Den skæve vinkel

af Jannie Solaas
Det uforudsete tvist i en roman er, hvis det er veludført, til stor glæde for læseren, hvad enten det er i form af skæve personer, et uventet plot eller eksperimenteren med en genre. Denne samling ser på bøger, der bruger den skæve vinkel til at overraske læseren, bøger som emmer af fantasi grænsende til det geniale. Fra humor over drama, spænding og fantastik – disse guldkorn findes i alle genrer.
Dagdriverbanden, af John Steinbeck
Denne bog er min favorit blandt John Steinbecks, fordi den med velsmurt sprog og humor i verdensklasse hylder livet og føles som én lang kærlighedserklæring til tumulten og de mindeværdige øjeblikke, der opstår spontant.
Dagdriverbanden fortæller historien om Danny og hans venner, en flok Paisanos, og deres narrestreger og ulykker igennem et par måneder. Paisanos forklares i bogen som arbejdsløse vagabonder af blandet spansk-indisk afstamning, der tilbringer deres dage med enten at stjæle mad eller arbejde i meget kortvarige jobs. Om natten drikker de vin i lange baner, synger og slås. De lever i gamle træhuse og ejer intet af værdi, og derfor interesserer de ikke det samfund, de lever i. De er skiftevis ridderlige i deres omsorg for hinanden og barnligt optaget af at få deres egen vilje, når det gælder en god dram. Man kan ikke andet end holde umådeligt af dem, og deres tanker om livet bliver klare og forståelige, jo flere sider man vender i bogen.
Steinbeck tegner et tragikomisk billede af personerne og deres liv. Det, man normalt vil opfatte som ulykkelige kår (fx dét at være hjemløs), bliver her til den ultimative frihed. Det kommer bl.a. til udtryk, da en af personerne arver et par ejendomme. Fra den glæde, der følger med endelig at besidde noget, glider lykken over i følelsen af at være fanget, for pludselig handler alt for meget om husene. Han får et brændende ønske om at slippe væk og igen kunne leve ude i det fri uden forpligtelser og uden at vide, hvor morgendagen fører hen. Historien viser også en anden side af materialismen. For Paisanos er der fx prestige i at eje en elektrisk støvsuger, også selvom man ingen strøm har. Derfor kommer der et større drama ud af det, da en mand vil forære en kvinde en elektrisk støvsuger uden at have pengene til den – ligesom den lykkelige ejerinde siden går gladelig rundt og med slukket støvsuger lader som om, hun gør rent, så naboerne kan blive jaloux.
Steinbeck kommer ind i sjælen på en Paisano uhyggeligt godt (mon han har tilbragt måneder i deres selskab?), og formidler det mesterligt til læseren. Han ikke bare behersker sproget formidabelt – han har også evnen til at føre læseren ind i perioden og folkene, der lever så anderledes, end vi som læsere er vant til fra vores egne liv. Det er som at opleve scenerne selv.
Bogen er humoristisk og optimistisk. Det er hjertevarmende at læse om disse menneskers bekymringer og især mangel på samme, og hvordan de sejler gennem livet i en rus og med glade vennetæsk.
Skal du læse bare én bog af Steinbeck, så vælg denne.
Priapus: en forførerhistorie, af Mathilde Walther Clark
Denne bog er sikker på at fremprovokere en reaktion i læseren. Hovedpersonen, Priapus, kan ikke andet end enten vække latter eller hæve de moralske pegefingre ude i det ganske land. Men lige så komisk og absurd, han er, lige så meget følte jeg med ham, når smerten ramte ham. Og det kan læseren være vis på, at den gør.
Humoren er allerede at læse mellem linjerne, når det står klart, at Priapus er opkaldt efter den græske, tragikomiske satyr af samme navn. Nævnte satyr rendte rundt i antikken med en evig enorm erektion uden at kunne opnå tilfredsstillelse, og der er lignelser til Priapus’ eget liv her. Ikke at han er impotent som elsker, men følelsesmæssigt lider han af alvorlige mangler. Det er, som om der eksisterer et sort hul inde i ham, som for at blive udfyldt river den ene seksuelle erobring til sig efter den anden.
