Konspirationsteorier – det fascinerende net

af Jannie Solaas
Det er for mange en spændende tanke, at alt kan være mere komplekst, dramatisk og uhyggeligt spundet sammen i et mørkt net, som vi alle hænger mere eller mindre uvidende og hjælpeløst fast i.
Bøger med konspirationsteorier har tendens til at slå kløerne i læserne og holde så godt fast, at nyheden om bogen spreder sig som en virus igennem et eller flere lande på rekordtid. Som underholdning er plottet ofte avanceret på den fascinerende måde, og som eftertanke er bøgerne som regel inspirerende, i hvert fald som en påmindelse om, at alt ikke nødvendigvis er, som det lader til at være.
Nedenfor følger anmeldelser af syv bøger med konspirationer, der spænder fra de relativt mere enkle net til så komplicerede, at trådene stadig hænger et sted i mørket og ler af læseren efter endt læsning.
Belladonna Dokumentet af Ian Caldwell og Dustin Thomason
Hypnerotomachia Poliphili. Titlen på renæssancebogen, som romanens drama spinder sig omkring, er i sig selv vanskelig. Bogen, som er virkelig nok, er tilsyneladende en romantisk kærlighedshistorie, som angiveligt er skrevet af Francesco Colonna. Men her hører forbeholdene ikke op. For åbenbart gemmer der sig mulige budskaber mellem linjerne og i kraft af kapitlernes første bogstav, når altså man kan tyde dem rigtigt. Vistnok.
Bogens hovedperson studerer på Princeton og har lovet sig selv aldrig at røre den bog. Igen. For det gjorde han engang sammen med sin far, og bogens mysterier drev faren så meget ind i akademisk sindssyge, at han gik tabt for familien. Men hovedpersonen, Thomas, render ind i andre, der viser interesse for bogen, og pludselig hænger han fast igen. Denne gang er der mere på spil end bogens mysterier – med antydningen af, at faren blev myrdet på grund af bogen, og at hans død ikke bliver den sidste. Spørgsmålet er kun, hvem der er den næste og hvorfor.
Belladonna Dokumentet har en atmosfære, som er traditionel for bøger, der udspiller sig i universitetsmiljøet. Støvet hænger i luften mellem al den viden, som man aldrig kommer helt igennem, og samtalerne svinger fra akademiske udredninger til det drama, der ligger i kraft af udredningerne. Det akademiske præg vil muligvis skræmme nogle læsere væk, for det er hverken et letfordøjeligt værk eller en typisk krimi.
Sproget er derimod enkelt, og derfor fløj jeg hurtigt igennem bogen. Som debutbog er den interessant underholdning, fordi den fremhæver et historisk mysterium, og fordi der både er konspirationer i historiens nutid og dengang, da Hypnerotomachia Poliphili blev skrevet.
På sin vis er den traditionel for sin genre og dermed læner den sig lidt for meget op ad elementer, der er for gennemtærsket. Klichéerne lurer hist og pist, og enkelte steder er det svært at holde troværdighedens fane løftet. Bl.a. er personerne næsten rene typer, selvom de fungerer godt sammen. Én er så fokuseret på Hypnerotomachia Poliphili, at han fremstår som en typisk støvet og bleg akademiker uden andet liv end studierne, og en anden er meget fokuseret på at have det sjovt og være populær. Her kunne det have løftet bogen med flere nuancer, for nok kan man finde såkaldte stereotyper i det virkelige liv, men ser man ikke andet end stereotypen, ser man aldrig det hele menneske.
Et andet svagt punkt er, at nettet i historiens nutid er enklere at gennemskue end det historiske net. Men det var ikke noget, der bremsede min læsning eller underholdning for alvor, og har man lyst til at lege med genren, er den udmærket til at vise grundlæggende værktøjer til at skrue en konspirationsteori sammen.
Det flamske maleri af Arturo Pérez-Reverte
Denne krimi fangede virkelig min interesse. Hovedpersonen, Julia, er i gang med at restaurere et gammelt maleri kaldet Skakspillet, da hun opdager en overmalet indskrift i det ene hjørne: Hvem myrdede ridderen? Gradvist bliver det klart for hende, at maleriet bærer løsningen på en gammel mordgåde, og hun begynder at studere genstandene og personerne på det og forholdet mellem deres fysiske placeringer nærmere. Hendes tidligere kæreste går ind i efterforskningen for at støtte hende, men findes kort efter død i badekarret.
