Hvordan skriver du spirituelle budskaber ind i din roman?

Mange forfattere er interesserede i at skrive bøger med spirituelle budskaber. Men hvordan gøres det, så budskabet kommer naturligt frem?
af Jannie Solaas

Det kræver god teknik og snilde at lægge et spirituelt budskab – eller et andet budskab – ind i en bog, for meget let kan man som læser føle, at budskabet er det vigtigste, og at det ligger som en hård klump inde i bogen, mens historien virker som en tynd ramme omkring budskabet. Man kan spørge sig selv, hvorfor forfatteren ikke valgte at skrive en nonfiktiv bog i stedet, når det skønlitterære går tabt i forfatterens entusiastiske formidling.
Så det er egentlig mit kernebudskab til forfatteren, der skriver bøger med budskaber i: Sørg for, at du har en stærk historie og et godt plot. Intet skønlitterært træk må nedprioriteres af hensyn til budskabet. Hvis du vælger at skrive en roman, så skriv netop en roman, ikke en selvhjælpsbog forklædt som roman.
Jeg ser mange falde i denne fælde, men det gode er, at de altid bliver endnu mere interesseret i bogen, når jeg sporer dem ind på de skønlitterære kvaliteter. Så meget kan siges mellem linjerne eller direkte, som gør historien endnu bedre. Lange dialoger eller monologer skal fx ikke stå alene som et foredrag. Ved at iklæde dem miljø, stemning, bevægelser fra personerne og det fine psykologiske spil mellem de talende, bliver scenen med budskaberne stærkere og får langt større effekt på læseren.
Nogle af artiklerne fra min online forfatterskole omhandler dét at skrive budskaber. Artiklerne findes her. Den første går i dybden med, hvordan budskabet indarbejdes på en naturlig måde, der forstærker i stedet for at svække historien, mens de øvrige er konkrete eksempler på, hvordan budskaber samt følelser og psyke kan indarbejdes på en elegant måde. De konkrete eksempler har jeg analyseret for at gøre det tydeligt for læseren, hvor og hvordan det indgår.
Allerbedst er det også at demonstrere de spirituelle budskaber undervejs i bogen, så det ikke bliver rent foredrag, men vist aktivt hvordan personerne kan bruge budskaberne. I visse bøger gøres dette lidt for kluntet, så man som læser ved, at okay, nu har vi hørt om den pointe, så opstår der snart en scene, hvor den spirituelle viden skal bruges. Dette gælder fx Den niende indsigt af James Redfield, som mange ellers er begejstrede for. Tankerne er fine nok, men det skønlitterære knap så fint.
Så den bog kan man også lære af. Undgå at gøre det helt indlysende, hvad der vil ske i næste scene ved at lave et mønster, hvor man først får at vide, hvad man skal lære på det spirituelle plan, og så lave en scene lige efter, hvor det skal bruges. Lad der gå noget tid. Bland bolscherne i glasset og gør det svært for læseren at gætte næste træk. Har du først lagt tre spirituelle spor ud, så kan læseren ikke vide, hvilke af de tre du bruger om lidt.
En bog, jeg var manuskriptlæser på, har nogle fine, spirituelle træk. Jeg har ikke læst den, efter den blev færdigredigeret, men jeg synes, at allerede det (næsten) færdige manuskript havde nogle gode kvaliteter, fordi budskabet glider godt ind, så jeg tror på, at bogen vil interesse en del læsere. Det drejer sig om Kaptajnen på Mælkevej af Jens Rosenhoff Christensen. Den er udgivet på Forlaget Mellemgaard. Det er en bog om mænd og til mænd. Der bliver fokuseret på emner, som mænd nok sjældent åbent deler med hinanden. I sin opbygning er bogen struktureret som en samtalebog. Man kan naturligvis lave bøger med spirituelle budskaber ved hjælp af mange andre slags strukturer; dette er blot én.
Kaptajnen på Mælkevej handler om en gruppe mænd, der mere eller mindre tilfældigt mødes det samme sted og deler deres historier med hinanden. Fortælleren er nu 65 år og ser uden sentimentalitet tilbage i tiden. Som dreng mødte han Kaptajnen, der tilbød ham eventyret og et bedre liv, end det han havde. Han genoplever nu i sit testamente sit liv som plejebarn hos en fremmed familie – sin tilbagekomst og sit ophold hos Kaptajnen – og hvad der fulgte deraf.
Mod slutningen hører vi Kaptajnens egen historie og til sidst igen fortællerens. Denne viser sig ved nærmere eftersyn at være alt andet end uskyldig. Mændene i Kaptajnens hus har i høj grad delt den dårlige samvittighed over mord, jalousi og unødvendige tab; men deres mange oplevelser er langt fra forgæves. Det spirituelle væves ind som noget, personerne kan lære af, herunder spørgsmålet om tilgivelse og at give slip – eller måske lærer de netop ikke af deres historier, men sidder hjælpeløst fast (det vil jeg lade være op til læseren at opdage!).
Om bogen har lektøren Per Månson udtalt: Det her er især en bog for læsere af småfilosofiske romaner (…) Skyld og tilgivelse er det gennemgående tema i historierne, der ellers spænder vidt fra drab til voldsom seksuel udlevelse (…) Det spirituelle budskab vil måske tiltale Paul Coelhos læsere.
Jeg er helt enig. Budskaberne kendes fra Et Kursus i Mirakler, som er en ordentlig moppedreng, der kort sagt handler om spirituel levevis, tilgivelse og hvordan verden – ifølge denne bog – er skruet sammen.
Hvis du sidder derude og vil skrive en spirituel bog, kan jeg kun anbefale, at du læser nogle spirituelle romaner af god kvalitet og ser, hvordan det kan gøres. Vær opmærksom på det stærke plot – at historien i princippet skal kunne stå alene og stadig være kødfuldt. Måske vil du kigge på Kaptajnens historie. Jeg ønsker dig god vind på rejsen!