Han er splittet i to. Den ene del af ham ønsker at lægge alle løgnene bag sig og være konen, Faye, tro. Guderne ved, hun fortjener det. Hendes kærlighed er dyb, og tilliden så blind, at det gør helt ondt. Den anden del af ham falder gang på gang i. Nettet af løgne spændes ud, og de indre dæmoner hyler i ørerne, mens det smertelige ønske om at tilstå sin utroskab og blive elsket på trods stikker til hans sjæl.
Men tag ikke fejl af ham. Priapus er ikke kun en scoretrold. Han er så meget mere. Både i sit arbejde som succesrig fotograf og i sit privatliv ejer han evnen til at nedbryde en person for derefter at genskabe vedkommende i sit eget billede. Det er faktisk lidt uhyggeligt at være vidne til.
Selvom han som person virker overfladisk, er han ikke en tegneseriefigur. Han er menneskelig på ynkelig vis.
Priapus er ikke den eneste skæve person i bogen. Bogen er stopfuld af slagsen. Der er fx den tyske læge, Dr. Karma, der dagligt indtager en særlig gas for at dø og vågne op igen. Lægens håb er, at han på den måde kan indsamle minutter og udsætte den rigtige død – måske ligefrem leve evigt? Skævhederne i bogen giver den et eventyrligt præg. Det er, som om alt kan lade sig gøre. Alligevel rammer virkeligheden Priapus med en ti-tons-vognstang på netop det punkt i hans liv, der er allermest ømt.
Anmelderne har enten elsket eller hadet romanen. Realistisk i sine portrætter er den ikke, men den fanger en række af de menneskelige vilkår og træk, der gør os mest sårbare. Bogen er som en tekstudgave af modebranchen, hvor designerne beskæftiger sig med at lave kreationer, der blæser den kommende sæsons trends helt op, hvorefter den brede offentlighed tager trenden til sig i mindre voldsomme udskejelser. Ligesådan blæser romanen mennesket op på godt og ondt og serverer livet i et teaterkostume med arketyperne på scenen. Og så er bogen humoristisk, velskrevet og husker at væve tragedien ind, når den ikke kan undgås. Er du frisk på at se en historie fortalt med store armbevægelser, så læs historien om Priapus.
Isen mellem øerne – og andre fantastiske fortællinger, af Bernhard Ribbeck
Historierne i denne bog er i sandhed fantasifulde. Genremæssigt er vi inde i den fantastiske del af litteraturen – science fiction og horror. Men regn ikke med at finde computere, tekniske dingenoter og overfladiske monstre i bogen. Der er intet hardcore i bogen. Den er langt mere litterær, fin og subtil i sin tilgang til fantasiens verden. Måske er det årsagen til, at bogen ikke har fået nær så meget opmærksomhed, som den fortjener.
Forfatteren, som selv væves ind i nogle af historierne, lader til med bogen at udtrykke en stor sorg over, hvor menneskeheden har bevæget sig hen, over tabet af essentielle værdier og fornemmelsen af vores egen historie.
I historien Når det bli’r koldt mærkes ensomheden og isolationen således stærkt. Hovedpersonen sidder i sit hus og kæmper mod angsten – for nogen prøver at komme ind i huset. For alt i verden må de holdes væk. Historien er skrevet i du-form, som om læseren selv gennemgår dramaet. Novellen begynder midt i paranoiaen:
Luk ikke op. Luk ikke op, når de ringer på døren, sæt tape, tyk tape over din brevsprække, og skynd dig – du kan allerede høre deres trin i gården – at løbe til køkkendøren, drej nøglen om og stik en ståltrådsbøjle igennem den og rundt om håndtaget. De banker på køkkendøren, de slår på den med knyttede hænder uden at sige noget. Af gode grunde, for de kan ingenting sige. Der kommer kun en knurren fra trappeskakten; døren buler indad, men den holder, og du lukker ikke op.
