Nyere dansk lyrik

af Bettina Skrubbeltrang
Lyrik er kongedisciplinen inden for skrivekunsten. Der er meget få læsere, og endnu færre digtsamlinger ender på bestsellerlisterne. Når vi taler lyrik, er reaktionen ofte negativ, da mange læsere forbinder digte med noget højtravende, uforståeligt og kedelig læsning. Men under man sig selv at give lyrikken en chance, og har man øje for det bagvedliggende, kan man få helt nye læseoplevelser og blive berørt på følelser og sanser, som kun et digt kan gøre det, igen og igen.
Jeg vil her i artikelserien anmelde, og anbefale, otte meget forskellige digtsamlinger af danske forfattere, som er udkommet inden for de sidste år (2009-2011). Det er alle otte samlinger, som jeg selv sætter højt og læser igen og igen. Nogle af dem har solgt i meget store oplag, andre næsten ikke, men det gør dem ikke mindre læsværdige. Citaterne er kun små uddrag af digte, som viser lidt om den pågældende samling.
Rystet spejl, af Søren Ulrik Thomsen
Denne samling på 42 digte er den første fra Søren Ulrik Thomsens hånd i 9 år. Så der var store forventninger, og dem har han formået at indfri. Der er tale om ret korte digte uden titel, men længden skal man ikke lade sig narre af. De er kompakte og komplekse og vinder ved hver gennemlæsning, hvor de formår at ramme lige ind i hjertets melankoli. En god, melankolsk følelse, hvor man gerne vil være.
Det er en digtsamling om erindring og død og om den fremtid, der også er, når man, som det lyriske jeg, er midt i livet og konstaterer, at noget liv er gået tabt, men noget kan stadig reddes og leves. Som her i digtet på side 12:
Et kort øjeblik når jeg vågner
har jeg glemt
at kastanjen overfor er fældet
og at bøgerne af min ungdoms stjerner
gule og bulede
står i en kasse på gaden
til ti kroner stykket
ja, selv at du for længst er væk.
Men i næste sekund
har jeg indhentet alle tredive år
og hen under aften
oven i købet fået en fremtid
før natten tar mig tilbage.
Det er en stor bedrift at skrive så enkelt, klart og forståeligt om livets store spørgsmål, som at tiden går, og døden kommer. Han beskriver livet som en transit-tilstand, hvor man ensomt opholder sig på ikke-steder, vente-steder som vejkryds, hoteller, perroner, plejehjem, højhuse.
Med hverdagsord fremmaner han magi, som man som læser suger til sig, mens man erindrer sit liv, mindes de døde og får en fremtid foræret ved at se sin egen forgængelighed i det rystede spejl.
Fuglene sidder på pæle, af Peter Butzback Larsen
Samlingen består af 47 digte uden titel. De varierer meget i omfang. Det korteste er på 8 ord, og det længste fylder en side. Det er en meget enkel bog med et enkelt layout, som får digtene til at fremstå som små, klare ordperler:
Jeg er melankoliker
af en slags
det må jeg affinde mig med
Jeg bliver opløftet
på sær vis
af eftertænksomhed
Digtene er betragtninger over hverdagslivet. Der er indtryk og sansninger over årstidernes skiften, tidens gang, kærlighed og længsel. Med poetiske billeder over storheden i det små lægges en rolig tone an, som vinder ved hver gennemlæsning. Det er en samling, man skal læse flere gange og give en chance, da den ved første møde kan virke for enkel og let. Men ved nærmere bekendtskab vokser genkendelsen frem, og det giver digtene liv for mig:
Jeg husker tydeligt min barndom
jeg husker sommerdage
aftener
jeg husker frisk makrel fra torvet
ærterne fra urtehaven
Sådan fortsætter digtet, og jeg bliver teleporteret tilbage til sommerferier hos min farmor. Ved sidste linje har jeg næsten en tåre i øjenkrogen. Sådan rammer dette digt lige ind i følelserne, og det er der også flere andre der gør, så det alligevel ikke er en samling, man ryster af sig efter endt læsning.
Vi danskere, af Henrik Nordbrandt
Der er rift om retten til at sige, hvad danskhed er. Henrik Nordbrandt er gået ind i debatten med denne digtsamling, hvis drivkraft er ironi og sarkasme. I de 30 digte revser han danskerne og danskheden ved at behandle bl.a. humor, sprog, kongehuset, COP15 og svineavl.
