Nyere islandsk litteratur

af Rikke Marie Fischer
Islands litterære tradition har både stærke bånd tilbage til de store sagaer og eddaer, men er også påvirket af øens relative isolation, hvor fortælletraditionen på landet – også kaldet kvöldvaka (fortællinger i aftenvågestunden) har overlevet og er blevet styrket i mangel af massive ydre kulturpåvirkninger op gennem tiden. Derfor er den islandske litteratur præget af den folkelige og mundtlige tradition, magiske elementer samt en konstant udvikling af et mere æstetisk og fyndigt sprog.
Jeg synes, der er en meget spændende udvikling inden for islandsk litteratur i disse år, hvor forfatterne, dog stadig godt forankret i deres rødder, også eksperimenterer med at favne den store verden og gennem deres litteratur udtrykke noget globalt og almenmenneskeligt. Jeg vil i det følgende omtale bøger af islandske forfattere, alle nulevende og født mellem 1949 og 1973, og hvis bøger er udgivet (på dansk) efter år 2000.
Skygge-Baldur, af Sjón (fødenavn Sigurjón Birgir Sigurdsson)
Vi er på Island i år 1883. Pastor Baldur Skyggeson er på rævejagt i den barske islandske natur beboet af både overnaturlige og underjordiske væsener.
Botanikeren Fridrik B. Fridjonsson, der bor på en gård i Brekka i Dal, er den intellektuelle, berejste og hjertevarme mand, der har taget den evnesvage pige Abba under sine vinger. Pastoren vender aldrig hjem fra sin rævejagt, Abba er ved historiens begyndelse netop død, og botanikeren er ved at lave en kiste til hende og skriver efter begravelsen et brev til en ven i København.
Her er isskarpe naturbeskrivelser, hvor mennesket lever midt i og er underlagt naturens luner, og detaljerede beskrivelser af hverdagslivets sysler, så læseren får et historisk og kulturelt indblik i livet på Island 1883. Handlingen er hverken lang eller omfattende, da bogen mere er et folkeeventyr end en roman. Men sproget er tykt og fortættet af poesi, og Sjón tegner et barsk billede af menneskets mange facetter, både det lave, dyriske og det ophøjede, sjælelige.
Bogens litterære kvalitet er ligesom at spise et lille stykke af en rigtig god kvalitetschokolade; man føler sig dejligt mæt og rigere bagefter uden at være overproppet. Sjón rammer en meget typisk islandsk tone i hans mangesidede historiske bevidsthed, fokus på naturens enorme kræfter og en evne til at lade det magiske ved livet være en naturlig del af hverdagen. Fantastisk bog som nærer den historieelskende sjæl! Bogen vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2005.
Karitas – uden titel, af Kristín Marja Baldursdottir
Denne bog blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2006 og er en islandsk slægtshistorie med kvinden Karitas Jónsdóttir som hovedperson. Fortællingen skrider kronologisk frem og starter således i hendes barndom i år 1915, hvor hun vokser op i en stor søskendeflok med en stærk og karismatisk mor, der er aleneforsørger for flokken.
Livet er hårdt arbejde med silderensning, husarbejde og et nådesløst klima i utætte huse, men moderen tror på et bedre liv for hendes børn og opmuntrer og støtter dem i deres forskellige talenter, så de kan få en uddannelse. Karitas har store kunstneriske evner og får opfyldt sin drøm om at blive uddannet på kunstakademiet i København. Hun tager tilbage til Island, møder manden i sit liv og bliver gift. Han er sømand og næsten aldrig hjemme.
De får flere børn, og Karitas kæmper en kamp mellem sin indre kunstneriske verden og en ensom og hård dagligdag med småbørn. Hendes kunstneriske indre ild er så stærk, at hun slider sig selv op ved at stå og lave kunstinstallationer hele natten og passe hus og børn om dagen. Ofte må nabokonerne træde til, selvom de ryster på hovedet af den specielle Karitas, som dog er så dygtig til at tegne.
