er en helt anden skrivestil end naturalismen, som vi skal se på nu.

Marie Grubbes deroute

J.P. Jacobsen var en af forfatterne i det såkaldte moderne gennembrud, som fandt sted i årene fra 1870 og frem til ca. 1890. Det moderne gennembrud var et opgør med den daværende strømning inden for litteraturen, romantismen, som nu blev anset for at være idylliserende og urealistisk. I stedet lagde man nu vægt på, at litteraten skulle skabe debat og give et retvisende billede af de forhold og de problemer, som fandtes i samfundet, blandt andet med hensyn til kønsroller og ægteskab.
Måden, man skrev på, var naturalistisk. Naturalismen var inspireret og påvirket af Darwins teori om, at mennesket nedstammer fra aberne og er styret af drifter og behov. Det kommer også til syne i J.P. Jacobsens roman om Marie Grubbe, som er en ung adelskvinde, der bliver gift med en mand fra egen stand, men han er ikke i stand til at tilfredsstille hende, og hun ender som færgekone, nu gift med en mand, som kan give hende det, hun har brug for. Marie Grubbe var med andre ord ikke en umoralsk eller ynkværdig kvinde, men hun var underlagt sine naturlige og medfødte behov.
Det følgende tekststykke handler om, at borgerne i København hører rygte om, at svenskerne har indtaget Korsør, og at der er udbrudt krig:

Sproget afspejler situationens alvor: Brugen af udråbstegn signalerer panik og hævede stemmer, ord som Helvedslarm, Jamren og Malmstrøm giver indtryk af voldsomme følelser og konstant bevægelse, folk, der styrter rundt mellem hinanden, råbende, gestikulerende. Fornemmelsen af panik betones yderligere ved sammenligningen med husene, som symboliserer det normale, det hverdagsagtige, det rolige og faste, og det skaber en kontrast.
Ved at skrive på denne måde placerer J.P. Jacobsen læseren midt i begivenhederne, så man nærmest føler, man er til stede, og han sørger for at gøre læseren opmærksom på, hvad man skal se, og hvad man skal udlede, fx når han henviser til den gamle mand, der er askegrå i ansigtet, og som hamrer på muren med knyttede næver. Man kan se ham for sig og næsten føle hans fortvivlelse og angst.
Der er med andre ord tale om følelses- og værdiladede ord, der griber læseren, og det er meget malende. Som læser er man ikke i tvivl om, hvordan personerne har det, og hvordan situationen ser ud.
Dette står i modsætning til tekststykket fra Rødby-Puttgarten, hvor tolkningen af situationen overlades til læseren selv, ligesom valg af ord og selve beskrivelsen af situationen er meget mere neutral.
Man kan udtrykke det således, at hvor naturalismen er direkte og anvisende, skal man i minimalismen læse mellem linjerne.

Minimalisme – hvordan?

Som det ses af ovenstående sammenligning, er der altså stor forskel på, hvordan man som forfatter forholder sig til at skulle beskrive en given situation, og ikke mindst hvordan læseren skal forholde sig til situationen.
Hvis man som forfatter ønsker at gøre brug af den minimalistiske stil, hvordan kan man så gøre det i praksis?
Det er vigtigt at være opmærksom på de ord, man bruger, særlig adjektiverne, som er med til at skabe en beskrivelse. Fx er et adjektiv som askegrå meget sigende og signalerer sygdom og fortvivlelse, hvis man bruger det om en person. Hvis man ønsker at skrive minimalistisk, skal man nedtone brugen af sådanne meget værdiladede ord, og i stedet være mere knap med oplysningerne.
Et godt eksempel på dette er Helle Helles sætning: Tine skyndte sig tilbage i seng. Handlingen i sætningen kunne være uddybet, fx med beskrivelse af at Tine var bange (hjertet hamrede i takt med de hastige fodtrin) – i stedet for at lade læseren fornemme dette mellem linjerne.
Et andet eksempel fra bogen, som illustrerer forskellen på referat og minimalisme er, når Helle Helle skriver: … hun stod lænet op ad dørkarmen med en cigaret i hånden og håret ned af ryggen. I princippet kunne man sige det samme med sætningen: hun stod ved dørkarmen og så trist ud. Dette ville være et referat, og læseoplevelsen er en helt anden. I den første sætning får man som læser et billede på nethinden, som leder den konklusion, at hun er trist, i den anden sætning er det en objektiv oplysning.
Med andre ord – Show it – don’t tell it. Det har i mange år været skrivestilen inden for journalistikken og findes også i litteraturen, hvor man øger sine chancer for at blive udgivet, hvis man skriver levende og billederigt. Minimalisme er også en form for Show it – don’t tell it-skrivestil, blot er det mere indirekte, og lader det være op til læseren at tolke.
Læs mere om Show it – don’t tell it-stilen i artiklen Vis alt – men kun det yderst nødvendige (fra temaet Tekster, der ånder liv her).

Minimalisme – hvorfor?

Et afsluttende spørgsmål er, hvorfor minimalisme er godt at bruge. Svaret er, at det er heller ikke sikkert, at det er tilfældet! Som forfatter er man selvfølgelig påvirket af de tendenser, der rører sig i litteraturen generelt set, men som med så mange andre overvejelser, er det vigtigt, at man tænker over, hvad der er formålet med ens tekst:
Hvad vil man gerne sige, dvs. hvad er budskabet? Måden, man skriver på, har indflydelse på budskabets tolkning, og derfor skal man være opmærksom på, hvordan man skriver hvad, man vil udtrykke.
Hvad er forfatterens personlige holdning til det budskab, og vil han/hun gerne overbevise, eller blot beskrive? Fx vil en naturalistisk stil være mere voldsom og påpegende end en minimalistisk, og som forfatter skal man være opmærksom på, hvordan ens læser vil opleve dette.
Det fører naturligt til spørgsmålet om, hvem modtagerne af teksten er? Hvad er deres forudsætninger og deres forventninger? Hvad skal deres oplevelse af teksten være – skal de gribes, skal de gyse, skal de oplyses, eller underholdes? Nogle mennesker vil gerne gribes, identificere sig, beruses af sanselige beskrivelser, mens andre foretrækker det stilfærdige, neutrale. Det vil påvirke dem, hvordan deres læseoplevelse er, og det vil igen have indvirkning på, om de er modtagelige for det budskab og det formål, som teksten har.
En helt anden ting er, hvordan man som forfatter selv er. Ens personlighed har også betydning for, hvordan man skriver, og det er ikke sikkert, at det falder naturligt at skrive minimalistisk, hvis man i øvrigt har en helt anden måde at kommunikere på.
Med andre ord er der mange ting i spil, når man som forfatter sætter sig ned og går i gang med skrivearbejdet, og så er det ikke sikkert, at man skal skrive i en minimalistisk stil – selv om det er dét, der er oppe i tiden. Men det kan være en mulighed, hvis det er dét, man har lyst til, og det passer til dét, man gerne vil udtrykke!

Hvis dit liv var en bog, ville du så læse den?

Du kan komme til at skrive om dit liv, så det rykker noget for andre. Du skal bare vide hvordan. Læs denne artikel og bliv klogere på, hvordan du gør dine tekster vedkommende for andre gennem realismens værktøjer.

Du er god nok, som du er!

Nirvanas omkvæd Come as you are fra 1991 kunne være refræn for den ny- og socialrealisme, der indtog scenen i 1970’erne og 80’erne. Her er ikke særlige krav om et fint og svært sprog. Det er ikke formen, det kommer an på. I ny- og socialrealismen er sproget hverdagsagtigt, og emnerne er hentet fra det daglige liv.
Det gjorde genren til et godt sted at begynde for 70’ernes nye forfattere, og det gør den fortsat til et godt sted at begynde for nye forfattere i dag.
Her kan alle, der gerne vil skrive, men mangler et egnet emne, byde ind med oplevelser fra deres eget liv. Hverdagen er god nok at skrive om, ja, faktisk handler det om almindelige menneskelige erfaringer i socialrealismen.
I denne artikel vil jeg tage dig på en tur med tilbage til tiden omkring 1970’erne og 80’erne for at undersøge, hvad der var på spil. Hvorfor skulle man høre om skilsmisser, menstruation og havregrød i litteraturen? Og hvorfor kan netop ny- og socialrealismen gøre os klogere på, hvordan vi selv kan skrive bedre om vores eget liv?

Den sociale indignation

Realisme er normalt en betegnelse for den vifte af kunstretninger, der beskæftiger sig med den fysiske virkelighed.
Ud af disse forskellige realismer træder socialrealismen frem som en retning, hvor den sociale virkelighed har afgørende betydning. Den sociale virkelighed og særligt den ubalance og uretfærdighed, der finder sted mellem mennesker i det klassedelte samfund.
Inden for socialrealismen er grundopfattelsen nemlig, at uretfærdighed ikke udspringer så meget af det enkelte menneskes bevidste ondskab som af samfundets organisering. Man betragter det industrielle produktionsapparat som den kraft, der former samfundets struktur. Denne struktur indebærer, at der er en overklasse, der forvalter produktionen og udvinder en økonomisk fortjeneste på bekostning af nogle andre – underklassen, arbejderne.
Dette vækker en stærk harme hos kunstnere i forskellige perioder. Og de går til angreb på denne struktur, ikke med geværer og blodig kamp, men med deres kunst. Socialrealismen i 1970’erne er på den måde et våben for mange kunstnere og rækker tilbage til tidligere tiders sociale harme. Derfor kaldes den også nyrealisme.
Ny- og socialrealismen står både i gæld til naturalismen i 1880’erne, hvor kunstnere i ord og billeder skildrede hverdagen for samfundets fattigste for første gang, og til 1930’erne socialrealisme, hvor forfattere fra de øverste samfundslag skildrede den sociale uretfærdighed i de laveste klasser.
I 70’ernes ny- og socialrealisme skildrer mellemklassens forfattere de dybe problemer, der følger med at leve i et moderne samfund. På samme måde som i naturalismen og socialrealismen i 30’erne udspringer deres tekster ofte af en stærk vilje til at ændre på social uretfærdighed hos fx udsatte grupper som kvinder, ensomme og fattige. Og det gør forfatterne ved at pege på, at det er samfundets organisering af produktionen – med alt hvad der følger af klassedeling – der bestemmer, hvordan den fysiske virkelighed former sig og opfattes.