Det bliver ikke bedre gennem historien. Kampen for overlevelse i gang, men hvilken overlevelse er der tale om? Hvad er det, hovedpersonen prøver at holde ude? Er det i virkeligheden kærligheden? Eller udviklingen i samfundet?
Også historien Assantis lov er en eventyrlig og metaforisk fortælling. Den handler om, hvornår verden begyndte at få sine farver – og hvordan farverne har drænet verden for moral.
I endnu en fængslende historie møder læseren en mand, der er ved at skrive et kærlighedsdigt, da han pludselig får besøg af en ukendt kvinde. De kan ikke se hinanden, men alligevel forelsker de sig. Eller måske forelsker de sig netop derfor?
Vær forberedt på at få rykket grænserne for, hvad man kan skrive om og hvordan, for Ribbeck overrasker hele tiden. Bernhard Ribbeck har ligheder med andre dygtige forfattere inden for fantastikken, såsom J.G. Ballard og Ray Bradbury, og så alligevel er han sin egen. Når man læser, får man heller ingen fornemmelse af et plagiat, men af velovervejede begivenheder og særheder.
Et stærkt træk ved bogen er, at meget ligger mellem linjerne, hvilket kræver, at læseren er lige så nærværende som teksterne selv, og så har Ribbecks poetiske sprog en særlig stemning og styrke, som bombarderer læseren med sanseindtryk og skarpe formuleringer. Bogen rummer et hav af sproglige lækkerbiskner, og alene dét gør den værd at læse. Men und også dig selv at læse historierne for at opleve, hvor fint, anekdotisk og metaforisk fantastikken kan væves ind i en ellers genkendelig verden fyldt med kroer, skove og landsbyer.
Støj og Mission til Schamajim, af H.H. Løyche
Bogen Støj er forfatterens debut fra 1996 og fortsættes i Mission til Schamajim. Løyches debut holdt mig fast fra side 1, og så måtte jeg bare læse resten af fortællingen. Begge bøger er dog selvstændige og kan læses uafhængigt af hinanden.
Læseren følger i Støj to spor i tiden. Det ene finder sted for et par årtier siden, og det andet et par årtier længere fremme. Carl er hovedpersonen i fortiden. Han er lobbyist for esa – European Space Agency – der har etableret en koloni på Mars. Forskerne eksperimenterer med metoder til at opbevare kolonisternes bevidstheder i tilfælde af, at der sker en katastrofe på Mars, for hjælpen vil være længe om at nå frem, og kolonisterne vil måske ikke kunne reddes fysisk. Så sker det, der ikke må ske: Uden varsel indtræffer en naturkatastrofe på Solen. Her på Jorden dør folk i hobetal af den ekstreme varme, der rettes mod planeten, og al kommunikation og elektronik brænder sammen. Kontakten til Mars mistes, og den øgede temperatur forårsager en kraftig vandstandsstigning. Fra at være et teknologisk privilegeret samfund falder verden tilbage til et stade, som er svært at leve under for mennesker, der ikke ved, hvordan de skal overleve i andet end en moderne verden. I naturkatastrofens fodspor følger også sygdomme og kampen for overlevelse.
Årtier længere fremme sjasker folk rundt i vand, fordi vandstanden har ædt store dele af verdens lande. Meget er efterladt i ruiner. Alle varer er i mangel, selv noget så basalt som kaffe og læbestift, og unge brænder ting af for at holde varmen om natten. Hovedpersonen her er Mark. Udover at forsøge at klare sig igennem de forhold, han er vokset op med, prøver han at gøre indtryk på Karina, som han er forelsket i. Men pludselig myrdes unge piger på mystisk vis. Pigerne har tilsyneladende udsat sig selv for fare, og de rager rundt som i blinde. Mark vikles ind i politiets opklaring af mordsagerne, og det er, som om mordene skaber et tættere bånd mellem Mark og Karina. Eller gør de? Karina står som en figur, læseren ikke bliver helt klog på før slutningen – som virkelig overrasker.
