Paris i prosa

af Bettina Skrubbeltrang
Paris er et verdensalt, og uanset hvor ihærdig man er, kommer man (heldigvis) aldrig til bunds i byernes by. Jeg er en aktiv Parisfarer, og jeg efterlader altid et stykke af hjertet dernede, når jeg må rejse hjem. Heldigvis findes der masser af litteratur om Paris samt prosa, der foregår i Paris, som kan dulme længslen imellem besøgene. Jeg vil her anmelde 7 romaner, som alle har Paris til fælles. Men pas på; Paris er vanedannende!
Klokkeren fra Notre Dame, af Victor Hugo
Bogens franske originaltitel Notre Dame de Paris betyder ordret oversat Vor Frue i Paris og er en henvisning til Notre Dame Kirken, som er bogens egentlige hovedperson, da Hugos ærinde var at sætte fokus på arkitekturens forfald, at se bygningen som et budskab og vise kirkens mystik. Det lykkedes Hugo at indsamle midler til at sætte kirken i stand i 1830’erne, og det er derfor, den heldigvis stadig er bevaret.
Romanen starter med lange beskrivelser af kirken uden egentlig handling for så at bevæge sig mere og mere over i skæbnefortællinger, hvor personerne får et tragisk endeligt. I romanen skildrer Hugo nogle dramatiske begivenheder i slutningen af 1400-tallets Paris. Den parisiske ærkediakon Claude Frollo, som er erklæret fjende af sigøjnerne, jager sammen med sine mænd en lille gruppe sigøjnere langs Seinen. En ung pige med en bylt i favnen stikker af og løber til den nærmeste kirke, Notre Dame. Inden hun når kirken, bliver hun reddet ned af Frollo, som tror, at bylten indeholder guld. Da han samler bylten op fra jorden, opdager han, at det er et vanskabt barn. Han skal til at smide barnet i brønden, men biskoppen stopper ham i hans forehavende.
Quasimodo vokser op i kirken som pukkelrygget, døv og enøjet og får til opgave at bo i et af kirkens tårne for at holde opsyn med alting og sørge for at lukke kirken for natten. Frollo har forbudt Quasimodo at gå uden for kirken og har bildt ham ind, at almindelige mennesker vil gøre ham fortræd, hvis de ser ham. Han vælger dog at snige sig ned for at deltage i nogle festligheder. Da det går galt, og han ender i gabestokken, bliver han hjulpet af sigøjnerpigen Esmeralda, som han forelsker sig lidenskabeligt i.
Klokkerne er hans første kærlighed og ringningen hans sande lidenskab, indtil han splittes mellem Frollo og Esmeralda. Han vælger dog at hjælpe Esmeralda, da hun kommer til kirken for at søge asyl. Her hjælper han også kaptajn Phoebus, som Esmeralda er forelsket i. Der er ingen helte i romanen. Kaptajn Phoebus er en indholdsløs mand, der blot leger med sigøjnerpigen Esmeraldas hjerte. Ærkediakonen Claude Frollo er forblændet af begær og bærer natten i sin sjæl. Quasimodo nærer hengivenhed for Frollo og håbløs kærlighed til Esmeralda, mens hun er dybt forelsket i Phoebus. Deres kærlighed får fatale følger for alle.
Læsere, der kun kender de forkortede børneversioner eller Disneys udgave af dette mesterværk, bør unde sig selv at læse originalen, som godt nok er lang, men en ren fornøjelse at læse.
Marie Antoinette, af Sena Jeter Naslund
Dette er en fiktiv roman bygget over virkelige hændelser. Forfatteren har lavet en omfattende research i samtidens kilder, beskrivelser og brevvekslinger. Datidens autentiske sprogbrug er indarbejdet i bogen på en måde, som aldrig bliver tung.
Marie Antoinette var datter af den østrigske kejserinde, og som 14-årig, i 1770, rejste hun ung og uskyldig til Frankrig med hestetrukne kareter for at gifte sig med dauphinen, der skulle arve Frankrigs trone. Første gang hun satte foden på fransk jord i Strasbourg, bad hun om kun at blive tiltalt på fransk, da hun nu ville aflægge sig alt tysk. Det gjorde hun for at vise, hvor meget hun ønskede at påtage sig en ny, fransk identitet.
Hun ankommer til et meget stift og ødselt hof, hvor hun dog hurtigt får charmeret sig ind og bliver en populær skikkelse. Hendes unge 17-årige ægtemand viser dog ikke den store interesse for sin brud. Han vil hellere gå på jagt og arbejde med hængelåse. I sin fortvivlelse over ikke at kunne frembringe en arving kaster hun sig ud i forlystelseslivet og ødsler formuer væk. Kort efter brylluppet bliver hendes mand Kong Louis den 16., og hun bliver dronning.