Mystikken bliver ikke mindre, da Julia begynder at modtage sedler fra en ukendt person, som vil fortsætte skakspillet på maleriet. Men indsatsen er ikke længere kun æren eller væltede brikker. Der sættes uskyldige liv på spil for hver brik, der forsvinder fra brættet, og kun den ukendte ved, hvis liv der er knyttet til hvilken brik. Derfor ved læseren heller ikke, hvem der står for tur i persongalleriet, og mordene tager form af tilfældigheder, der afgøres ved et dårligt træk.
Især to ting lagde jeg mærke til i bogen: Det ene er, hvordan skak som spil får en funktion, der skaber spænding – ikke med vægt på matematik, men med vægt på strategier. Bogen påpeger mellem linjerne eksistensen af en uhyggelig evne til at tænke frem og manipulere med menneskeskeliv, mens ofret selv er fuldstændig udvidende om sin rolle i et kommende drama.
Det andet er den interessante måde, maleriet bliver tolket på, og hvordan nettet langsomt bliver blotlagt netop i kraft af maleriet. Som det er velkendt for genren bliver det her spændende illustreret, hvordan den virkelige historie kan gemme sig under tilsyneladende uskyldige detaljer, og bogen rummer en påmindelse om, hvordan gamle røster stadig kommunikerer med den, der tager sig tid til at stoppe op og lytte.
Rosens navn af Umberto Eco
Mange har set filmen. Her er så bogen, som nok kun de (tål)modige har læst – men med en stor oplevelse i kølvandet. I 1300-tallet bliver et mord begået på et italiensk kloster. For at løse mordgåden sendes der bud efter den engelske franciskanermunk og tidligere inkvisitor, William af Baskerville, der dukker op i selskab med benediktinernovicen Adso, som er hans lærling. Som en anden Sherlock Holmes (apropos Baskerville) går William, som er inspireret af munken og filosoffen, William af Ockham, i gang med at løse den ene knude op efter den anden.
Historien rummer skjulte budskaber, som ikke kan ses med det blotte øje, og døde munke, der flyder i blod. Der er afbrænding af visdom, skjulte skatte bestående af samme og lange, teologiske udredninger omkring de katolske stridigheder i 1300-tallet.
Bogen kan føles overvældende i sine informationer om de teologiske stridigheder, men historisk set er det interessant at kende til dem, ligesom de øger dramaet og antallet af mulige motiver omkring de mord, der begås.
Samtidig er det spændende at følge, hvordan William af Baskerville kommer frem til sine løsninger. De baserer sig ikke på sædvanlig induktion eller deduktion, som det ses i mange krimier, men på abduktion, som er en systematisk hypotesedannelse fra humanioraens videnskabsteorier. Jeg kunne ikke undgå at sidde tilbage med følelsen af at have siddet i et kæmpe auditorium, hvor jeg blev trukket igennem både historie og videnskab.
En af bogens styrker er, at den viser, hvordan emner, der måske ikke er interessante for flertallet ved første øjekast, kan være virkelig spændende værktøjer til både at skabe et mysterium og løse det igen. Næste gang du ser en dåseåbner, så husk, at også den kan være centrum for et større mysterium.
De ti Herskere af Christian Mørk
Mysteriet ligger her som et ligklæde over bogens historie. Victor har nemlig et problem. Han har udviklet en ny ris-sort, der kan overleve oversvømmelser, som rammer store dele af den fattige og sult-ramte verden. Men folk omkring ham dør som fluer. De myrdes af dem, der ikke er interesseret i at miste penge og magt på grund af den ris, der kan hjælpe fattige lande ud af nød og bundløs gæld.
Victor havner i et drama, der involverer mord, lemlæstelser, forbandelser og historisk viden om De ti Herskere, en kreds af magtfulde personer, som 700 år tidligere blev dannet, og som er blevet videreført for i det skjulte at få de globale hjul til at dreje den ene eller anden vej i jagten på at nå de mål, herskerne har sat sig for.
Der er hverken sparet på blod, spænding eller uskyldige liv, men det er ingen splatterbog. Det er mysteriet, der står forrest, og Victor mister både sig selv og den kærlighed, han higer efter, inden han begynder at kæmpe for at få sit eget liv og kærligheden tilbage. Hvis det overhovedet er muligt.
Også i denne roman lægger den historiske virkelighed baggrund for et drama, der varer helt ind i det nye årtusinde. Der er masser af drejninger og spændende detaljer i plottet, og spændingen øges gradvist, indtil det, man tror er klimaks, indtræffer. Lige indtil der kommer endnu et.