Videnskaben når i det skjulte et uhyggeligt stade i denne bog, og detaljerne omkring, hvordan Jordens befolkning må leve efterfølgende, stod så levende for mig under læsningen, at det var som at være der og opleve katastrofen. Løyche serverer, som indledning til nogle af kapitlerne, enkelte fakta omkring videnskaben og solpletterne, der skaber kaosset. På én gang får læseren en dybere forståelse for solpletternes natur og for, hvor galt det kan gå, hvis Solen rammes af en sådan naturkatastrofe. Hvilket desværre ikke er utænkeligt. Selvom historien er fiktion, er omstændighederne bygget på en mulig virkelighed, og det gør bogens verden både skræmmende og dragende. Som underholdning.
Efter min ydmyge mening er romanen science fiction på højt plan. Bogen er velformuleret, spændende, personer og replikker fungerer, miljøet og videnskaben er ovebevisende. Ingen rumvæsner prøver at invadere Jorden, og ingen person skruer musklerne op og klarer hele molevitten, som det så tit ses i film eller andre bøger. Bogen viser, hvor meget andet genren har at byde på, og netop dette andet har gjort mig interesseret i genren. Denne bog er som et tankeeksperiment: Hvad vil der ske med os, hvis Solen rammes af en stor naturkatastrofe? Historien har sat spor i mig. Hvis du, ligesom jeg, ikke kan få nok af bogens univers, så kryb under et tæppe og læs fortsættelsen, hvor den ene hovedperson dukker op, når læseren mindst venter det.
I Mission til Schamajim har man ikke haft kontakt til kolonien på Mars i 60 år, og der er efter klimaændringer og krige skabt en ny verdensorden på Jorden, et slags storrige, hvor oppositionen undertrykkes og udsættes for terror. Det er blevet normalt at optage bestemte kvaliteter i sig gennem piller, indsprøjtninger, drikke eller andet. Ingen ved helt, hvem de er længere. I dette kaos forsøger modstandsbevægelsen at hente hjælp fra kolonisterne på Mars, hvis der vel at mærke er nogle tilbage.
Også denne bog skifter mellem et par forløb, hvis sammenhæng tydeliggøres senere i historien. Bogen begynder på et atomkraftværk, hvor tvangsarbejderne mishandles – og slides ihjel, hvis de ikke henrettes før da. Det lykkes en ung mand, Adrian, at flygte, og læseren følger hans kamp for at få et liv igen uden at være på flugt, og det kræver, at han må skaffe sig en ny identitet. Vejen ser ud til at gå gennem modstandsbevægelsen, der velvilligt lader ham indtage rollen som læge på et privathospital, men efter plastikoperationerne og stoffernes påvirkning af personligheden begynder Adrian at tvivle på, om han ikke i virkeligheden er den unge læge, som modstandsbevægelsen prøver at bilde ind har en anden oprindelse.
I det andet spor, som foregår nogenlunde samtidig, følger læseren tre astronauter, der leder efter kolonisterne på Mars. Der opstår hurtigt en mistanke om, at den ene er en overløber, der forsøger at sabotere missionen, og han slås derfor ihjel af den ældre astronaut, Weinberger, som selv såres så hårdt, at hans tid snart rinder ud. Tilbage står Beringer alene med missionen om at finde spor efter kolonisterne. Med sig har han Hendrix, en bevidsthed der taler og råder Beringer igennem en computer, og som både kan uploade og downloade sig selv. Sort ser det ud, da Beringer finder spor efter nogen, der har grillet hot dogs 60 år tidligere, uden at der ser ud til at være spor, der fører andre veje hen. Beringer kan selv ende med at være det sidste menneske på Mars, for det er tvivlsomt, om han uden sine kolleger er i stand til at foretage rejsen hjem til Jorden.
Hendrix er min absolutte favorit i bogen. Han er en morsom fyr uden at ville være det. Han har de mest humoristiske kommentarer og virker så menneskelig, at det er svært at forstå, han har hjemme i et elektronisk redskab. Samtidig er der lige de små detaljer, der gør ham anderledes end et menneske. Eftersom han ikke har nogen krop og derfor let kan transportere sig selv andetsteds hen, har han fx ikke samme fornemmelse af faren som Beringer. På sin vis er Beringer helt alene.