Det nye mellemlags intimsfære

At ny- og socialrealismen kommer på banen i 1970’erne betyder, at litteraturen renses for den svært tilgængelige modernisme. 60’ernes mytisk eksistentielle fortællerum forlades til fordel for realistiske samtidsskildringer af mellemlagsdanskerens virkelighed. I centrum står nu den realistiske og let genkendelige miljø- og personbeskrivelse.
Et typisk eksempel kan læses i Den indre by af Dea Trier Mørch:

Når den nye erfaring fra mellemlagsdanskeres virkelighed skildres, tager de ny- og socialrealistiske forfattere udgangspunkt i deres egen konkrete hverdag. Ny- og socialrealismen skildrer livet på midten, som forfatterne kender det fra sig selv, og de er som regel solidariske med de personer, der skildres i bøgerne. Hensigten er at give læseren mulighed for indsigtsfuld selverkendelse og forståelse af sin egen situation i identifikationen med værkernes personer.
Som et centralt eksempel står Anders Bodelsens novellesamlinger Drivhuset og Rama Sama fra 1965 og 1967 – begge lidt før 70’erne, men i højeste grad socialrealistiske. De handler begge om almindelige mennesker i samfundets mellemlag og deres hverdag, hvor karriereræs, forbrugerisme og parforholdsproblemer bliver taget op. Bodelsen vil vise os de samfundsskabte roller og de konflikter, vi oplever at have, fx på arbejdet.
Et andet eksempel er fra romanen Den hårde frugt af Tage Skou-Hansen. Her handler det om det nye liv i forstaden anno 1970, hvor hjem og arbejde adskilles radikalt. I følgende uddrag kommenteres dette nye velfærdsliv af hovedpersonen Holger Mikkelsen:

Den nyrealistiske roman skriver her om en samfundstendens og spejler sin læsers behov for kritisk at forstå sin nye virkelighed som første-generations-mellemlagsdansker i pendulfart mellem satellit-boligen i forstaden og arbejdet i bykernen.
Blandt undtagelserne fra reglen om, at det er mellemlagets børn, der skriver om sig selv i socialrealismen, står Christian Kampmann, der skriver om en borgerlig families liv og dens sammenbrud i bl.a. Gregersen-tetralogien. Til trods for at miljøet er overklassens miljø, handler det dog stadig om samtidsskildringer med særligt fokus på relationer mellem mennesker. Og konkret prøver Kampmann at få bearbejdet forholdet til sin egen fjerne far, i det han skriver.

Hvorfor skrive realistisk?

Grundlæggende handler ny- og socialrealismen om at skrive om det liv, der leves fra dag til dag – for at vise noget generelt om samfundet. Ny- og socialrealisterne lader samtidskulisserne blive synlige og bruger ofte en dokumentarisk journalistisk form for at fastholde aktualiteten.
I dag skriver mange blogskribenter også dokumentarisk fra deres eget liv for at slå nogle generelle pointer fast om dagligdags ting, som fx parforhold, rygning og fodbold. Dette er en enkel måde at begynde at skrive om sit eget liv på.
Selv om alle mennesker i det moderne samfund har individuelle synsvinkler på virkeligheden, er nogle temaer imidlertid genkommende. Det gælder både for skribenter i dag og for 70’ernes forfattere.
Blandt de genkommende temaer i 70’erne var som sagt mellemlagets konflikter – fx konflikten mellem arbejde og privatliv og mellem jeg’et og de roller, vi spiller. Man begyndte at skrive fra den virkelighed, man stod i, og det betød, at miljøer, der førhen ikke var fine nok til at skrive om, kom på dagsordenen. Fx kernefamilien, arbejdspladsen og udkantsområdet.
Nogle miljøer, som litteraturen aldrig før havde beskæftiget sig med, blev nu centrum for romaner. Fx skriver Tage Skou Hansen om konkurrencesportens verden i Medløberen fra 1973, Erik Aalbæk Jensen skriver om Nordjylland, hvor der foregår en del egnsudvikling i Sagen fra 1971, og Poul Ørum skriver om politikorpsets arbejdsmetoder i en række politiromaner.
Pointen er her, at man kan bruge sin dagligdag, sin interesse, sit bosted og sit arbejde som udgangspunkt for at skrive en hel roman.
Mange kvindelige forfattere begyndte også at tage udgangspunkt i livet som kvinde, i det de skriver. Det vil sige, beskæftige sig med emner som forholdet mellem mænd og kvinder, med fokus på ulighed, familie, børn, graviditet, fødsel og seksualitet. Det gælder fx Ulla Ryum, Dorrit Willumsen, Suzanne Brøgger, Vita Andersen og Dea Trier Mørch.
Dorrit Willumsen skriver fx i En værtindes smil om ønsket om at være perfekt:

Hun skriver her om noget, de fleste kender – hvem har ikke ønsket at være sådan én med tjek på tingene, når man har gæster? Alligevel er det langt fra en dagbog fra hendes eget liv. Måske har hun selv gjort erfaringen engang, men for at skrive om den, har hun lavet en historie om en anden person end hende selv.
Det, der ligner en dagbog, er på den måde en gennemtænkt historie, hvor der er tænkt over personer, plot og den måde, der skrives på. Den dagbogsagtige stil er valgt til formålet. Og formålet er her at bruge det lille liv som prisme for det store liv, samfundets liv – her hvordan vi i det moderne samfund måles på præstationer i de roller, vi har, fx værtinderollen.
Vores individuelle, personlige liv bliver i socialrealismen interessant – men ikke kun i sig selv. Det er mit lille liv i krydsfeltet mellem den private og den offentlige sfære, der bliver interessant i 1970’erne.
I Bente Clods debutbog fra 1975, Brud, forklarer hun sin baggrund for at skrive som kvinde sådan her:

Nutidens realisme

Hvor er ny- og socialrealismen i dag? Ja, selv om det sociale engagement er et andet, kan man finde den realistiske måde at skrive på hos så forskellige forfatter som Katrine Marie Guldager (Nu er vi så her), Jakob Ejersbo (Nordkraft), Christian Jungersen (Undtagelsen) og Jens Ove Knausgaard (Min kamp).
Men også andre genrer er kommet til og bruger nogle former, der minder om socialrealisme, fx Andrea Hejlskovs – en facebookbiografi, Charlotte Heje Haases blogroman-trilogi, for slet ikke at nævne Nynnes dagbog og andre chick-lit-udgivelser.
Generelt kan man sige, at nutidens realisme i disse udgivelser også behandler levet liv, men gør det mere fra et individuelt perspektiv, hvor det er op til læseren at skabe den store fortolkning.
En blog-roman er fx oftest skrevet på et behov for at ytre sig om sit liv og sine erfaringer, for at den nutidige læser skal kunne reflektere over sine egne dilemmaer – men adskiller sig fra 70’ernes litteratur ved ikke at være underlagt en samlet bestræbelse på, at man som forfatter distancerer sig fra sine erfaringer og fortætter dem i et kunstnerisk udtryk.
Nutidens realisme – som den ser ud i de udgivelser, der er i familie med de sociale medier – har på den måde generelt det ærinde at gøre forfatterens erfaringer relevante for andre ved at skrive om dem på en måde, der er lige ud af posen. Ærlighed fylder meget i nutidens realisme, der griber tilbage til den bekendelsestradition, som også var en del af 1970’erne og 80’ernes litteratur.

Og til dig, der skriver

At skrive om sit eget liv kan gøres på mange måder. At skrive realistisk er et godt sted at begynde og ny- og socialrealismen kan inspirere dig til at gøre dit eget liv vedkommende for andre. Konkret gør den det ved at stille skarpt på, hvor dit private liv krydser det store fællesskabs liv.
Teksten kan fx tage udgangspunkt i situationer, hvor du som menneske føler dig personligt klemt i en samfundssituation. Fx et arbejde, hvor du bliver tvunget til at gå imod din egen samvittighed og det, der er bedst for alle, pga. frygt for mobning.
Et tænkt eksempel kunne være et plejehjem, hvor normen er en hård tone og en overfladisk arbejdsindsats – noget, man som medarbejder kan være tvunget til at indgå i. Her vil det personlige dilemma – skal jeg følge normen og forbryde mig mod min etik og andre menneskers velbefindende eller ej? – afspejle en skyggeside af samfundet, som er aktuel for vældig mange mennesker.
Andre mulige emner kunne hentes fra situationer, hvor en eller flere personer føler et ubehag over tingenes tilstand. Det kan være alle slags situationer. Men her er nogle idéer: At være syg, at være pårørende til en syg, at være arbejdsløs, at være nybagt forælder, at være misbruger, at være single, at være ulykkelig, at være … du kan selv fortsætte.
Imidlertid er det vigtigt, at teksten er almen, og at man har gjort en indsats for at løfte temaet over det strengt personlige. Fx kan det blive meget indforstået, hvis man refererer gamle konflikter før den aktuelle eller skriver meget specifikt om et bestemt sted, uden at det tjener et andet formål end at være beskrivelse i teksten. Eller på anden måde gør den meget personlig og dermed smal.
Det gælder om at hæve sig lidt over sit eget følelsesmæssige engagement i problematikken og spørge sig selv: Hvad kan andre have glæde af? Hvad ville gøre historien universel og give den bred appel?
En måde at gøre dette på er at forme sin fortælling som en gennemtænkt historie, hvor der – ligesom hos Dorrit Willumsen – er tænkt over personer, plot og den måde, der skrives på. Den måde, man skriver om virkeligheden på, skal være valgt til formålet – ligesom den dagbogsagtige stil var det i En værtindes smil – og fremhæve de ting ved situationen, som giver den universel betydning.
Lige dér i krydsfeltet mellem din egen erfaring og samfundets problemer vil der nemlig være noget, der er vedkommende og vigtigt – for dig, men også for en masse andre mennesker. Ved at ramme det krydsfelt bliver din erfaring vigtig for dine kommende læsere, og det er jo det, det hele drejer sig om: At ramme noget hos nogen.
Har du erfaringer, du gerne vil give videre eller sætte til debat, så grib pennen og del ud!