Bogen (og dens efterfølger Karitas – Kaos på lærred) er blandt de bedste bøger, jeg har læst. Den indeholder mange tankevækkende facetter, både sprogligt, tematisk og menneskeligt. Hovedtemaet – en talentfuld kvindes trang til at overgive sig til sin kunst, mens omgivelserne forventer og kræver, at hun også er husmor med bravour – folder sig ud på en utrolig bevægende, poetisk og stærk måde.
Og dette tema er jo stadig aktuelt anno 2010 for stærke kvinder, der møder mange udfordringer i balancen mellem karriere og familieliv. Fx må Karitas ikke drikke sig hønefuld af nervøsitet efter sin første store udstilling, fordi hun er en kvinde! Hun skal jo tænke på sit renommé; selvom ingen ville tage notits af, at en mandlig kunstner gjorde det samme. Ligestilling er stadig ikke opnået.
Der er mange magiske og kunstneriske elementer i bogen, idet Karitas’ kunst og inspiration minutiøst bliver beskrevet. Derudover har hun også kontakt med elverfolk og genfærd, som kommer til hendes hus om natten og efterlader hende i en rædselstilstand. Baldursdottir er helt eminent til at beskrive den fascinerende men også skræmmende indre verden hos et menneske, der hele tiden står på vippen mellem genialitet og galskab. Derudover er der mange humoristiske, knastørre dialoger mellem de levende og ligefremme karakterer i bogen. Bogen slutter i år 1939, hvorefter man kan kaste sig over den næste:
Karitas – Kaos på Lærred, af Kristín Marja Baldursdottir
Bogen er mere en direkte efterfølger af foregående end bare en to’er og absolut lige så læseværdig og berigende.Vi starter i 1945, og den opmærksomme læser vil nok have lagt mærke til, at tidsrummet mellem de to bøger er Anden Verdenskrig. Krigen og forholdene herunder bliver nævnt i tilbageblik, men er samtidig en periode med stilstand i Karitas’ liv, hvor hun kommer sig over en sygdom.
På grund af hendes sygdom, afmagring og udmattelse, kommer hendes børn i pleje ved forskellige familiemedlemmer til Karitas’ store sorg, men hun føler ikke, hun har andet valg. Hun bibeholder kontakten til sine børn, men kommer aldrig til at bo med dem igen. Karitas er stadig gift med sin elskede mand Sigmar. De lever ikke sammen, da han sejler rundt i hele verden. De ses tilfældigt med års mellemrum, hvor han er kærlig og undskyldende, mens hun er vred på ham.
Deres kærlighed passer ikke ind i de gængse samfundsnormer, men de har også begge en mærkelig modstand over for hinanden. Karitas kalder det hans djævelske fortryllelse og håber, at han snart går!
Hun maler stadig dagen lang, men har ikke lavet nogle bemærkelsesværdige udstillinger i mange år, da hun er plaget af mindreværdskomplekser og er bange for at blive en fiasko. Hun tager dog til Paris for at arbejde og blive inspireret; hun bor her i flere år, hvorefter hun tager til New York og senere Rom. Karitas bliver med tiden en anerkendt international kunstner; dog hviler hun aldrig på laurbærrene men bliver ved med at tage sit arbejde dybt alvorligt.
Desuden foretrækker hun at leve anonymt, så hun gider ikke omverdenens interesse for hende. Da hun vender tilbage til Island, bor hun i et hus med forskellige enlige kvinder, som er blevet hendes veninder. Karitas forsøger at koncentrere sig om sit ensomme arbejde, mens huset og landsbyen mere er kværulerende køkkener fyldt med kagebagende kvinder.
Bogen slutter i 1999, hvor hun genforenes med Sigmar, sin evige kærlighed, nu hvor livet er ved at ebbe ud. Et fantastisk liv og en fantastisk historie skrevet i et æstetisk, levende sprog med filmiske ping-pong dialoger, dyb indsigt og en stor kærlighed til den islandske natur. Læs den!
Sommerlys – og så kommer natten, af Jón Kalman Stefánsson
Fortællingen foregår i en mindre islandsk landsby, hvor vi følger indbyggernes forskellige – og ikke altid helt almindelige – liv. De følger også interesseret med i hinandens liv, da alle kender alle.