Man fornemmer tydeligt, at Nordbrandt, som tidligere udlandsdansker, ser på Danmark udefra. Digtene er skrevet på vrede mod nationalismen og den politiske retning, Danmark går i. Nordbrandt forstår at give sin kritik videre med lettere groteske billeder, som ganske fint understreges af Lars Nørgaards surrealistiske tegninger af eksempelvis sære toiletter og et menneske på vej gennem en kødhakker.
I digtet Svineproduktion på side 17 kommer Nordbrandts foragt for husdyravl, som han mener er dyremishandling, frem, og han svinger kødøksen over sine læsere.
Og hvis I stadig ikke kan lide mit digt
så tænk bare på mig som et stort svin
hykleriske læsere: Tænk på mig som oversvinet
under den blodige kittel
i svinebaroniet, superslagteren med den dryppende kniv
i slagtehallen, hvor jeres kroppe hænger til afdrypning.
Kritikken er rammende, men brodden tages af, da man som læser også mærker en forsonende kærlighed til Danmark, bl.a. i digtet Ode til den lille flade, og så den danske humor, som jo er vejen frem, når danskerne skal vindes. Men Nordbrandt er ikke ude på at være hygge-onkel.
Vi danskere er en dejlig, lille digtsamling, som giver stof til eftertanke, og som bør læses af alle, der har en holdning til dét at være dansk.
Trækfuglens kompas, af Pia Tafdrup
Denne digtsamling på 58 digte, nogle meget korte, andre på flere sider, handler om rejsen, både den mentale rejse, den konkrete og rejsens midlertidige hjemløshed. Tilværelsens ankomster og afgange. Barnet rejser langt væk hjemmefra i fantasien, den unge oplever verden i bøgerne, og den voksne rejser rundt i en fremmed verden og tager minder med hjem. Tafdrup erfarer, at uanset hvor hun befinder sig, har hun hjemme i sit eget sprog og hverdagens rutiner.
Ud for at blive fyldt op og inspireret, hjem for at give længslerne næring og nye kræfter. Rejsen som tema og tilstand bliver poetisk på en meget stemningsfuld måde. Digtene er nemme at læse og forstå, og har man rejst, får man nemt identificeret sig med jeget. Men det mest interessante, synes jeg, er når der er tale om det mentale fænomen, at livet er en rejse med fantasi og drømme, der bringer ny kraft ind i det rituelle og flytter én åndeligt, men ikke altid flytter mennesker. Jeg får næret mine egne tendenser til at være en mind-traveller, når jeg læser disse skønne digte:
Mine fodaftryk
i mange lande,
men langt flere i drømmenes aske.
Min røv danser salsa, af Irma Henriksen
En samling på hele 96 digte skrevet af en 72-årig dame, som trods alderen stadig kræver at have ret til et sexliv. Trods omfanget er det en hurtigt læst samling, men de bedste står lysende tilbage:
Hun boller også
Hun burde spærres inde
på en galeanstalt
Bæltefikseres
til liderligheden siver væk
ned i hendes stiletter
Fratages sin pension
Sproget er meget bramfrit og levner ikke meget til fantasien, hvilket måske gør, at digtene lander lidt let på lyrikvægten. Men samlingen er absolut læsværdig og står i sin egen ret. Jeg tror også, den kan være en inspiration for både unge og ældre. Hun behandler emner som smerte, opvækst, frustrationer, grim kærlighed og ikke mindst god sex.
Ærligheden, oprigtigheden og humoren bærer digtene. Men netop denne bramfrie ærlighed kan midt i læsningen blive lidt for meget. Jeg kunne godt tænke mig, at det erotiske var lidt mere underspillet, så læserens egen fantasi kan komme til. Det ville have styrket samlingen.
Samlingen er flot illustreret med erotiske, fine stregtegninger af Pia P. Laursdahl.
Jeg ved ikke om den slags tanker er normale – skilsmissedigte, af Lone Hørslev
De 27 digte er delt op i tre afsnit med hver sin titel:
1. Tak for besøget: De første 13 digte fylder ca. en side hver. De beskriver de kaotiske følelser og tanker omkring opbrud af familien i forbindelse med en skilsmisse. Om ensomheden og hadet, set fra den voksne udbryders vinkel.
2. Husk at gemme en smule til nissen: De næste 13 digte er skrevet som dagbogsnotater i perioden 1.-13. december i et ukendt år. De beskriver hverdagen, julen og skyldfølelserne i forhold til børnene.