Fang dine læsere – skriv impressionistisk

Impressionisme er en meget kendt stilart inden for både malerkunst og litteratur, som formår at skabe stemninger og fange publikums opmærksomhed. Tilskueren og læseren standser op, bliver nysgerrig og vil vide mere. Som forfatter er det jo lige netop det, man gerne vil have – man vil gerne fange sit publikum og få dem til at læse videre. Denne skrivestil bruges stadig af kendte forfattere i dag. Så hvad går impressionismen ud på, og hvordan bruger man den i praksis? Læs her bl.a., hvordan du på en fængslende måde kan vise, hvem en person i din historie er, samt hvilke egenskaber, følelser, tanker osv., som han eller hun har.
Monets åkander – hvem kender ikke dem? De smukke blomster, som ligger i vandoverfladen og spejler sig, et lidt flimrende indtryk, ligesom når man står i det skarpe solskin og har svært ved at se tydeligt, men man i stedet oplever konturer og farver.
Stilen opstod omkring 1870, hvor også forfattere gjorde brug af den. Den er stadig relevant at forholde sig til, fordi mange nutidige forfattere bruger elementer fra stilen i deres værker, og fordi den kan give god inspiration til, hvordan man kan skrive, så læseren bliver grebet af en historie.
Derfor vil vi i det følgende se på, hvad impressionisme er.

Fokus på handlinger!

Impressionisten tror, at det menneskelige Følelsesliv med al dets tusendfoldige Sammensathed er et endeløst og altfor uredt Garn. Han strækker magtløs Vaaben overfor denne gaadefulde Blanding af bevidst og ubevidst, af villet og viljeløst. (…) Al denne »Dvælen« og disse mange »Overvejelser« vil kun arte ud til de lange og uendelige Vidtløftigheder, hvor »det sidste« dog altid smutter bort mellem vore Hænder – ogsaa fordi vore Ord, naar det drejer sig om Skildring af det subtile menneskelige Følelsesliv, ikke naar saa langt en Gang som selve vor fattige Erkendelse. De er paa denne gyngende Grund for plumpe og bliver blot tunge siddende i Mudderet.
Ordene er Herman Bangs. De er fra et brev, han skrev i 1890 til journalist og forfatter Erik Skram, som havde ytret sig negativt om impressionismen, og i brevet forsvarer Bang, hvorfor impressionismen efter hans mening er den mest rigtige måde at skrive på.
Pointen er, at menneskets sjæleliv er så uudgrundeligt, og at der foregår så meget psykisk, at det ikke lader sig beskrive. Det er simpelt hen for svært, og også for den enkelte selv kan det være svært at sætte ord på, hvad man tænker og føler, og hvordan man egentlig har det. Så hvordan skulle man som forfatter kunne forklare andre menneskers bevæggrunde, motiver, følelser, m.m.? I bedste fald er det meningsløst, i værste fald misvisende og forvirrende.
Spørgsmålet er, hvordan man beskriver en person, således at man som læser får et indblik i, hvordan personen er, hvilke egenskaber, følelser, tanker, osv., han/hun har?

Beskrivelse af det sete

Svaret er ifølge Bang, at man som forfatter – i stedet for at forsøge at skrive om følelser, tanker, hensigter, osv. – fokuserer på at skrive om det, som lader sig observere udadtil. Som Bang udtrykker det:

Med andre ord, ligesom de impressionistiske malere maler det, de ser og ud fra det gengiver konkrete synsindtryk, bør man som forfatter skrive om det, som man udefra kan se. Og det, man kan se, er handlinger og gerninger, og det er dem, som kan bidrage til at forklare, hvordan en given person er. Som tidligere nævnt lader det mentale sig nemlig vanskeligt beskrive med ord og siger i virkeligheden ikke ret meget, fordi psyken er påvirket af både bevidste og ubevidste strømninger, som ikke altid er retvisende for en persons karakter.
Hvad betyder en holdning, som den Bang giver udtryk for, mere konkret i forhold til en impressionistisk stil?

Den neutrale fortæller og den fortolkende læser

Først og fremmest betyder det, at den alvidende fortæller forsvinder og i stedet bliver erstattet af en beskuer, som videreformidler sine indtryk til læseren.
Dermed er der intet autoritært, vurderende, analyserende eller forklarende ved forfattergerningen. Disse ting overlades til læseren, som på baggrund af de informationer, som han eller hun får af forfatteren, danner sig sin egen mening om, hvad der foregår i en historie, og hvordan personerne skal forstås ud fra de handlinger, de foretager sig, de ting de siger, hvordan de opfatter forskellige situationer osv.
En anden konsekvens er, at der lægges meget vægt på enkelte øjeblikke og situationer, som bliver beskrevet sanseligt, sådan som de umiddelbart opfattes, evt. af én af personerne i den givne historie. Altså igen ligesom malerne, der gennem farver og maleteknik viser det øjebliksbillede, de har af fx åkanderne i vandoverfladen i det skarpe sollys.
På en måde kan man sige, at impressionismen repræsenterer den måde, som mennesker lever deres dagligdag på: Vi lever i en række øjeblikke, som vi opfatter via sanseindtryk, og på den måde danner vi os meninger og fortolkninger. I tilfældet med den litterære impressionisme er forfatteren vores bindeled til de forskellige øjeblikke – den, som giver os de sanseindtryk, vi skal bruge for at skabe vores meninger og fortolkninger.
Dermed står impressionismen i modsætning til eksempelvis ekspressionismen. Hvor impressionismen tilstræber objektivitet og behandler det ydre, handler ekspressionismen om, at forfatteren udtrykker sig subjektivt med udgangspunkt i et indre følelsesliv og beskriver verden, sådan som en given person i historien ser den. Resultatet er ofte farverigt, voldsomt og forvrænget og ikke umiddelbart genkendeligt for andre, fordi der netop er fokus på en indre tilstand.
Et eksempel på ekspressionisme er Tom Kristensen:

Uddraget er fra romanen Hærværk, og her oplever vi som læsere, hvordan personen har det: Der er heftige farver, som opleves påtrængende og voldsomme, bygninger og ting, som nærmest har menneskelige karakteregenskaber, og indtrykket er hast, jag, uro, kaos. Som læser fornemmer man rastløshed, rodløshed, kaos og heftig aktivitet, og det sker via en subjektiv beskrivelse, for rent objektivt set kan elektriske pærer jo ikke skinne mystisk, og en lysavis kan ikke jage langs et tag. Det er en indre forestillingsverden, der formidles sprogligt til læserne.

Show it – don’t tell it!

I impressionismen er forfatteren altså objektiv og ikke-vurderende, og overlader det som tidligere nævnt til læseren at udlede konklusioner af det fremstillede.
Det kan være ganske effektfuldt i forhold til at vække læserens interesse, fordi hans/hendes fantasi bliver stimuleret, og han/hun bliver nysgerrig. Det er fx det, en forfatter som Helle Helle bliver meget rost for – at hun ikke siger for meget, men i stedet beskriver personer og scener, som læseren derudfra kan danne sig sine meninger og forståelser ud fra. Denne inspiration fra impressionismen bruger hun meget i sin i øvrigt minimalistiske skrivestil, som du kan læse mere om i artiklen Minimalisme – litteraturens ‘lille sorte’ (se anden artikel i nærværende tema).
Spørgsmålet er så, hvordan man skriver impressionistisk i praksis?

Scener fra dagligdagen

Som nævnt er handlinger vigtige, og det er forfatterens opgave at beskrive dem objektivt, som om der var tale om en fotograf, der via sit kamera registrerer, hvad der kan ses og høres i en given situation.
Man kan dermed sige, at forfatteren i stedet for at fortælle, hvad der sker, skal vise. Ligesom journalister og forfattere, der arbejder efter princippet show it, don’t tell it: I stedet for at lave en udførlig redegørelse for, hvad der skete, så lad fru Olsen selv vise, hvor forfærdeligt det var, da hendes lille gravhund blev overfaldet og bidt ihjel af naboens store rottweiler.
Du kan læse mere om Show it – don’t tell it-stilen i artiklen Vis alt – men kun det yderst nødvendige (fra temaet Tekster, der ånder liv her).
I den forbindelse kan man også som forfatter tænke i scener og øjebliksbilleder – dvs. lade læseren opleve forskellige situationer uden forudgående forklaringer og via spring fra det ene øjeblik til det andet. Det vil betone indtrykket af, at læseren får lov at være til stede, som læseren også ville være det i virkeligheden, uden indblanding fra en alvidende fortæller.
For som oftest er det jo sådan, at vi oplever forskellige situationer ufiltreret og uden at have en bestemt forforståelse af, hvad der foregår. Det er overladt til os selv at finde ud af, hvad der foregår, hvis vi fx stiger på et tog, og der sidder en mand og en kvinde i kupeen og skændes højlydt med en anden mand i en DSB-uniform.

Replikker og dialog

En god ide er også at lade personerne tale for sig selv. Det vil sige, gøre brug af replikker, som skifter mellem personerne. Den måde, en person taler på, og den måde en dialog foregår på, siger nemlig meget om en persons væremåde, karakter, egenskaber osv., ligesom dialogen mellem flere personer kan indikere, hvad der foregår mellem personerne.
Det er i den forbindelse værd at overveje, hvor meget man som forfatter skal skrive mht. hvem, der siger hvad. Læsningen kan blive forstyrret, hvis der hele tiden står … sagde han, Peter svarede …, Hun sagde …, osv. Tværtimod understøtter det oplevelsen af en her-og-nu-situation og en objektiv fremstilling af virkeligheden, hvis replikkerne står ubearbejdede og ukommenteret, ligesom de ville gøre, hvis læseren i den virkelige verden overhørte samtalen mellem personerne.
Man kan også vælge at bruge koreografi som en måde til at vise udefra, hvad der foregår i en persons indre. Koreografi vil sige, at man beskriver en handling, som foretages i forbindelse med en replik. Fx:
Elsker du mig? Hans spørgsmål hang i luften, mens han lod håndtagene glide ud af hænderne, så taskerne endte på gulvet med en dump lyd.
Selvfølgelig elsker jeg dig, det ved du da. Hun vendte ryggen til ham og gik over til vinduet. Hvor er det dejligt, at solen skinner i dag. Hun begyndte at nippe visne blade af potteplanten, der stod i vindueskarmen.
Ud over at sproget bliver lettere, og teksten dermed bliver mere læsbar, er fordelen ved koreografi, at metoden kan være med til at understrege replikkens betydning, for som man siger: Handling kan sige mere end tusind ord.
Læs mere om koreografi i artiklen: Tale er sølv – handling er guld (fra temaet Personer og replikker, der fungerer her).