Vi får et billede af en fængslende personlighed, der satte sig op mod hoffets stive protokol. En kvinde med stor livsappetit og stort mod. Hun kunne virke letsindig, men var altid medfølende og kærlig. Hendes skæbne var, at hun forblev en outsider. Det franske folk så hende som østrigerinden, og hun endte som skydeskive under revolutionen.
Myten har gjort hende til en hård kvinde, og hun er blevet tillagt ordene: Hvis de ikke har brød, så lad dem spise kage, da hun hørte, at det franske folk sultede. Men denne berømte udtalelse kom fra en dronning hundrede år før, nemlig Louis 14.’s hustru. Som læser får man stor sympati for hende og håber, at historien tager en anden drejning, end man jo godt ved, den gør. Hendes skæbne under revolutionen er velkendt, og hun mødte døden på skafottet med stort mod en oktoberdag i 1793.
Dette er en storslået roman, der giver et fantastisk indblik i historiske skæbner, som man under læsningen ser levende for sig. Datidens Paris er spændende beskrevet, og kendte pladser og mindesmærker i byen får ny mening. Det gør den franske nationaldag den 14. juli, Bastille-dagen, også. Det, der i dag er en glædens dag i Frankrig, er funderet på uskyldiges blod og et rædselsherredømme, der tog magten.
Silkelænken, af Françoise Sagan
Denne roman tager læseren på en tur rundt i det meste af Paris. Lige fra mondæne miljøer til arbejderkvartererne, på café og restauranter, på køreture i byen og slentreture i parkerne.
Vincent er en fattig og middelmådig komponist. Han holdes i en silkelænke af sin smukke, unge og rige kone, Laurence. Hun betaler, og hun bestemmer. I de syv første år af deres ægteskab, lever han på disse betingelser i et overklassemiljø. Dog tager han på nostalgiske smutture hjem til barndomsvennen i et kvarter, som han kalder sit eget.
Vincent får ganske uventet succes med titelmelodien til en film, og millionerne vælter ind på bankbogen. Magtforholdet i ægteskabet er på vej til at vende. Vincent forsøger at gøre sig fri, men Laurence rykker hårdt i lænken – med fare for at kvæle ham eller selv brække håndleddet …
Sagans stil er sproglig elegance og melankolske stemninger, og det er en fornøjelse at blive ført rundt i Paris af hende. Romanen er sådan én, som man af uransagelige årsager ikke kan ryste af sig efter endt læsning. Den kan læses igen og igen og stadig være en fornøjelse.
Kærlighedens rum, af Anne Marie Løn
Anne Marie Løn beskriver i denne fantastiske fortælling Paris, præcis så smuk og dejlig som byen er.
En ung, dansk, kvindelig journalist er i Paris på et længere skriveophold. Hun bor på et lille, billigt hotel og begynder at finde sig til rette i byen. Denne dag bliver hun grebet af en feriestemning og går ned til kajerne, hvor hun stiller sig med tomlen i vejret med håbet om at få en gratis sejltur. Et par i en lille båd lægger til, og hun kommer om bord og får del i deres udflugt og picnickurv. Parret er meget forelskede, men da turen er slut, forsvinder den franske kvinde pludselig, og manden forklarer, at de ikke kan blive set sammen, da han er en kendt person og gift.
Den danske fortæller rejser hjem til Danmark kort efter og tænker ikke så meget mere på episoden. 25 år senere er fortælleren atter i Paris sammen med sine tre børn. Ved et tilfælde møder hun igen kvinden fra båden på en café på Montmartre. De genkender hinanden og falder i snak.
I en lang monolog fortæller Edith Moreau om sit 28 år lange kærlighedsforhold til Jean-Luc Nouillard, en berømt og gift tv-studievært. Hun fortæller om de forskellige kærlighedsboliger, de havde gennem årene. Hver gang han blev genkendt, måtte de finde et nyt sted at mødes. Trods hemmelighedskræmmeriet var de meget lykkelige sammen, og begge var indforstået med forholdets præmisser.
Det er en meget smukt fortalt kærlighedshistorie, og som læser ønsker man mere, når sidste side er vendt.
Bare sammen, af Anna Gavalda
Fire forhutlede personer bliver ført sammen af tilfældighedernes spil og kommer til at dele en herskabelig pariserlejlighed. De er alle mærkede af livet og familiernes nådesløse behandling. Den umage kvartet består af den talentfulde kunstner Camille, den brovtende mesterkok Franck, lejlighedens bestyrer markis Philibert de la Durbellière og Francks aldrende og skrøbelige mormor, Paulette. De tre er midt i tyverne på vej mod de tredive. Deres udgangspunkt er vidt forskelligt, men fælles for dem er, at de alle har haft en traumatisk opvækst.