Der er den succesfulde direktør for Trikotagefabrikken, som begynder at drømme på latin og købe 400 år gamle originale bøger af Galilei. Han tager til Reykjavik på latinkursus, flytter fra sin familie, dropper direktørjobbet og begynder at studere stjernehimlen. Der er den ugifte men nysgerrige kvinde Ágústa, der har arbejdet på posthuset, siden det var landsbyens midtpunkt for 30 år siden. Der er Jónas, en spinkel, kreativ og fugleglad dreng, som lyset næsten kan skinne igennem, og hvis far er politimand (på deltid) og tømrer, og som ville ønske, at drengen var lidt mere mand. Og der er Matthías, der efter 6 år ude i den store verden, vender hjem til sin elskede Elisabeth.
Fortællersynsvinklen er en anonym, men alvidende jeg-fortæller, og det giver en humoristisk tilgang, da der er mange ting i den moderne verden, denne fortæller undrer sig over: Hendes arbejde er vist enten en slags eksperiment, eller også er det innovativt, vi kan ikke helt hitte rundt i det, men det går ud på at lytte til den der ringer, indskyde et ord en gang imellem, en hel sætning måske, men først og fremmest bevare roen uanset hvad de fyrer af.
Byen er præget af både støttende fællesskaber, ondsindet sladder, trygge vaner, erotik, lykkelige ægteskaber, udlængsel, nytænkning, selvmord, men alle disse tilsyneladende realiteter gennemsyres af en underliggende (islandsk?) accept af livets magi og det uforståelige subtile ved verden.
Mosaikker af alle disse menneskeskæbner og brudstykker af livshistorier er vævet sammen i et usynligt fællesskab. Filosofiske refleksioner over den moderne nutid i forhold til fortiden (fx det at skrive et brev på papir) går hånd i hånd med et sprog, der på befriende måde parrer det hverdagsagtige med det lyriske.
Bogen bliver på den måde en allegori over menneskelivet i 00’erne, og antyder at mennesket måske ikke forandrer sig så meget, selvom de ydre omstændigheder, levevilkår og muligheder ændrer sig. Der vil altid være forskellige mennesker med hver deres liv, både lykkelige, deprimerede, sorgløse, frihedssøgende, filosofiske, sandhedssøgende, livsnydende, ensomme og udadvendte.
Dette er virkelig intens, poetisk litteratur med stærke islandske aner, og bogen kan læses mange gange, ligesom en god saga. Bogen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2007.
Stiklingen, af Audur Ava Ólafsdóttir
Den unge Arnljotur har ikke lyst til at læse på universitetet, men vil hellere dyrke sin passion for planter, blomster og især roser. Derfor tager han til en gammel berømt klosterhave et unavngivet sted i udlandet og bliver gartner. Han falder til i den lille by og knytter venskaber, mens han forvandler den tilgroede have til et lille paradis til glæde for munkene.
Arnljotur var tilbage i Island blevet far ved et uheld, og hans datter er nu 7 måneder. Pludselig står moderen Anna og datteren foran hans nye hjem, da Anna har brug for, at han passer datteren, så hun kan skrive sit speciale færdigt. Arnljotur nyder samværet, men kastes også ud i nogle indre, identitetsforvirrede følelsesstorme.
Romanen belyser forskellige former for kærlighed, og hvordan den kan spire frem, hvor man ikke forventer det. Der er en sarthed/finhed over historien; en fornemmelse for skønheden og det udefinerbare mellem mennesker og i naturen. Samtidig er der en næsten minutiøs beskrivelse af hverdagsting, såsom aftensmad og tøj, og dermed forenes det spirituelle med det jordnære.
Der er mange religiøse under- og overtoner, og mange af munkene har bibelske og evangeliske navne: Pater Tomas, Matthias, Markus, Paul, Zacharias, Jakob. Dette kombineret med, at bogen ikke læner sig op ad historiske eller kulturelle pejlemærker såsom stednavne, giver historien et mytisk og eventyrligt islæt, eller for at blive i den kristne terminologi; et metaforisk lignelsessprog.