Indre dialog

Ud over den ydre, observerbare dialog og de replikker, der ytres i den forbindelse, er der også den indre dialog. Mon ikke de fleste mennesker kender det, at man i sine tanker taler med sig selv, overvejer og analyserer, forsøger at finde ud af, hvad man vil osv., som om man havde en reel samtalepartner?
Denne indre dialog fortæller også, som den ydre, meget om en person og dennes tanker, følelser og tilstand, og som forfatter kan man bruge dette element som en måde at beskrive sine personer på.

Impressionisme – en evig aktuel skrivestil

Selv om impressionismen opstod i 1870’erne, er stilen stadig aktuel og anvendelig i dag. Det er den, fordi den som tidligere nævnt er en god metode til at drage læseren ind i historien, og fordi den lader læseren opleve historien på en virkelighedstro måde – det vil sige, læseren bruger sine sanser og analytiske sans, ligesom han eller hun ville gøre det i den virkelige verden.
Stilens anvendelighed ses ligeledes af, at forfattere i dag har stor succes med at bruge elementer fra den, fx en anerkendt og prisbelønnet forfatter som Helle Helle, sandsynligvis på grund af netop de ovennævnte kvaliteter ved stilen.
Derfor er der al mulig grund til som forfatter at eksperimentere med stilen, hvis man har mod på det, fx ved at tage kurser og/eller ved at læse impressionistiske forfattere og lade sig inspirere af deres måde at skrive på.

Modernismen – den vilde tiger bag ligusterhækken

Skjulte og fortrængte drifter. Mennesker som maskiner, og ting med følelser. Kaos, forvirring og usikkerhed. Muligheden for at skabe en ny verden, og faren for fortabelse. Deacute;t var, hvad modernismen handlede om, og det medførte en hel ny måde at skrive på: Opgør med vante normer, og eksperimenter med form og indhold. Læs her om, hvad modernisme er, hvorfor stilen stadig er aktuel i dag, og hvordan du bruger den i din skrivning.

Nye tider, nye vilkår …

Anden Verdenskrig ændrede verden på mange måder. Nye magtforhold i det politiske liv, både i de enkelte stater og på globalt plan. Tiderne var vanskelige, samtidig med at der var stort behov for at lægge fortiden bag sig og komme videre.
Det var ensbetydende med stor usikkerhed, men det betød også indledningen til en ny verdensorden, der for alvor blev tydelig i 1960’erne: Ændrede måder at leve på, nye sociale normer, voksende velstand, øget forbrug, og dyrkelsen af ungdommen. Der var både optimisme på grund af de forbedrede levevilkår og flere muligheder for det enkelte individ, men også stor forvirring, fordi alting var så nyt, og intet var prøvet før.
Det betød også ændringer i litteraturen i forhold til, hvad forfattere skrev om, og hvordan de gjorde det. Modernismen, som perioden blev kaldt, var et brud med tidligere tiders emner og stil. Nu gjaldt det ikke længere om at beskrive og beklage vanskelige levevilkår for fattige befolkningsgrupper, som man fx havde gjort det i mellemkrigstiden, hvor forfattere som Martin Andersen Nexø og Hans Scherfig skrev om sociale problemer og forskellige samfundsklassers sammenstød. Nu var tiden en anden, og hos forfattere opstod der et behov for at skrive om det enkelte individ i en verden præget af kaos og ændrede levevilkår og betingelser.

Mennesker bag den pæne facade

Det sås blandt andre hos forfatteren Villy Sørensen. I sin debutbog, som var en samling af noveller, skrev han i historien Tigrene om menneskers trang til det pæne og velordnede, og hvad der kommer ud af at undertrykke det, som ikke passer ind i det veltilpassede: I en by begynder der en dag at dukke tigre op, som opfører sig truende og vil fodres, og som besætter indbyggernes huse. En mand får til opgave at slippe af med tigrene, og det lykkes for ham og direktøren for Zoo at fange dem og låse dem inde i bure. Men det ender med, at folk begynder at savne tigrene, og de bliver sluppet fri igen.
På den måde skriver Sørensen om et samfund og om mennesker, der ikke er meget for at vedkende sig det grimme og dystre, men at det er nødvendigt at finde en balance mellem det gode og det onde for at kunne leve et tilfredsstillende liv.

Maskiner, teknik og fare for fremmedgørelse

Også Klaus Rifbjerg gjorde sig gældende, i hans tilfælde særligt inden for lyrikken, og også hans valg af temaer afspejlede den nye verdensorden. Industrisamfundet var på sit højeste, og maskiner og teknik havde gjort sit indtog i alle aspekter af menneskets liv, både på arbejdspladsen og i hjemmet. Det gjorde livet lettere, men mange digtere anså det også for problematisk, fordi man risikerede at blive tabt i denne svært forståelige tekniske verden, der betød, at mennesket skulle indordne sig nye måder at tænke på. Intet var, som det plejede at være. Samtidig var det dog også meget fascinerende – så det virkede både farligt og dragende …
Det sås bl.a. i Klaus Rifbjergs digtning, når han skrev om sammenstødet mellem mennesket og teknologien, det naturlige og bløde og det kunstige og hårde, kolde. Fx kommer det frem i nogle digte med meget sigende titler som Røntgen, Terminologi og Jern, hvor han tydeligvis er blevet inspireret af de opfindelser og den diskurs, der brød frem i denne periode.

… og nye udtryksmåder

Men ikke blot temaerne i litteraturen var nye og præget af de vilkår, som man nu levede under og med. Også den måde man skrev på, ændrede sig.
Hvor sproget og formen hos forfatterne i fx mellemkrigstiden havde været præget af det virkelighedsnære og naturtro, ville de modernistiske forfattere det anderledes. En forfatter som Villy Sørensen blandede det hverdags- og det eventyragtige og skabte dermed grobund for en særpræget stil, som undrede læserne. Fx i Tigrene, hvor han lod helt almindelige mennesker i en helt almindelig by blive invaderet af vilde tigre, som flyttede ind i folks huse. Ikke særligt realistisk, men meget symbolsk.
Også Klaus Rifbjerg var nyskabende. Fx kunne han finde på at menneskeliggøre ting og lade dem fortælle, som når han lod en sæbe fortælle om sit liv:

Unægteligt noget nyt at lade en ting opføre sig menneskeligt, noget man ellers plejede at anse for at være neutralt og intetsigende. Samtidig kunne Rifbjerg finde på at beskrive noget, man traditionelt set havde identificeret med følelser og menneskelighed, som en maskine, nemlig når han skrev om hjertet som en hastig metronom mod et ribben.
Man kan sige, at han på den måde byttede om på den måde, man sædvanligvis havde tænkt og opfattet verden: At teknik kunne være menneskeligt, og noget menneskeligt kunne være teknisk. Det illustrerede på sin vis den forvirring og forandring, som foregik, og som medførte en slags opgør med tidligere tiders livsførelse og tænkemåder.
Du kan læse mere om både Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg og modernismen generelt i Litteraturens veje af Johannes Fibiger og Gerd Lütken.

Modernisme – hvordan?

Modernistisk litteratur stiller krav til sine læsere, fordi det ikke altid umiddelbart er muligt at genkende det, der skrives om, eller man forundres over den måde, ting og mennesker bliver beskrevet på. Men det kan også skabe stor læseglæde, netop fordi man som læser har mulighed for at skabe sine egne billeder og tolkninger, og for hver gang, man læser, kan finde noget nyt, alt afhængig af tidspunkt og humør. Næsten som at kigge i et kalejdoskop, hvor farver og mønstre konstant ændrer sig. Så hvorfor ikke forsøge at skrive modernistisk?

Symbolisme

En novelle som Villy Sørensens, der handlede om vilde dyr, som pludselig dukkede op i almindelige menneskers liv og krævede deres plads i samfundet, virker umiddelbart uigenkendelig og underlig, for hvad er det nu for noget? Tigre, der går rundt og knurrer og flytter ind i folks huse? Det er overhovedet ikke realistisk, men meget virkelighedsfjernt!
Ved nærmere eftertanke giver det alligevel meget god mening: Tigrene som symbol på menneskets underliggende drifter, som ikke bliver tilgodeset i et samfund, der er præget af fokus på det pæne og velordnede. Det er egentlig bare en anden måde at skrive en kritik eller advarsel om eller en opfordring til at komme overens med de mere dunkle sider af livet, personligheden og tilværelsen, så der ikke opstår ubalance og dermed grobund for problemer. En implicit metode, der overlader det til læseren selv at tolke, hvad historien betyder. Det vil sige, at læseren bliver aktiveret og draget ind i historien ved at skulle tage stilling til, hvad der foregår. Det kan være en måde at skabe interesse og få ham/hende til at blive ved med at læse, fordi teksten opleves spændende eller pirrende – man vil finde ud af, hvad der foregår!
Du kan også gøre dette. Tænk på, hvordan dine drømme er og brug dem som inspiration: Ofte er drømme jo et forvirrende kaos af forskellige elementer, som er en sær sammenblanding af tanker, følelser, oplevelser, mennesker, man har mødt osv., men som regel er der jo en eller anden fornuft i dem. Det er underbevidsthedens måde at bearbejde indtryk og begivenheder. Novellen om tigrene kunne faktisk godt være noget, man kunne drømme – de vilde, farlige dyr i en ellers almindelig hverdag. De fungerer som et symbol på noget andet og mere håndgribeligt, men som det ikke altid er muligt – eller hensigtsmæssigt – at sætte ord på.
I det hele taget er symbolik oplagt at anvende. Den kan bruges, når vi gerne vil sige en masse, men på en mere subtil måde – som når tigrene er symbol på drifter og uerkendte behov, der ikke passer ind i den måde, vi ellers har indrettet vores liv på. Tænk på, hvad du gerne vil sige, og hvordan du kan gøre det på en indirekte måde: Hvad kan symbolisere de ting, der sker i din roman eller novelle? Læs mere om symbolismen og dens virkemidler i artiklen Symbolismen – det sjælelige gennembrud (se sjette artikel i nærværende tema).

