Solaas.dk

Author, af Kontos

Skrivetips fra John Irving


DR’s forfatterscene-programmer er inspirerende at se, hvad enten du er læser, forfatterspire eller forfatter, fordi de giver et godt indblik i, hvordan andre forfattere tænker og arbejder. En dag så jeg et program med John Irving, som øste gavmildt fra sin brønd af skrivetips.
af Jannie Solaas

Uanset om du vil benytte John Irvings metoder og idéer, kan de sætte tanker i gang om, hvordan du selv skriver og hvorfor, så her gengiver jeg dem:
1) Han begynder med at skrive sidste linje i bogen. Den kommer til ham af sig selv. Det er nytteløst at manipulere den, siger han. Alt andet kan ændre sig – første linje, og hele bogen ændrer sig ofte flere gange, men sidste linje ligger fast. For ham, i hvert fald.
2) Han kender strukturen i historien, inden han skriver. Hvordan den skal skrives, og endda hvor lang den bliver, sådan cirka. Den del af planlægnigen ligger helt fast for ham.
3) Han skal selv bevæges af historien for at gide bruge 4 år på at skrive den. John Irving skriver om det, han er bange for vil ske for ham eller dem, han holder af. Fine idéer/begreber/teorier siger ham intet. Da han var barn, så han teaterstykker fra kulisserne, når hans mor optrådte, og han kunne altid se på publikum, om stykket var en succes – enten grinede de eller også græd de. Ellers kedede de sig, og dét var så en fiasko. Han har taget dét til sig, at publikum skal bevæges. Derfor er han også inspireret af Charles Dickens, som igennem følelser forsøgte at bevæge publikum på sociale aspekter.
4) Irving har visse temaer, der gentager sig. Nogle af dem er besættelser – fx børn, der dør. Besættelser forstår han som ting, en forfatter ikke har kontrol over, og som derfor går igen. Børn, der dør, er en skræmmende tanke for ham, og derfor har han det med at vende tilbage til temaet. Andre forfattere har andre besættelser af forskellige grunde, såsom Tennessee Williams, der skrev om sin mor, William Shakespeare, der skrev om konger og dronninger, og Sofokles, der skrev om incest.
5) Han holder sig strengt til Melvilles filosofi omkring skrivning: Woe to him who seeks to please rather than to appal, dvs. Ve den, der prøver at behage frem for at forfærde. Bøger, der bare behager, er tynde og intetsigende og når ingen vegne, ifølge Irving.
Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan forfattere vil have deres historier, med eller uden gruen eller den sociale forfærdelse eller andet, men jeg tror, man også nogle gange kan stirre sig blind på kernehistorien og glemme, at man kan gøre det hele meget stærkere ved at tilføje detaljer, der forstærker alvoren – eller forfærdelsen, med Irvings ord. Der er helt sikkert også stor forskel på Irvings metode og andre forfatteres metoder. Det vigtige er, at du finder én, der passer dig. Jeg håber, hans ord og idéer vil inspirere dig, uanset hvilken metode du vælger.