Philibert er adelig, meget genert og stammer voldsomt pga. en dominerende og uforstående far. Han bor i Paris i en kæmpelejlighed, som familien vil miste i en arvesag, hvis ikke den bebos af et familiemedlem.
Her bor kokken Franck til leje. Han arbejder på en af byens bedre restauranter, er lidt ru i kanterne og har skiftende veninder. Han er vokset op hos Paulette på landet.
Camille bor på kvisten i samme ejendom. Hun er ulykkelig, anorektisk og sky. Hun er på hils med Philibert, og da hun ligger syg af influenza på det kolde værelse, henter Philibert hende ned og installerer hende i lejligheden. Her forsøger de to mænd at få hende til at spise igen.
Det er starten på et ualmindeligt bofællesskab, som langsomt udvikler sig til nære venskaber, og de vokser og udvikler sig i hinandens fællesskab. Vi følger på skift personerne og oplever deres udvikling på en nær og autentisk måde. Det er en charmerende og livsbekræftende fortælling, og sidste side kommer alt for hurtigt.
Chokol@dedøden, af Lis Vibeke Kristensen
I en blanding af jeg-fortælling og e-mail får vi historien om Dina og Philippe. Dina er feteret skuespiller og teaterchef. Hun er beundret og forhadt, og nu vil hun trække sig tilbage med en sidste opførelse. Generalprøven går forrygende, men så bliver hun ramt af en hjerneblødning og ender på et plejehjem, afasiramt, lam i den ene side. Hun kan dog skrive med den ene hånd på computeren, og det bliver hendes nye lidenskab.
Hendes overvægtige, indebrændte datter, som hun aldrig rigtigt har interesseret sig for, kommer på korte, akavede besøg. For en kyniker som Dina er der ikke mere at leve for, men hun kan ikke selv gøre noget ved det. På nettet finder hun et chatroom for selvmordere. Her træffer hun pariseren Philippe. Hans liv har også været prestigefyldt. Han er doktor i religionsvidenskab og forlagsredaktør. Men da hans unge elskerinde ikke vil, som han vil, forsøger han at kvæle hende. Nu vil han sone sin forbrydelse på en raffineret måde. Han forestiller sig selvmord med en selvbetjent guillotine, som han vil bruge sin formue på at få lavet. Men det er ikke sådan at få håndværkere med på projektet.
Mens han bakser med det, finder Dina ud af, at hun vil dø af sult og fejlernæring, ved kun at indtage luksuschokolade fra La Maison du Chocolat i Paris. Philippe sørger for en art abonnement, så hun hele tiden får tilsendt friske forsyninger. Dina snyder plejepersonalet, og hendes dødsforløb er i gang. Hun bliver afkræftet, afpillet og mister tænder, men hun nægter at indtage føde.
Dina og Philippe korresponderer via e-mail, og hun beder ham komme til Danmark for at bistå hende med projektet. De har udviklet et nært venskab og en form for kærlighed, som ingen af dem tidligere har tilladt sig.
Det er en humoristisk og tankevækkende bog. Forfatterens hensigt er helt klart at sætte fokus på aktiv dødshjælp og få en debat om, hvornår man selv må bestemme, hvad der er værdigt eller ej. Men det overskygger ikke fortællingen på en manipulerende måde. Det er mere en lille stemme, der begynder at køre i læserens underbevidsthed.
Domino, af Iselin C. Hermann
Dette er en forelskelsesroman i byernes by – Paris. Vi møder en række forskellige mennesker, der har det tilfælles, at de bor i det samme kvarter.
Her møder vi kirurgen Zephyr, som lever et overklasseliv i et ulykkeligt ægteskab med den kølige Manon, der vælger at kaste al sin kærlighed på hunden Sartre og være besøgsven i et fængsel.
Eric er sygehjælperen, der om natten våger på intensivafdelingen, indtil en ældre, kvindelig patient giver ham et tilbud, han ikke kan sige nej til.
Forfatteren Toqué bringer sin genbo og elskerinde, Rose, til fortvivlelse, fordi han ikke vil forlade sin kone, til trods for at han og Rose sammen har den spæde datter, Lulu.
Fotografen Sabatine er lykkeligt gift og mor til to, men forelsker sig hovedkulds i Paris’ skønneste mand.
Fortællingen er flirtende fransk og fører os rundt i Paris’ gader og forskellige miljøer. Man følger personerne på kryds og tværs, og bliver vidne til en beretning om bedrag og hvilken fortræd, et menneske kan gøre sig selv og andre ved ikke at ville vælge. Man kommer gradvis på sporet af et uhyggeligt og godt udtænkt plot. Som læser sidder man tilbage med følelsen af, hvor farligt det kan være, at kærlighed gør blind.