Når den ene tanke fører den anden med sig

Normalt siger man: Det ene ord fører det andet med sig i betydningen, at vi hurtigt bliver ført fra emne til emne i en samtale, bare ved at tale. Ja, i en overophedet diskussion kan man ligefrem komme til at sige noget, man senere fortryder, fordi man bliver grebet af ordene og situationen.
Det samme gør sig faktisk gældende med tanker. Uden at tænke over det (!) kan den ene tanke lede til den anden: Gad vide, om jeg skulle skifte frisør, Jennifer Aniston har lækkert hår, gid mit var lige som hendes, jeg kunne for resten godt tænke mig at se den nye film om Dirch Passer, mon Christina vil med, jeg skal huske at købe en gave til hende, jeg skal også huske at købe ost, jeg skal nå at købe ind i morgen, deacute;r skal jeg også til møde med Hanne og Lars, bare det går godt, jeg er lidt nervøs, og også lidt sulten, hvad skal vi have at spise i aften … Og så videre.
En af de mest kendte bøger og mest vanskelige at læse, er Ulysses af James Joyce. Grunden til, at den opfattes som svært tilgængelig, er, at den handler om en enkelt dag og om en enkelt persons tankestrømme. Og da de kan virke fuldstændigt tilfældige og kaotiske, er de også svære for en udenforstående – læseren – at følge med i, om end de kan være ganske meningsfulde, hvis man giver sig tid til at sætte sig ind i personens tanker.
Du kan prøve at bruge den samme metode ved at skrive dine tanker ned, sådan som de kommer til dig. Det kan være, at de ikke kan bruges, sådan som de umiddelbart er, men de kan give dig inspiration og ideer. Prøv evt. forskellige associationsmetoder. Du kan fx få en anden person til at sige et ord, som du skal svare på med det første, der falder dig ind, hvorefter den anden person siger et ord som svar på det, som du igen skal svare på, osv. Det kan sætte gang i tankerne og skabe billeder og ideacute;er, som du kan bruge i din skrivning og i din historie. Fx kan ordet rød føre til: passion – mord – blod – hospitaler – helikopter – måger – en blæsende dag ved Vestkysten – sommerhus – Anne Ancher – en ulykkelig kvinde klædt i hvidt – en død mand i et badekar – et lille hus i en skov – et spisebord dækket op til seks personer – en lille dreng, der græder.
Du kan læse mere om Ulysses og andre modernistiske værker i artiklen De utilgængelige modernister af Brian Hjære Andersen her .

Hjerte rimer på … metronom!

Klaus Rifbjerg legede med sproget ved at danne nye sammenhænge mellem ord og begreber, der ellers ikke blev opfattet som naturligt hørende sammen. Fx når hjertet, som ellers blev anset for stedet for følelser, pludselig blev til en støt arbejdende maskine. Det giver en overraskende virkning, fordi læseren bliver fanget af den uventede sammenkobling, som skiller sig ud fra den normale tankegang og opfattelse af virkeligheden.
Den overraskende virkning kan du også skabe ved at sætte ord sammen på nye måder og bruge gamle metaforer i andre sammenhænge, end de normalt anvendes i.

Modernisme – hvorfor?

Det kan være, at du spørger, hvad du egentlig skal bruge det her til. Modernismen blev trods alt født ud af en tid, som nu for længst er svunden. Så hvorfor beskæftige sig med en stil, som hører en anden tid til?
Fordi modernismen bærer præg af noget, som stadig er aktuelt i dag: Hersker der ikke stadig kaos og forvirring i vores liv? Er vi ikke stadig underlagt hastigt ændrede vilkår og nye tanker, oplevelser og krav? Får vi ikke hele tiden at vide, at vi skal være fleksible og omstillingsparate? Set i det lys giver det god mening at lade sig inspirere af en stil, som både emnemæssigt og formmæssigt kan illustrere vores samfund og vores levemåde.
Desuden: En modernistisk stil kan være udfordrende for læseren og stiller krav. Alt efter hvem din læser er, kan det være netop dette, som får ham/hende til at læse videre. Måske er der noget, der vækker genklang. Måske er det nysgerrigheden, der bliver pirret. Og det er jo netop det, som du er interesseret i.

Symbolismen – det sjælelige gennembrud

Har du tænkt på, hvilken stil du skriver i? Skriver du digte? Vil du noget andet end realisme og minimalisme? Ønsker du ånd og sjæl i det, du skriver? Så er symbolismen måske en retning, du skal udforske! I denne artikel vil jeg behandle symbolismen i dansk litteratur med udgangspunkt i historien og symbolistiske tendenser i dansk digtning. Jeg vil vise, hvordan litteraturen svinger mellem hovedstrømningerne realisme og symbolisme. Læs denne artikel for at blive klogere på disse begreber og lære, hvordan du selv kan bruge symbolismen i dine egne digte.

Hvad er symbolisme?

Symbolisme er en kunstnerisk stilperiode i Europa og Danmark fra 1890 – 1910. I litteraturhistorien er perioden blevet kaldt meget: senromantik, det sjælelige gennembrud, det lyriske gennembrud og det moderne sammenbrud. Den første betegnelse refererer til romantikken i starten af 1800-tallet, og de efterfølgende spiller på stilperioden lige inden, naturalismen, som også kaldes det moderne gennembrud efter Georg Brandes’ bog, Det moderne Gjennembruds Mænd. Med symbolismen kommer der igen fantasi og følelser ind i litteraturen.

Historien bag

For at forstå symbolismen må vi først en kort tur omkring naturalismen. Omkring 1890 er Danmark og Skandinavien solidt placeret på det litterære Europakort. Jacobsen, Bang, Ibsen og Strindberg er navne, der er kendt langt ud over Skandinaviens grænser. Pariserne strømmer til, når Strindbergs eller Ibsens kønspolitiske stykker spilles, og der er blevet lagt mærke til, at Nora smækkede med døren. Det nordiske er ligefrem kommet på mode og opfattes som eksotisk og farligt. Den skandinaviske litteratur er på få år avanceret til at være førende i den æstetiske og kulturelle udvikling og er for en gangs skyld med til at sætte dagsordenen i Europas kulturelle centre.
Men et kunstnerisk program, der bliver en succes, mister nødvendigvis noget af sin oprørske kraft. Man kan på en måde sige, at det moderne gennembrud sejrer sig ihjel. Brandes selv skifter kurs over nogle år og introducerer den tyske filosof, Nietzsche, i Danmark. Han får stor betydning for moderne litteratur, kunst og filosofi de næste mange årtier.
En række unge, danske forfattere er også begyndt at tænke i andre baner. Med Brandes’ egen tilbagetrækning er sporet åbent og frit i nye retninger end de tidligere udstukne.
Sophus Claussen har fortalt om den frustrerende oplevelse, det var at være ung forfatter i den generation, der kom lige efter Brandes og de første gennembrudsforfattere. En slags datidens NÅ-generation. Der var ikke rigtig noget at komme efter for de unge, nu da visse typer kritik ikke længere var ny, farlig og udfordrende.
Men de unge digtere finder faktisk originale temaer. De søger nemlig indad. De opdager, at der efter det moderne gennembrud er et helt andet felt, som har ligget brak: det indre landskab, sjælen. Mens der blev sejret udadtil, har man mistet dybde og originalitet indadtil. Mens man har bekymret sig om kunstnerens sociale samvittighed, har man glemt hans sjæl og ånd og aflivet både Gud og Satan.
I de næste år sætter en række unge digtere sig for at genindføre begge i litteraturen. De går i spidsen for et sjæleligt gennembrud, der nok er moderne, men som ikke er materialistisk, og som hverken tror på fornuften, Brandes eller Darwin. De starter et tidsskrift kaldet Taarnet, som tydeligt viser, at de stræber opad, og som bliver forum for de nye teorier.
Grundlagt og redigeret af Johannes Jørgensen udkommer det første nummer den 20. oktober 1893. Det symbolistiske manifest bliver nedfældet af Johannes Jørgensen i det andet nummer, hvor han i debatform redegør for, hvad den nye stil og det nye livssyn indeholder: Den sande kunstner bliver derfor nødvendigt symbolist. Hans sjæl genkender bag de timelige ting den evighed, hvoraf hans sjæl er udsprungen (…) Virkeligheden bliver for ham kun en højere verdens symbol.
I kredsen omkring Taarnet slår Nietzsches filosofi for første gang igennem i Danmark i en lidt bredere kreds. Han ser det som sin store opgave i filosofien at rive ned. Hans praksis er en aktiv nihilisme. En tro på, at man må rydde grunden, så der intet er tilbage af de gamle tankesystemer, før man kan begynde at bygge op igen. Nihilisme betyder netop en tro på nihil, intet. Men han tror ikke på Intet af ligegyldighed og pessimisme. Han tror på Intet som et stadium på vejen mod en genopbygning af en ny moral.
Det, symbolisterne kan bruge fra Nietzsche, er hans syn på kunstneren. Kunstneren er den, der bærer bud om en ny verden, og denne verden er netop en verden, der er dybere end de flade ånder begriber.
Kredsen omkring Taarnet har hverken fastdefineret form eller program. De dominerende i kredsen – Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg – har vidt forskellige livssyn. Men de samles om at være imod indskrænkningen af kunsten til kun at omfatte virkeligheden. De er enige om, at virkeligheden opleves subjektivt og er dybere end som så. Hver sjæl oplever verden på sin måde.
Hvor prosaen og specielt romanen var realismens store genre, vender man sig nu mod lyrikken. Det sjælelige gennembrud bliver også lyrikkens gennembrud. Man deler romantikkens forestilling om en verden, der er delt i noget højere og noget lavere. Symbolisterne søger dog ikke uden videre Gud som billede på det højeste. De søger mere indad i sig selv og indad i byverdenen, der viser det dybe og ideale midt i en smudsig hverdag. Verden er blevet moderne, og det sjælelige gennembruds forfattere er bymennesker. Hele storbyens spraglede liv, hæslighed, druk og sindssyge bruges som poetisk materiale.
Man skal til Paris, der ubetinget er det 19. århundredes hovedstad. Her har man længe dyrket hverdagens sammenstød mellem højt og lavt og byens brutalitet. Her findes en lyrik, som bliver til stor inspiration i resten af Europa. De to største navne er Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud. Med dem kan man sige, at poesien bliver moderne.
Baudelaire er den første, der skriver om det moderne livs særlige skønhed. Han afskaffer ikke skønheden, men finder den på gaden og i bordeller, hvor han lokker en særpræget skønhed ud af det hæslige.
Også de danske symbolister tager den moderne verdens kaos til sig. Her findes skønheden og hæsligheden lige ved siden af hinanden, og de er ofte to sider af samme sag. Her bliver Gud og Satan to sider af samme sag, og kunstneren får samme syn på sit arbejde, som gadepigen eller arbejderen har det: Man er til salg på den moderne verdens markedsplads. Hvor alt kan fås, og alt kan mistes. Kvinden bliver nu en farlig og dragende heks, og sproget når nye højder med de bevidste stilbrud og blandingen af forskellige udtryk og sanser.
I sammenligning med resten af Europa er symbolismen ikke ret udbredt i Danmark, og har heller ikke samme ekstreme karakter. Blandt de danske forfattere er Sophus Claussen, Johannes Jørgensen, Viggo Stuckenberg og Helge Rode. Johannes V. Jensen er berørt af retningen, men ikke udpræget symbolist. Sophus Claussen er den af danskerne, der er nærmest knyttet til den franske symbolisme. I hans lille digt Verbena illustreres nogle af de nævnte træk:

Digtet beskriver et erotisk forløb, der kulminerer i, at en ny verden fødes. Den centrale figur er en kvinde, en muse, men navnet peger også i en anden retning: Verbena = Verbum = Ord. Det er ordet, der er det forløsende, som digtet fortæller om, og den nye verden, der skabes, er et fantasiens rum. Digtet antyder samtidig den centrale konflikt hos de symbolistiske digtere. Kunsten og virkeligheden lader sig ikke forene for dem. Ved den konsekvente hengivelse til fantasien afskærer de sig fra et almindeligt menneskeliv. Det er bl.a. den konflikt, der ligger til grund for dyrkelsen af forfaldets skønhed. Det halvt opløste, tilgroede, lastefulde, som er fortrængt fra det almindelige hverdagsliv dukker op som poetiske motiver.

Litteraturens strømninger

Litteraturen er altid præget af strømninger. To hovedstrømninger har domineret den danske litteratur siden Georg Brandes og Det Moderne Gennembrud i 1870’erne: realisme og symbolisme. Man kan tale om, at den danske litteratur overordnet har penduleret jævnt mellem de to ismer gennem de sidste 140 år.
Realistisk litteratur vil afbilde eller imitere verden så realistisk som muligt. Samfundsmæssige problemer og sociale vilkår sættes til debat, som vi kender det i Jeppe Aakjærs Jens Vejmand. Aakjær afspejler og kritiserer samfundets sociale ulighed. Du kan læse mere om socialrealistisk stil og virkemidler i artiklen Hvis dit liv var en bog, ville du så læse den? (se tredje artikel i nærværende tema).
Den symbolistiske litteratur har et andet sigte. De sociale ydre vilkår er ikke så interessante, men det indre liv er temaet. Hvor den realistiske litteratur har det konkrete og fysiske i centrum, beskæftiger den symbolistiske litteratur sig med det metafysiske: Alt ydre gemmer ubetinget på noget indre. Den nære forbindelse mellem kunst og det sjælelige er helt central i symbolistisk litteratur. Symbolisten opfatter samtiden som en krisetid, og de stående motiver er ensomhed, forladthed, træthed og splittelse. Der regnes med en overnaturlig, oversanselig verden bag den synlige verden.
Modsætningen mellem realisme og symbolisme kommer også til syne på et formmæssigt niveau. Realistiske forfattere bruger oftest romanens form, hvor symbolistiske forfattere foretrækker lyrikken.
Digtets form er verset. Vers betyder ‘at vende sig’. Det symbolistiske digt er ikke, som den realistiske roman, en ligefrem fortælling, men et indadvendt, snoet værk med æstetikken for øje. Du kan læse mere om lyrikken og dens virkemidler i temaet Digterens stærkeste tips her.

Symbolismen i dag

Polspændingen mellem de to ismer er stadig relevant. I 1940’erne opstod tidsskriftet Heretica, hvor det metafysiske og symbolistiske var i centrum. Men allerede i 1950’erne blev det anklaget for at være umoderne og reaktionært af realistiske og kulturradikale som Klaus Rifbjerg. Man ønskede det metafysiske ud af litteraturen, og det slog for alvor igennem med de socialrealistiske forfattere som Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup i 1960’erne og 1970’erne. I 1980’erne begyndte nye digtere at tage afstand fra socialrealismen og havde atter det klare mål at tematisere det metafysiske. I denne gruppe findes bl.a forfattere som Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen.
Den konstante pendulering mellem realisme og symbolisme i litteraturen er interessant, fordi den også er et billede på menneskets vilkår. Spændingen mellem realisme og symbolisme, prosa og vers, det ligefremme og det snoede, det fysiske og metafysiske er modsætninger, ethvert menneske må forholde sig til, da det er summen af både fornuft og længselsfuldt begær. I digtsamlingen Ild og tal fra 1996 skriver Morten Søndergaard:

Han sætter tydeligt ord på polspændingen mellem de to ismer.

Skrivetips

Hvis du som lyriker nu føler en trang til at skrive symbolistisk, er her et par tips:

1. Læs symbolistisk lyrik af de ovennævnte forfattere for at blive fortrolig med og inspireret af stilen.
2. Skift fokus fra en objektiv affotograferende virkelighed til en subjektiv. Du skal som digter være en seer, der fra din sjæls dybde videregiver virkeligheden i symbolsprog.
3. Dit ordvalg skal være udsøgt, da det skal skabe stemning, fx ordmusik, versrytme, billedsprog (læs mere om lyrikken og dens virkemidler i temaet Digterens stærkeste tips her).
4. Anvend slørede, følsomme udtryksformer, fx sælsom, underlig, det var som om.
5. Brug abstrakte billeder til at udtrykke en ideacute; eller stemning.
6. Brug evt. ordgentagelser, som kan virke overtalende.
7. Prøv at skrive en tekst på en objektiv måde for derefter at omskrive den til symbolisme, hvor du projicerer dine følelser og stemninger ud i tekstens landskab med en undertone af sorg og forgængelighed.

Er du blevet bare en smule nysgerrig efter læsningen af denne artikel, så prøv stilen af, leg med formen og brug symbolismen til at udvide dine digte til også at indeholde det metafysiske. Du kan få flere tips til at skrive symbolistisk i såvel prosa som lyrik ved at læse artiklen Modernismen – den vilde tiger bag ligusterhækken (se femte artikel i nærværende tema).

Eksistentialismen – mennesket, ansvaret og meningsløsheden

Det er svært at være menneske. Det har litteraturen og kunsten slået fast mange gange. Kim Larsen sang disse ord i Avenuen, og en figur hos Storm P. udtalte de samme ord, hvortil en anden svarer: Ja, men prøv alligevel. Eksistentialismen rører ved nogle centrale aspekter af menneskelivet og sætter vanskelighederne i fokus sammen med det ansvar og den meningsløshed, som ifølge eksistentialismen fletter vores liv til et tæppe, der enten luner os eller – hvis vi lader tæppet være hullet – ikke beskytter os. Denne artikel gennemgår de eksistentialistiske begreber samt stilartens baggrund og fortæller dig, hvad forskellen på eksistentialisme og et drama eller socialrealisme er. Albert Camus’ Den fremmede og F.M. Dostojevskijs Spilleren kommer under lup og giver dig otte spændende skrivetips, som du kan bruge i din eksistentialistiske skrivning.
I disse år med krise i forskellige dele af menneskehedens eksistens i mange dele af verden – den økonomiske, den klimamæssige, den politiske og sociale – bærer mange nok på en drøm om at gøre tingene på en helt anden måde for at leve mere autentisk. Tanken om at gøre noget trænger sig på, fordi den gamle måde at leve på helt tydeligt har nogle svagheder. For nogle er den helt meningsløs.
I den situation bliver det naturligt at vælge noget andet ved at træde ud af den grå mængde og tage ansvar for det liv, man lever. Andre lammes af angsten for forandringerne, og endnu andre ser slet ikke en anden udvej, men lever i en vis forstand ubevidst og fortsætter i den gamle trædemølle uden at reflektere over det. Hvad den enkelte end vælger, er der hjælp at hente i litteraturen, for mange forfattere har haft tanker, der kan inspirere.
Eksistentialismen har også et bud og behandler de nævnte livsomstændigheder – meningsløsheden, angsten, ansvaret eller den ubevidste renden rundt i det samme. Denne stilart handler om at prøve alligevel, som figuren hos Storm P. udtrykte det, eller at vise, hvad der sker, når man ikke gør.
Med eksistentialismen i hånden kan du i din skrivning sætte fokus på din version af virkeligheden og vinkle begreberne på din måde. Du kan bruge stilarten til både at sætte spot på tendenserne i et samfund og til at fokusere på menneskelivets vilkår, for disse to er ganske tæt knyttet. Fælles for dem er, at de fortæller om vilkårene for hele menneskegrupper i et samfund eller i hele verden – ikke kun enkeltpersoner. Dette vender artiklen tilbage til senere. Det er dog nyttigt for den videre læsning at have i baghovedet allerede her, at eksistentialismen fokuserer på menneskelivets forhold set generelt og i det store perspektiv.