3. Giftige blomster og bær: Sidste afsnit er ét langt digt på 3 sider, som behandler ægteskabet.
Digtene er personlige og bekendende, men samtidig også alment gyldige. Hun beskriver bristede drømme, delejul, svigt, egoisme, afsked, savn og sorg over den kærlighed, der ikke er mere:
Der står
at man ikke kan tvinge sig selv til at elske, lige
så lidt som man kan tvinge
de her nuttede pandabjørne til at parre sig i fangenskab.
Så vil de hellere uddø.
Forbandede egoistiske møgdyr.
Så er der bl.a. vreden, som vender indad, og som føder de unormale (?) tanker om at hugge en køkkenkniv i manden. Men der er også håbet, drømme og friheden:
Lyst til at le og leve letsindigt og kysse en ung mands hals.
Digtene er på samme tid både smertefulde og livsbekræftende, sørgelige og humoristiske. Samlingen ligger fast på mit natbord. Jeg læser den igen og igen, for den bliver ved med at forny sig og more mig.
Kram – Digte, prosadigte & prosa, af Benny Andersen
Denne lille samling er på 40 sider delt i tre afsnit. Titlen Kram er meget dobbelttydig, da det kan betyde at give et kram, godt kram, godt håndværk og kramme ud med noget man har på hjerte. I dette tilfælde kan man sige, det dækker det hele.
Første del af bogen er kærlighedsdigte til og om hans kone Elisabeth. Hans alderdoms store kærlighed. Han skønner på denne sene kærlighed, som den modne mand, der føler en ny ungdom bruse i sig. På en lidt underspillet måde er det meget intime digte, som giver læseren en klar fornemmelse af parrets store kærlighed:
Jeg vil dø mæt af nætter med dig
lyse nætter
nordlyse nætter tætte nætter
sprudlende nætter
for nu ikke at nævne hver morgenstund
hvor vi efter en Yin-Yang-natteblund
vågner op med et lifligt mund-til-mund
Smukkere kan en moden kærlighed dårligt beskrives.
Anden del af bogen er et langt prosadigt, Kærlighed og Jura, hvor han redegør for, at der skal være belæg for ordene Jeg elsker dig.
Tredje del, Af og om B.A., indeholder 8 digte, som behandler tid og alder. Samt en festtale, han holdt på Det Radikale Venstres landsmøde 2008, og to små stykker prosa, som jeg dog fornemmer, at han har trukket op af skrivebordsskuffen for at tage med som fyld. Det er fine tekster. Den ene er en beskrivelse af, hvordan han som barn havde undret sig over, at hans far i sit arbejde som murer brugte en stendragt. Han filosoferede over ordet dragt og dets mange betydninger; et dragt prygl , en klædedragt m.m., og en dag så han faderens dragt, som var et redskab til at bære mursten på, og alle hans forestillinger om, at faderen gik klædt i sten, bristede.
Den anden tekst er en lille fortælling om en sommerfugl, der er kommet på afveje midt i vinteren.
Men det er digtene, der giver bogen værdi for mig, og det er dér, jeg hører Benny Andersens stemme stærkest.
Alting blinker, af Naja Marie Aidt
Samlingen er på 65 sider fordelt i tre afsnit. Titlen Alting blinker refererer til New York, hvor forfatteren har skrevet samlingen, men også til blink i historien, nedslag på steder og tider i eget liv.
Barnet er en gennemgående, lyrisk figur i samlingen. Der er en hel suite af digte henvendt til barnet i forskellige aldre, dog ikke i kronologisk rækkefølge. Det er tilfældige blink i barnets første år, syvende år, fjerde år osv.:
Spindelvævsfine vandmænd
moon jelly
svævende gennem
vandet som gennem
et himmelrum
nu i deres femte stadie
af sær eksistens og som
lysende violette
vener på din
solbrændte hånd:
barnet i sit femte år
nu forstår det at man
kan blive rigtig væk
og forsvinde.
I bogens midterste del er der små vignet-digte i grå kasser, som fremstår som absurde, men meget legende, barneremser.
Barnet er på den ene side meget almægtig, søgende, lykkelig. Men også afmægtig, underlagt de voksnes verden, som set med barneøjne skal leges igennem. Der er et gennemgående jeg, som taler til et du om at lege hjem og bygge hjem op.
Samlingens sidste del er 11 meget lange og kompakte digte. De fylder næsten alle sammen en hel, tætskreven side, hvor linjeskift er markeret med dobbelt linjeskift. Det giver en hel anden intensiv læseoplevelse, hvor jeg føler mig revet med af ordstrømmen side op og side ned.
Det er en meget helstøbt digtsamling, som blinker længe i bevidstheden efter endt læsning.