Brugen af angst i litteratur

Du læser en uhyggelig bog og sover med lyset tændt bagefter eller trækker dynen helt over hovedet. Hvordan gør forfattere os bange, når vi læser bøger? Her er mine bud.
af Jannie Solaas

Der er mange måder at skabe angsten i læseren. Jeg så et program fra DR, hvor cand.mag. Mathias Clasen fortalte om, hvordan det kan være, vi kan skræmmes af litteratur (og film), hvad det er for drivkrafter i os, der udløser angsten.
Litterærdarwinister som Clasen ser på vores gamle angst for rovdyr. Da vi var stenaldermennesker på savannen i Østafrika, var vi selv jaget vildt, og det er den angst, vampyrfilm/-bøger og lignende trækker på. Ikke vores fortrængte begær, som (andre) litteraturforskere med basis i Freud hævder. Det mener litterærdarwinisterne i hvert fald ikke. De fremhæver bl.a., at freudianere ser vampyrens tænder som små penisser, hvilket skulle fremprovokere en angst for det fortrængte begær. Men denne fortrænging af menneskets begær er kommet med den kultur, der har udviklet sig senere op igennem tiderne, og det er vel årsagen til, at Clasen og co. ikke godtager denne forklaring for vores angstfyldte reaktion. For angsten er ældre end det.
Vores frygtmekanismer blev altså udviklet på savannen, siger litterærdarwinisterne. Vi begyndte at fortælle horrorhistorier omkring bålet allerede dengang, og vi har en tendens til hele tiden at være på vagt, selv om vi tilsyneladende har langt mere tryghed i dag. Clasen henviser til, at litteraturen bruger arketyper for monstre. De er sammensat af træk fra det menneskelige og dyriske, som i tilfældet med fx varulve, vampyrer, zombier. Konkluderende mener han, at urfrygten for rovdyr ligger i os, og når vi læser om eller ser skarpe tænder og andre træk fra rovdyr, antændes frygten.
Fra rovdyrene er der ikke langt til andre uhyggelige skikkelser i litteraturen – fx seriemorderen, som også må siges at være på rov og nedlægge sit bytte. Her kan kniven overtage rollen fra de skarpe tænder.
Personligt mener jeg, at litterærdarwinisterne går for vidt, hvis de helt afviser Freuds udlægninger. Freud talte ikke kun om penisser – det gør vulgærfreudianismen, men ikke freudianisme som sådan. Vulgærfreudianismen tolker fx enhver spids genstand eller hulning som kønsorganer. En mund kan være en vagina osv. Den udlægning af freudianismen er så begrænset sammenlignet med hele den freudianske tradition, at det er forkert at hævde, at sådan er al freudianisme. Freud talte også om angsten for rovdyr fra gamle tider.
Det er også vigtigt at huske, at man som læser kan blive bange for meget mere end rovdyr, fx at jorden går under, at ens elskede dør, at man bliver uhelbredeligt syg, at der står en uhyggelig person på næste hjørne med en kniv i hånden og lysten til at dræbe. Skal du finde på elementer, der skræmmer læseren, så tænk over, hvad der skræmmer dig selv.
Også det uventede, overraskende, det malplacerede, det man ikke venter som læser, kan give et gys. Eller når læserens verdensbillede splittes ad, fordi det må rumme noget, læseren ikke er forberedt på at rumme.
På en måde hænger angsten for rovdyr også sammen med angsten for at tabe kontrollen. Man kan ikke kontrollere et rovdyr (eller en seriemorder), medmindre de spærres inde, og man kan heller ikke kontrollere, om man får en ubehagelig overraskelse/støder på noget ukendt osv. Der er altid en ukendt faktor eller flere i ens liv – og deraf kan der komme et godt gys.

Hvad spændingsforfatteren kan lære af monstrene

Ordet monstre kan få enhver, der ikke er interesseret i fantastik, til at se bort fra den vigtige lærdom, monstrene har til alle, der skriver spændingslitteratur eller horror. Vidste du fx, at monstrene kan dække over noget, altså symbolisere et problem i menneskenaturen eller samfundet? Denne symbolik er interessant til inspiration for skrivningen af spændingslitteratur. Forestil dig en seriemorder, der ikke blot hakker løs, men har en indre pointe, som den opmærksomme læser kan gyse over. Såsom en påpegning af en fundamental fejl i vores måde at omgå hinanden på.
For at inspirere dine tanker vil jeg fortælle om monstrene, deres grundtyper og funktioner. Se, om du kan skabe mere uhyggelige karakterer efter at have læst dette.
Lektor Jørgen Riber Christensen fra Aalborg Universitet inddeler monstrene i fire grundtyper under henvisning til monstrologien, læren om monstre:
Fusionsmonstre = Disse er sammensatte. F.eks. en zombie, der er levende og død på samme tid.
Fissionsmonstre = Disse er også sammensatte, men har ikke de to elementer i sig samtidig. F.eks. varulven, der enten er varulv eller menneske på skift.
Magnifikationsmonstre = Det er som regel dyr, som folk er bange for, f.eks. edderkopper. De bliver i fiktionen blæst op som store og farlige i monsterperspektiv. King Kong var stamfaderen til senere kæmpeinsekter, fortæller lektoren.
Kompilationsmonstre = Dette er, når forskellige monstertyper samles i samme monster. Fx Stephen Kings It, hvor monstret tager form efter dét, ofret er mest bange for. Lektoren kalder disse typer for intertekstuelle maskiner, der refererer tilbage til de tekster, som de kommer fra. Det kan være, at ofret er bange for vampyrer, og så fokuserer teksten på angsten, og ofret ser (forestiller sig) en vampyr, eller monstret laver sig om til én. Det er ganske smart, for monstret (og forfatteren) påstår ikke, at eksempelvis vampyrer er virkelige, men ideen om dem findes i kulturen og dermed i angsten, som personen og publikum/læserne oplever.
Den indbyggede præmis i monstrologi er ifølge lektoren, at monstre ikke findes, så derfor må monstre betyde noget andet end sig selv. Der er et fortolkningsimperativ i dem. Monstre kan symbolisere noget, der foregår i samfundet eller i mennesket.
De kan være symboler på psykologiske aspekter. Det kan være en angst for videnskaben, fobier, våbenindustri, ungdommens vildskab. I filmen The Tarantula prøver en videnskabsmand at få dyr til at vokse for at skabe mere føde til den voksende verdensbefolkning, men det går galt, og kæmpestore edderkopper angriber samfundet. Det er et eksempel på angsten for, hvor videnskaben fører hen – at den løber løbsk.
Dobbeltrollen som dr. Jekyll og mr. Hyde kan tolkes som en inspiration fra fissionsmonstret, idet han er en karakter, der har to sider af sin person, men de fortrænger hinanden på skift og optræder aldrig samtidig. Enten er doktoren den grumme mr. Hyde, eller også er han den gode dr. Jekyll.
Det er bestemt ikke altid, at symbolikken bruges af forfatteren. Nogle forfattere holder af at slippe ondskaberne løs uden at have en pointe med det andet end underholdning. Men har den præmis – at monstre symboliserer noget andet – været den oprindelige pointe med monstre? Har de haft en funktion i fortællinger, som vi har glemt, fordi vi har fokuseret så meget på underholdningen? Bemærker nogen (læsere/seere) disse betydninger? Er monstrologi en måde at forklare det uforklarlige med logik, en måde at flygte fra den angst, der sættes i gang hos os? Spørgsmålene er mange, og jeg har ikke alle svarene, men håber, at mine tanker om emnet kan inspirere dig til at give dine læsere sved på panden.