Historien fangede mig meget på de sidste 300 sider. De første 200 sider er desværre fyldt med sammenligninger i stride strømme, nogle gange flere afsnit i træk og ofte med et udtryk, der hverken rammer stemningen eller situationen. Der har også sneget sig en del klichéer ind i bogen.
Situationerne bliver gradvist mere uforudsigelige i bogens anden halvdel, og det øger kun spændingen. Jeg havde en følelse af at være blevet underholdt, da jeg lagde bogen fra mig, og selvom det skriveteknisk har knebet med rettepennen, fik jeg en spændende historie, som var ganske godt skruet sammen af denne debutant.
Libri di Luca af Mikkel Birkegaard
Elsker man bøger, vil man måske forelske sig i denne, for bøger er omdrejningspunktet i mysteriet, og deres tilstedeværelse kan mærkes igennem hele bogen. Hovedpersonen er succesadvokaten, Jon Campelli, som uden at ønske det kastes ind i et underligt miljø. Hans far dør og efterlader ham et antikvariat, men arven er langt mere end blot gamle bøger af høj værdi.
Hans far Luca var lettore, på italiensk læser, og involveret i et selskab af lettorer, der har evnen til at påvirke, hvad mennesker oplever og føler, når de læser eller hører en tekst blive læst op. I hænderne på disse lettorer kan ord skabe både positive virkninger i læserens eller lytterens krop og negative, som ændrer et menneskes holdninger og personlighed og i yderste konsekvens dræber.
Den, der senest blev dræbt, var Luca. Jon tager ikke talen om lettorer seriøst, da farens ven fortæller ham om dem, og heller ikke det, at han selv skulle være en lettore. Hans skepsis begynder at slå revner, da der foretages et brandattentat mod antikvariatet, som efterfølges af mord og mordforsøg, hvor han med egne øjne ser virkningen af lettorernes kraft.
Historien udspiller sig som et drama mellem lettorernes modtagere og afsendere, der internt bekriger hinanden, mens Jon prøver at finde sin fars morder imellem dem og redde sit eget og andres liv. Bedre bliver det ikke, da han opdager, at nogen forsøger at skabe et helt korps af magtfulde lettorer verden over.
Bogen er skrevet i et enkelt sprog, der førte mig sikkert og hurtigt igennem bogen. Personerne er til dels malet i flere nuancer, men især på skurkesiden sniger der sig stereotyper ind.
Kernen i historien, lettorernes kraft og virke, var i sig selv en stor opgave at formidle overbevisende, men for mig, som sagtens kan lade fantasien flyde frit selv ud over kendte grænser, fungerede denne del fint. Det hænger i første række sammen med, at hele bogens univers udgøres af mennesker med de evner, så jeg som læser er nødt til at læse bogen på dens egen præmis og i dens eget univers.
I anden række er historien flækket godt sammen. Der er ikke en masse inkonsekvens, som der kan være hos nogle, især debutanter, når de tager hul på fantasiens og det overnaturliges verden. Tværtimod var der sammenhæng og et godt stykke hen ad vejen også forklaringer. Hvorfor nogle skulle kunne påvirke andre med deres læsning, gives der til gengæld ikke noget rigtigt svar på. Vil man kunne forstå alt, er det nok et punkt, der vil frustrere læseren, men på den anden side vil jeg ikke anbefale bøger med overnaturlige præg til de, der foretrækker streng logik.
I mine øjne er tanken om, at ord kan påvirke andre, selv når de ikke er klar over det, interessant. I forvejen kan ord udrette meget, så med en smule åbenhed og fantasi kan ordets evner godt tænkes hen i favnen på lettorer, som har deres helt egen dagsorden. Og i den favn bliver ordets magt uhyggelig, for hvis det nu lod sig gøre, hvilke konspirationer kunne verden så ikke blive vidne til?
Da Vinci Mysteriet af Dan Brown – kontra Helligt blod, hellig gral af Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln
Da Vinci Mysteriet er trampet igennem af både pressen, tv-kanalerne, biograferne, dokumentarerne og helt bogstaveligt af franske guider, der lader turister gå i Robert Langdons fodspor i Paris. Derfor skal der ikke her skrives en masse om selve plottet. Det er nok at sige, at en kurator findes myrdet og placeret i en mærkelig, symbolsk stilling, som indleder den hæsblæsende jagt på både en masse savnede svar og den hellige gral.