Den historiske eksistentialisme

Eksistentialisme er en retning inden for kunsten. Den opstod i Frankrig i 1940’erne, hvor verdenskrigene og deres følger var tæt på, og spredte sig hurtigt til resten af Europa. Eksistentialismen var på mange måder en reaktion på krigens barbari, der fik verden til at føles meningsløs. Desuden var de traditionelle livssyn – fx kristendommens – gået mere eller mindre til grunde, og det gjorde sit til at udbrede følelsen af, at livet var uden en objektiv mening.
I eksistentialismen opfattes verden som grundlæggende meningsløs – en meningsløshed, der gør mennesket angst. Angsten kan føre til handlingslammelse, men også til at mennesket kan vælge at træde i karakter og skabe en mening gennem sine handlinger. Således forsøger eksistentialismen at genoprette og rekonstruere et meningsfyldt univers ud fra et begreb om den menneskelige frihed i handlingen. Ifølge eksistentialismens vigtige talsmand i 1940’erne og 50’erne, Jean-Paul Sartre, kan det enkelte individ komme overens med meningsløsheden og angsten i sin egen tilværelse gennem det frie, bevidste valg. Gennem valget påtager man sig ansvaret for sine handlinger og undslipper derved den ufrie, ubevidste vanetænknings indflydelse.
Hermed bliver begreberne angst og det frie, bevidste valg udgangspunkt for både den eksistentialisme, der anvender et gudsbegreb (Søren Kierkegaard, Karl Jaspers og Gabriel Marcel) og den ateistiske eksistentialisme (Jean-Paul Sartre og Martin Heidegger).
Ved siden af en digter som F.M. Dostojevskij (1821-1881) er det særligt Søren Kierkegaard (1813-1855) og Friedrich Nietzsche (1844-1900), der regnes som eksistentialismens fædre. De var begge livsfilosoffer i den forstand, at de var mere optaget af personlige end af videnskabelige sandheder. Begge understregede menneskets grænseløse ansvar og det store spring mellem, hvad vi faktisk er, og hvad vi burde være. For dem begge er den filosofiske sandhed snarere en opgave end en korrekt indsigt.
At eksistentialismen opstod i 1940’erne og 50’erne er som sagt en klar reaktion på krigen, men også på den kultur-trend, der kom lige før: 30’ernes socialrealistiske opfattelse af mennesket som et produkt af arv og miljø. En opfattelse, der – ifølge eksistentialismen – i sin yderste konsekvens kan føre til, at mennesket opfattes som offer for nogle udefrakommende omstændigheder, dvs. uden frihed, valg, ansvar og skyld. Men at være menneske er for eksistentialisterne ideelt set at være ansvarlig. Derfor er eksistentialistiske værker ikke socialrealistiske – de har et helt andet syn på menneskelivets vilkår.

Eksistentialismens litteratur

Eksistentialistiske forfattere tæller særligt de franske forfattere Albert Camus og Jean-Paul Sartre, hvor den sidstnævnte blev retningens talsmand. Men før disse spillede den russiske forfatter F.M. Dostojevskij en stor rolle for udviklingen af fransk eksistentialisme. Født ind i en turbulent tid i Ruslands historie oplevede han at blive dømt til døden og benådet på et hængende hår. Denne oplevelse mærkede ham for livet – og hans litteratur.
I Danmark var det i årene 1948-1953 tidsskriftet Heretica, der samlede de eksistentialistiske kræfter, først og fremmest: Thorkild Bjørnvig (1918-2004), Karen Blixen (1885-1962), Ole Wivel (1921-2004), Martin A. Hansen (1909-1955), Poul La Cour (1902-56), Bjørn Poulsen (1918-2000) og Erik Knudsen (1922-2007).
Ordet Heretica er beslægtet med ordet kætter og hentyder til bladets ideologiske oprør mod bestemte holdninger – især 30’ernes socialrealistiske, marxistiske, kulturradikale, funktionalistiske og freudianske, fornuftstyrede overbevisninger. Tidsskriftet reagerede også mod 30’ernes realistiske prosa og samfundskritiske hensigt. Man krævede ny respekt for kunsten og poesien, specielt den lyriske form, der betragtedes som et udtryk for en dybere erkendelse af virkeligheden.

Albert Camus’ Den fremmede

Lad os gå tilbage til nogle af eksistentialismens rødder. Blandt de franske forfattere er det især Albert Camus, der rager op. Selv vægrede han sig mod at blive kaldt eksistentialist, men særligt hans roman Den fremmede bliver ofte set som en beskrivelse af tilværelsen, som den så ud for denne generation. Meningsløsheden findes i både indholdet og i det meget distancerede sprog.
Romanen handler om Meursault, der lever et helt almindeligt liv. På første side af bogen bliver han kaldt hjem til sin mors begravelse. Allerede her bliver det klart, at han ikke er en følelsesladet person, for han reagerer ikke med sorg eller chok, men konstaterer bare, at han er i tvivl, om hun døde den ene eller anden dag, fordi telegrammet ikke nævner det. Han har ikke besøgt hende meget på plejehjemmet, for så ville han gå glip af sine fredelige søndage, men han tager derhen for at få overstået vigilien og begravelsen. Han ønsker ikke at se hende i kisten, men ryger og drikker café au lait og småsover ved kisten i løbet af natten. Lettelsen indfinder sig, da han kan tage hjem.
Dagen efter går han ud med en pige, som han bl.a. ser en komedie med, inden de dyrker sex. Der er ingen sorg i ham. Da hun senere spørger, om ikke de skal giftes, indvilliger han, fordi det vil gøre hende glad, men han tror ikke, han elsker hende, og det siger han og nævner, at han også ville have sagt ja til en anden pige. En skummel person, Raymond, er en af hans bekendte. Denne beskyldes for at være alfons, men påstår at arbejde i et varehus. Raymond får Meursault til at skrive et kærlighedsbrev til Raymonds ekskæreste, så han kan lokke hende i kanen, og når hun er tændt, vil han råbe af hende og fortælle, hvor led hun er, fordi hun (måske) har været ham utro. Fortælleren standser det ikke, da han hører Raymond tæske pigen. Pigens bror, en araber, vil hævne sig, og det kommer til et opgør på en strand, men ingen dør. Da Raymond er gået, vender fortælleren tilbage til stedet, og araberen er også kommet tilbage. Heden får det til at slå klik for fortælleren, og han skyder araberen, først ved et tilfælde fordi aftrækkeren går af, men så sender han flere patroner ind i ham.
Og her kommer et vigtigt omdrejningspunkt til udtryk: Meursault er upåvirket af drabet ligesom af alle de andre begivenheder. Han angrer ikke og reagerer ikke på at være indespærret i fængslet, andet end at det plager ham at være frataget muligheden for sex og cigaretter. Som tiden går, lærer han at undvære det.
Under retssagen føler han, at han ikke har nogen plads der, for han får ikke lov at sige særligt meget. Han føler, at alt er meningsløst og absurd. Det er et cirkus, der foregår uden for ham. Han får en dødsdom, og først der begynder han så småt at reagere, men stadig præger det rationelle ham. Han finder det nærmest flovt, at han kan reagere på meningsløshed, for det er der jo ingen mening i. Meursault indser, at han aldrig er gået op i noget, fordi han altid har mærket den mørke vind fra døden ude i fremtiden, og for ham kan intet være så vigtigt som døden. Det forfladiger resten af livet, men nu hvor døden ånder ham i nakken, begynder han at værdsætte livet – han føler, han er klar til at begynde livet på ny.
Et særligt tvist i historien, der understreger meningsløsheden, er, at han faktisk bliver idømt dødsstraf, fordi han ikke har følelser – ikke så meget pga. drabet. Juryen kan ikke forstå, at han ikke græd over morens død, og at han kunne være i selskab med en alfons, som han endda hjalp. Hele tiden vender anklageren tilbage til, at han ikke græd ved morens død, og at han omgås de forkerte (som altså her kun tæller ét menneske). I sidste ende er det hans personlighed og mentalitet, der sender ham til guillotinen, ikke mordet. Inden retssagen fik han flere chancer for at angre og derved slippe med nogle års fængsel, men angre kan han ikke, da han ikke føler noget.
Meningsløsheden kommer bl.a. frem i kraft af, at han skal henrettes pga. sin rationelle person, og i kraft af at han reelt ikke kan få indført et ord under retssagen, selvom det er hans liv, den drejer sig om. Han erkender, at universet er ligeglad med, hvad der sker med ham, og det giver ham en slags fred og ven i sorgen, at universet er lige så ligeglad med det ene og andet, som han selv er.
Gennem denne historie, hvor en tilfældighed udløser et mord, fortælles der om et menneske, der konfronteres med sin skyld og til sidst træder i karakter i kraft af de helt nye holdninger og følelser, der dukker op. Erkendelsen er enorm mod slutningen, og derved kommer ansvaret ind i billedet. Meningsløsheden er grundlæggende i centrum og bærer hele udviklingen hen mod erkendelsen af ansvar og hans træden i karakter. Denne meningsløshed udtrykkes fx af de manglende følelser og holdninger; den tilfældige forlovelse; det tilfældige venskab med Raymond, som han ikke rigtig kan lide men tåler, fordi han ikke har andet at lave; det tilfældige mord; og dét, at han sendes til guillotinen pga. sin personlighed og mentalitet, fordi samfundet ikke vil have borgere som ham. Meursault føres bogstaveligt talt ud på en blind vej, fordi samfundet ikke forstår ham, og fordi han ikke føler nok for samfundet (symboliseret ved bl.a. hans forlovede, ofret og dennes søster). Endelig er der tale om en vis genoprettelse af meningen – for Meursault selv – da han erkender sit eget ansvar. Han slipper også sin angst for døden, fordi han forstår, at han altid har været lykkelig med denne natur og stadig er det. Meursault bryder fri fra den ufrie, ubevidste vanetænknings indflydelse i livets sidste stund.
Bemærk alle de kursiverede ord. Det er ord og begreber, som tidligere i artiklen blev beskrevet som centrale for eksistentialistisk litteratur. Her kan du se, hvordan de passer ind i Camus’ roman.
Fokus for begreberne kan varieres i noget nær det uendelige, fordi nye temaer kan tages under behandling og ses igennem andre briller. Det er værd at huske, at for Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche var den filosofiske sandhed en opgave, man løste i livet, mere end en korrekt og endegyldig indsigt.