Men dette næsten uvirkelige kendetegn, kan desværre også gøre, at personerne ind imellem handler på en urealistisk måde, hvor det bliver mere tænkt end naturligt. De er alle sammen lidt ophøjede og taler meget pænt og rigtigt til hinanden og har ingen ægte følelsesudbrud eller lave tanker. Dette gør desværre, at bogen har en fod i to lejre og ikke kan bestemme sig for, om det er en beretning om en ung mands udvikling inden for kærlighedens rammer (så mangler der bestemt lidt flere følelser og konflikter), eller om det er en halv-bibelsk metafor for skønheden (hvad er formålet med historien så?).
Bogen blev dog nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2009.
Depositum, af Audur Jonsdottir
Audur Jonsdottir, barnebarn af den berømte forfatter Halldor Laxness, tilhører gruppen af yngre islandske forfattere, som er ved at få fodfæste i udlandet også. Bogen handler om kvinden Gisella, der er i 30’erne, og som lever et behageligt men ambitiøst og formålsløst liv alene i sin store lejlighed i en unavngiven storby. Hun lever af en stor arv, men formuen er til hendes forfærdelse ved at slippe op.
Hun har ikke noget fast job eller en færdiggjort uddannelse at falde tilbage på, og hun indser, at hun bliver nødt til at gøre noget drastisk for at tjene flere penge. Hun slår to fluer med et smæk, da hun bliver hyret til at skrive om bolignøden i storbyen. Idet hun absolut ingen erfaring har med dette emne og derfor bliver nødt til at researche, beslutter hun sig for at leje tre af sine værelser i den store lejlighed ud til tre boligløse voksne kvinder og den enes datter. Dette bofællesskab vender op og ned på Gisellas liv, på godt og ondt.
Jonsdottir har et helt fantastisk sprog efter min mening, og jeg blev straks grebet af stemningen i bogen. Der er noget eventyragtigt over den, da der slet ikke er nogle stednavne eller andre historiske/kulturelle bindeled, men i stedet for bruges benævnelserne en kendt arkitekt, fra et andet land, ned ad gaden, en flaske hvidvin.
Dette element af magisk realisme kendes også fra romanen Stiklingen, og det giver læseren en særlig fornemmelse af at befinde sig i et eventyrligt ingenmandsland, som samtidig kunne være enhver vestlig storby.
Sprogets fyldige finurlighed indeholder et inderligt forhold til naturen på trods af det urbane islæt:
Da blåglitrende duer havde kurret længe nok i kvindernes halsgruber …
… alle med snotten hængende fra næsen, ligesom det våde græs, når sneen tør om foråret.
Det er altid mærkeligt at læse en bog, hvor man overhovedet ikke på noget tidspunkt føler sympati med hovedpersonen.
Som læser får man sympati for lejerne, som fremstår stærkere over for livets barskhed og mere åbne over for fællesskabets fylde, mens Gisella virker ret usympatisk, da hun udnytter kvinderne økonomisk, er manipulerende, overfladisk og ureflekteret. Tilmed synes hun selv, at hun er den gode helgen, der redder de stakkels boligløse kvinder, mens de er utaknemmelige og forfærdelige kvinder.
Gisella bliver dog lidt mere interessant som karakter, da hun bliver tvunget ud i kaos og tillader sig selv at være sårbar over for sin gode ven (som hun aldrig før har talt med om problemer, da det ville forstyrre den gode stemning!), men hendes udvikling går i stå, og til sidst sidder man tilbage med flere spørgsmål end svar.
Bogen belyser magtforhold mellem mennesker, men stiller også indirekte spørgsmål til smålighed over for storhed samt den menneskelige dømmekraft. De gode er tilsyneladende alligevel ikke så gode, og de såkaldte onde viser mange gode træk. Dette er en vigtig og samfundsrelevant facet ved vores tendens til at opdele befolkningen i dem og os.
Desværre oplever jeg ikke det dér gennembrydende hul ind til Gisellas inderste, eller at hun formår at udvikle en større nuancering og forståelse for sin omverden, men det viser jo kun, at mennesket er et vanemenneske, og at især selvretfærdighed kan være en stædig størrelse. Og det gør, at det nok er en tankevækkende bog, men den efterlader desværre en lidt gold og trist fornemmelse og ikke meget håb.