Til at begynde med blev bogen hyldet, og siden har mange påpeget, at den er skrevet dårligt. Det er ikke min hensigt at lægge mig i en af to traditionelle baner, der taler enten for eller imod Dan Brown.
Da jeg åbnede bogen og læste første side, blev jeg ganske vist slemt skuffet, for allerede ved mødet med albinoen var jeg klar over, at bogen ville byde på mange klichéer. De stakkels albinoer bliver da også beskyldt for alt, tænkte jeg. Eller det gjorde de engang. Nu er det mørklødede terrorister med en vis religion i baglommen, der får skylden for al balladen. Også i film og bøger. Uanset at der findes mange andre forbrydersind med mange andre slags baggrunde, hælder nogle forfattere til at bruge tidens favorit-syndebuk, og et sådant trend-rytteri ødelægger let historien for en læser som mig. Sproget i Da Vinci Mysteriet er da heller ikke fantastisk.
Men så kommer vi til den lyse side. Selve historien er konstrueret godt, for han får mange løse ender til at mødes på en spændende måde. Dette er en svær teknik, der ofte undervurderes. Trådene mødes med så stor sammenhæng, at de i den grad kan virke overbevisende, og det er – gætter jeg på – det, der har gjort, at verden lagde sig for Dan Browns fødder.
Dan Browns ambition var næppe heller primært at skrive en bog, som var af høj litterær kvalitet (så var vægten formentlig lagt mere på skrivningen i stedet for konspirationsteorierne). Som enhver god advokat har han i stedet støvet et mysterium op og forsøgt at samle trådene, så de gav mening.
Bogens værdi ligger for mig at se i, at han har taget et svært tilgængeligt stof og lagt ind i en kompliceret og dog veludført historie, som har bragt mange spændende historiske detaljer frem i lyset. Detaljer, som læseren kan gå videre med i sin egen undersøgelse eller afvise, alt efter sindelag (her ser jeg bort fra mulige motiver, han kunne have haft til at skrive en sådan historie, for de interesserer mig ikke i denne sammenhæng).
Pointen er, at bogen lægger historisk materiale frem, som ellers ikke havde fået meget opmærksomhed i lang tid. Her kommer bogen Helligt blod, hellig gral ind i billedet. Den blev udgivet i England i 1982, og i vidt omfang ligger den til grund for Dan Browns roman. Den er spækket med konspirationsteorier, som til at begynde med virker som løse fragmenter, men som gradvist knyttes sammen i et fascinerende, hypotetisk billede af kristendommens opståen og grundlag. Hjørnestenen i teorierne er den, som Dan Brown anvender i sin bog.
Selvfølgelig kom der et sagsanlæg ud af det, men Dan Brown slap for et enormt erstatningskrav, fordi forfattere ifølge domstolen skal have frihed til at benytte researchmateriale og videnskabeligt materiale i deres bøger. Dan Brown forsøgte vel på forhånd at give lidt af æren til researcherne, fordi han i historien nævner nogle af de bøger, han har lænet sig op ad, og han lod to af forfatterne smelte sammen til en vigtig person i bogen, Leigh Teabing – Leigh som i Richard Leigh, og Teabing bliver til Baigent, hvis bogstaverne byttes om.
Teorierne i Helligt blod, hellig gral er naturligvis mere omfattende end den, Dan Brown præsenterer. Bogen kan virke svær at få hold på, fordi der nævnes et hav af navne og omstændigheder, som man ikke ved, om man skal holde fast i til senere brug, men der er jævnligt gode opsummeringer, der trækker streger tilbage til det, der tidligere blev nævnt. Der er også virkelig spændende informationer om Tempelridderne og detaljer, som for interesserede vil uddybe oplevelsen af historien i Da Vinci Mysteriet.
Det meste af researchbogen er, som den selv understreger, i stor udstrækning en samling af hypoteser. Det er også med til at trække lidt af mysteriet væk igen, når så lidt ligger fast, men som forfatterne selv konkluderer, er der så mange mærkelige omstændigheder og tilsyneladende sammentræf, at det er svært at tro, det hele er tilfældigheder.
Som forfatterne ser det, har politik mere at gøre med kristendommens opståen og videreførsel, end det er populært at sige højt, og som sådan er bogen god som inspiration til at tænke efter en ekstra gang, for i enhver historie er der altid en formidler, som har det i sin magt at fortolke og fordreje. Hvem ved egentlig, hvad der er virkeligt, og hvad der er et dække, uden selv at undersøge det nøjere …