Dostojevskijs Spilleren

Eksistentialistisk litteratur kan variere behandlingen af begreberne, fx ved at der på ét af punkterne ikke sker den store udvikling, eller at det ikke er hovedpersonen, der opnår indsigt. På den anden side hænger begreberne godt sammen ud fra eksistentialismens verdens- og menneskeforståelse, så helt undværes kan de ikke, hvis en historie skal være klassisk eksistentialistisk.
En måde at nedtone et par af begreberne på samt vise, hvad der sker, hvis man ikke når til en ægte erkendelse, kan ses af det næste eksempel.
I F.M. Dostojevskijs Spilleren er meningsløsheden meget klart til stede, fordi alle de vigtige personer i bogen spiller, indtil de ikke har flere penge, hvilket går mod al fornuft og ansvar. En gammel og rig dame, der først kritiserer de andre for at spille, ender fx med selv at blive bidt i en sådan grad, at hun må sælge store værdier for småpenge og ikke engang har nok til togbilletten hjem. Hun ser ikke længere fornuften, selvom hovedpersonen prøver at få hende til at indse, at hun er ved at gå bankerot.
Relationerne i bogen er tilfældige og skifter, som vinden blæser, og menneskets værdi er reduceret til, hvad mennesket kan opnå ved rouletten. Dette kommer til udtryk igennem to alliancer, der har til formål at resultere i ægteskab. I den ene indgår en kvinde, som man opdager har snydt sig til penge og udnyttet mænd, og da hun indser, at manden ikke længere skal arve en masse, fordi den gamle dame (hans mor) har spillet det meste op, forsvinder hun med snart den ene formuende person, snart den anden. Den anden kvinde forsøger at slippe fra en alliance ved at vinde nok penge til at kunne sige nej, og kan man hjælpe hende, er man inde i varmen, ellers ikke.
Angsten er også til stede, fordi den sidstnævnte pige og hendes far (den føromtalte mand, hvis mor mistede alt) er angste for at blive forladt og svigtet, når de står uden formue – og angste for ikke at overleve uden en større formue.
Vanetænkningen – pengenes magt og den manglende forståelse for, at penge også kan skaffes på anden vis end via arv eller spil – fører flere af personerne mod afgrunden, én efter én. Den gamle dame slipper dog ud af fælden og ludomanien, og ansvaret anerkendes af hende og til dels af hovedpersonen, men ikke af de andre. Og hovedpersonen er ikke den, der reelt lærer noget, for her i bogen får han ganske vist ønsker om at tage sig sammen og få et arbejde – men han skal først lige have den store gevinst igen, så han kan redde den unge skønmø, som stadig mangler penge …
I denne bog er meningsløsheden helt i front, mens ansvaret og angsten samt vanetænkningen til en vis grad nedtones, og det gør de bl.a. fordi, en del af personerne ikke lærer noget, og der derfor ikke er erkendelser fra alle disse personer, som læseren kan tygge på (det ville også let gøre historien utroværdig – nogle vil altid have et andet syn eller måske bare sakke bagud). Alligevel illustrerer de en stærk pointe mellem linjerne og i kraft af deres valg: At vi selv kan føre os i fordærv – og at vi kan redde os selv. Her er vi tilbage ved ansvaret og det frie valg, som eksistentialismen har som objekt. Bogen viser eksistentialismens verdens- og menneskeforståelse og bruger disse til at styre hele handlingen.

Tips til skrivning af eksistentialistisk litteratur

Lad os her genopfriske de centrale punkter i eksistentialismen og supplere med nogle ekstra tips:

• Eksistentialisme behandler emner fra menneskelivets vilkår, som de udspringer af enten livet selv eller det samfund, man er en del af. Dette er ikke perifere emner i bøgerne, men helt centrale, som driver handlingen frem.
• I eksistentialismen opfattes verden som grundlæggende meningsløs – en meningsløshed, der gør mennesket angst.
• Angsten kan føre til handlingslammelse (hvilket sker for flere af personerne i Spilleren), men også til at mennesket kan vælge at træde i karakter og skabe en mening gennem sine handlinger (som Meursault skabte mening ved at erkende sit eget ansvar for det tomme liv, han havde ført – for nu var der jo en begrundelse for, hvorfor det var tomt). På den måde forsøger eksistentialismen at genoprette og rekonstruere et meningsfyldt univers ud fra et begreb om den menneskelige frihed i handlingen.
• Derved kan det enkelte individ komme overens med meningsløsheden og angsten i sin egen tilværelse, netop gennem det frie, bevidste valg. Dette sker dog ikke altid, ligesom det ikke skete for flere af personerne i Spilleren, men muligheden er der.
• Gennem valget påtager man sig ansvaret for sine handlinger og undslipper således den ufrie, ubevidste vanetænknings indflydelse, ligesom Meursault eller den gamle dame.
• Den filosofiske sandhed, som bogen lægger op til, kan være en personlig erkendelse og forståelse eller idé (en opgave man har stillet sig selv – at forstå et område af livet) mere end en korrekt indsigt.
• Eksistentialismen er en modreaktion på opfattelsen af mennesket som et produkt af arv og miljø, hvorfor det ikke vil passe med eksistentialismen at lade en historie basere sig på offer-idéer, altså at personen ikke har det frie valg reelt pga. arv og miljø, og at han eller hun derfor er uden frihed, valg, ansvar og skyld. At være menneske er for eksistentialisterne tværtimod at være ansvarlig.
• Eksistentialisme er ikke et drama med små, hverdagsfilosofiske pointer. Af flere årsager:
  A) I et drama vil handlingen koncentrere sig om begivenheder, der normalt ikke eller kun i ringe grad berører de ovennævnte eksistentialistiske kernebegreber (angst; ansvar; meningsløshed; det frie, bevidste valg kontra den ubevidste vanetænkning). Et drama handler normalt i stedet om de følelser, der opstår i forbindelse med fx kærlighedsforhold, sorgen over at miste en elsket, splittelsen mellem karrieren og familien, skilsmisser, midtvejskriser, at være papforældre, ikke at kunne få børn, at blive hadet af sine børn, at blive misbrugt etc.
  B) Vægten i et drama vil ligge på handlingen i stedet for at være gennemsyret fra start til slut af de store tanker om kernebegreberne. Tænk på Meursault, der ikke var berørt af noget, fordi intet havde mening for ham. Dette bærer hele bogen. Det er ikke noget, der kun dukker op hist og pist som en slags kommentar til livet – det styrer alt. I et drama er det derimod handlingen, der styrer det hele, hvilket næste punkt forklarer.
  C) Pointerne i et drama er sidegevinster, der reelt godt kunne fjernes fra bogen, uden at selve handlingen gik tabt. Eksempelvis behøver en hovedperson ikke at erkende noget om livet for at blive skilt til slut i bogen. Personen erkender måske noget, men selv hvis erkendelsen blev fjernet, kunne handlingen – med det rædsomme ægteskab i fokus – være årsag nok til skilsmissen. I en eksistentialistisk bog kan man til gengæld ikke fjerne det styrende element – de begreber og pointer, der styrer handlingen – uden at handlingen går fuldstændig tabt. Hvis man eksempelvis fjernede Meursaults manglende følelser samt opfattelse af livets meningsløshed og absurditet og i stedet gjorde ham glad og dybt påvirket af mordet, var der fx ingen erkendelse senere af, at han selv havde lukket livet ude (= ansvar), og domstolen kunne ikke idømme ham dødsstraf på basis af personligheden og mentaliteten (= meningsløshed) – for den ville matche juryens. Derved går meningsløsheden og det eksistentielle ansvar tabt.
  D) Lavede man historien om Meursault om på denne måde, kunne han måske erkende noget andet, såsom at han havde begået en grusomhed ved at skyde manden, men dette er ikke en erkendelse omkring menneskelivets vilkår – dette er kun en erkendelse af, at han handlede forkert i den konkrete situation. Derfor ville denne version af historien blive til et drama – den ville ikke nå op over den konkrete situation eller kunne illustrere de grundvilkår, som livet eller samfundet byder os mennesker. Der er nemlig et stort spring fra den konkrete fortælling, der alene siger noget om mikrokosmos (den fiktive persons eget liv), og til at skabe en historie, der via én eller flere personers liv fortæller om selve menneskelivets (vores alles) vilkår – livets makrokosmos.

Ved en første gennemlæsning af disse tips kan det måske virke uoverskueligt at skulle i gang med at skrive eksistentialistisk. Hvis du ikke har lyst til at arbejde med kernebegreberne, kan du i stedet kaste dig over fx socialrealismen, der har et helt andet verdenssyn, eller skønlitteratur, hvor virkelighed og fiktion flyder sammen. Begge disse stilarter kan du læse om i artiklerne Hvis dit liv var en bog – ville du så læse den? og Grænseløs litteratur, som begge er at finde i dette tema, og begge giver andre muligheder for at skrive om livet, blot med ganske anderledes udgangspunkter og betoninger.
Har du på den anden side mod på at prøve kræfter med eksistentialismen, som nogle af de store forfattere har boltret sig i, så stil dig selv det spørgsmål, hvilket makrokosmisk aspekt af livet, du kunne have lyst til at gå i dybden med, og hvordan du kan bruge kernebegreberne til at lave spændende vinkler på emnet. Hvordan kan fx ansvar og angst indgå? Prøv så at se, om du kan skabe en overbevisende historie, der bæres af disse vinkler og begreber.
Det kan også være, du blot vil lade dig inspirere af eksistentialismen og ikke holde dig helt til den stilart men bruge lidt af dens tanker i din egen skrivning. Sagt med eksistentialismens ord: Valget er frit og dit!