Bogen er ikke blot spændende, men også fyldt med flotte og levende scener fra livet på en anden planet – som det kunne være, hvis mennesket engang skulle rejse dertil.
Begge bøger har det fine tvist, som jeg holder så meget af. I første bog er videnskabens landvindinger så uhyggelige og drastiske, at jeg ikke kunne andet end imponeres af forfatterens opfindsomhed. I anden bog er tanken om at optage nye personligheder og kvaliteter i sig igennem et stof både skræmmende og fascinerende. Der leges med mulighederne i begge bøger. Hvis man kunne dette, hvad vil det så føre til? Jeg kan anbefale begge romaner, helt klart.
Krigsfeber, af J.G. Ballard
I denne novellesamling sætter J.G. Ballard temaer på spidsen med vanvittige tekster, lige fra den traditionelle novelleform (godt krydret med sære tvists) til højst eksperimenterende tekster såsom i Svar til et spørgeskema, der reelt er udformet som svar til spørgsmål, læseren selv må regne sig frem til, og som gradvist afdækker en ubehagelig historie. Også Stikordsregistret er en eksperimentel tekst, hvor læseren ud fra registret til en biografi må regne ud, hvordan personen er, og hvad personen har oplevet igennem livet.
Ud fra et plot-perspektiv er mine favoritter Flykatastrofen, Det enorme rum og Den hemmelige historie om 3. Verdenskrig. Alle tre har den genkendelige novelleform.
Flykatastrofen tager udgangspunkt i mediernes sensationshunger. En hob journalister kæmper om at finde et nedstyrtet fly – før deres andre kolleger. Én journalist følger de lokales småsnak om, hvor flyet befinder sig, selvom andre mener, at de lokale ikke ved noget som helst. Han føres langt op i bjergene og finder en lille, beskidt klynge huse med fattige mennesker. De peger i retningen, hvor flyet ligger. Hvad journalisten finder, og hvad de lokale gør af misforstået venlighed, skal jeg ikke afsløre. Men novellen understreger, hvordan et simpelt ønske kan resultere i noget ganske gruopvækkende.
Det enorme rum handler om en mand, der er ved at gå fra forstanden. Han har besluttet aldrig igen at gå uden for en dør og synes, det er rigeligt, at lyset udefra kommer ind til ham. Han har brændt sine værdier og løber tør for mad. For at holde planen om ikke at gå ud dræber og spiser han de dyr, der strejfer rundt omkring ham. Efterhånden kommer ikke kun dyr forbi, og spørgsmålet bliver, om han kan skelne klart længere. Novellen er fremragende til at vise et sygt sind. Hans fascination af lyset og hans tro på, at rummet, han sidder i, hele tiden udvider sig, er i sig selv fængende. Ballard overbeviste mig med sin grundighed og sans for detaljer om, at sådan et sind virkelig findes et sted derude.
I Den hemmelige historie om 3. Verdenskrig går verden glip af en seks minutter lang tredje verdenskrig, fordi verden er mere optaget af hvordan Ronald Reagans helbred udvikler sig. Manden er gammel og svagelig. Hans puls og diverse andre målinger følges nederst på skærmen i alle tv-udsendelser. Nyhederne handler mest om Reagan, og ingen tror på hovedpersonens påstand om, at en tredje verdenskrig har fundet sted.
Skarpt sprog og sort humor er typisk for Ballard i samlingen. Den eksperimenterende form i nogle af teksterne sprænger læserens forestilling om, hvordan en historie kan opbygges, og man skal være forberedt på ikke at få tingene pinet ud i detaljer.
Ballards idéer er interessante, og han stiller mange relevante spørgsmål til måden, vi lever på. En måde, der understreges igennem de skæve indgangsvinkler til emnerne, bl.a. i historien om den oversete verdenskrig, der pænt må pakke sig, når Reagan er syg. Er du i humør til eksperimenter og udfordringer, så læs denne samling.