
Skal en forfatter udstille sit liv?
Jeg får nogle gange spørgsmålet, om man for at blive forfatter må udstille sit liv, og om man er nødt til at stå frem med navn og billede. Tanken om dette kan for nogle blokere dem i at søge forfattervejen.
af Jannie Solaas
Der udgives rigtig mange bøger om året, både af dansk litteratur og oversættelser. For ikke at forsvinde i mængden bør man være klar til at stå frem med navn og billede – men der er bestemt ingen regel om, at man skal udstille sit liv. Du behøver fx ikke at fortælle om dit privatliv, eller hvad der foregår inde i dig, men du kan blive interviewet til tv, radio, aviser og blade, hvis medierne finder din bog interessant. Temaet for interviews er som regel bogens emne, historie og dit forfatterskab, og du behøver ikke svare på andet end spørgsmål om dit fag og dit værk. Du kan endda sætte grænser for, hvad du vil svare på omkring dit fag og din bog, men generelt gavner det at tale så meget om din bog som muligt for at interessere nye læsere.
Mange får slet ikke denne opmærksomhed, så i virkeligheden er den en luksus, selvom den for et privat menneske kan være svær at kapere, men chancen/risikoen er der altid. Forlag vil være interesseret i medieomtale ud fra et pr-hensyn, så forlag vil betænke sig på at udgive endnu ukendte forfattere, der ikke vil bruge deres navn og billede og deltage i interviews eller fx oplæsninger.
Mødet med læsere er normalt helt nede på jorden og hyggeligt. De fleste læsere er mest interesseret i dine tanker bag bogen, eller de har spørgsmål som relaterer sig til forfatterfaget. Nogle af dem skriver selv og vil gerne vide, om du har gode råd til, hvordan de skal undgå at gå i stå. Skulle nogen driste sig til et privat spørgsmål, kan du også her afvise det. Det kan måske hjælpe dig at tænke på, at læserne ofte er som du og jeg – mennesker, der er der, fordi de elsker bøger og vil vide mere om skrivningen og/eller historien.
Der er også forskel på, hvor kendt man er. Én ting er, at nogen ved, du har skrevet en bog. En anden er, om de ligger i buskene ude i din have for at filme dig. Som debutant skal du ikke bekymre dig om det sidste, og chancen for, at det nogensinde sker, uanset hvor mange bøger du skriver, er meget lille. Det er ikke forfatterne, der fylder mest i de kulørte blade – det er musikere, skuespillere osv.
For at konkludere på om man skal udstille sit liv: Man er på ingen måde tvunget, men man kan gøre det, hvis man har lyst – selvom jeg personligt mener, at forfatterens eget liv er irrelevant at nævne i medierne. Nøjagtig så irrelevant som at omtale erhvevslederes privatliv. Det, en forfatter giver til os fremmede, er bøger. Det, erhvervsfolk giver os, er deres arbejde. Det private er, som ordet siger, privat. Noget, vi giver dem, vi kender: vennerne og familien. Derfor er svaret på spørgsmålet et rungende nej.
Du skal ikke være bekymret for at sælge mindre, bare fordi aviserne ikke ved noget om din fortid eller nutid. Måske sælger du mindre – eller måske sælger du mere, fordi du virker mystisk, siden du ikke fortæller noget om dig selv. Fx hæger Stephen King om sit privatliv og sælger stort, men hans bøger er også så gode, at de kan bære tavsheden. Han behøver ikke sælge ud af sig selv og gjorde det heller ikke, da han var ukendt og kæmpede for sine første udgivelser. Men der blev lavet pr for ham – med fokus på bøgerne. Tænk også på, at hvis medierne og læserne er mere interesseret i dit liv, er de mindre interesseret i dine bøger. Hvilken opmærksomhed vil du helst have?
Er du nervøs for at blive nævnt i medierne som én, der har udgivet, vil jeg anbefale, at du forbereder dig på at få dit navn ud, og arbejder for at få mere ro på omkring den meget lille risiko for at få udstillet dit privatliv eller blive mødt af horder af fans, når du går ud. Jeg udgav fx min roman På den gale side i maj 2012 og er endnu ikke blevet stoppet på gaden, men jeg har dog modtaget nogle skønne breve fra læsere, der var begejstrede for bogen. I sidste ende må du spørge dig selv, hvad der betyder mest for dig: At skrive eller at undgå den lille risiko.
Når du udgiver, er det godt at have et netværk af skrivende at læne dig op ad, så de kan støtte dig undervejs. Skulle du have brug for at finde modet til at tage skridtet fuldt ud og blive udgivet eller til at håndtere tiden efter udgivelsen, kan du få både livsvejledning og forfattervejledning hos mig. Dette kan du læse mere om på livsvej.solaas.dk.
Jeg håber, du finder roen og tilliden til at forfølge din forfatterdrøm.